Sprøjtegiften Reglone er baseret på den forbudte gift diquat, men tillades alligevel hvert år til nedvisning af kartoffelplanter. Sådan har det været i Danmark siden 2019, hvor EU forbød produkter med diquat, fordi de mistænkes for at fremkalde Parkinsons Sygdom. Etikette fra Middeldatabasen

Blot to uger (30.5) efter en juridisk stævning mod Miljøstyrelsen for at udstede ulovlige dispensationer til sundhedsskadelige sprøjtegifte ændrer styrelsen nu sin holdning og forbyder kartoffelgiften Reglone

Ifølge Landbrug & Fødevarers faglige arm SEGES har Miljøstyrelsen (14.6) afvist brancheorganisationen Danske Kartoflers krav om endnu en dispensation til at bruge kartoffelgiften Reglone.

Afvisningen begrundes med mangelfuld sikkerhed. Ganske vist viser Miljøstyrelsens risikovurdering sikker anvendelse for landbrugets sprøjteførere, men ikke for beboere og forbipasserende til sprøjtede marker. Der er tale om en helt ny risikovurdering med et ganske andet resultat end ved de forudgående fire års dispensationer.

Voksende kritik

Miljøstyrelsens dispensationer til brug af forbudte sprøjtegifte er blevet kritiseret med stigende styrke i de senere år. På EU-plan har Pesticid Action Network (PAN) placeret Danmark på en tredjeplads blandt de 28 EU-stater, hvad angår villigheden til at udstede dispensationer i årene 2019-2022.

Sidste år blev der sprøjtet på dispensation med Reglone i 63 kommuner. For hver kommune er antallet af brugere opgivet. Kilde: De lovpligtige sprøjtegiftindberetninger til Miljøstyrelsen

Herhjemme har Danwatch-mediet kulegravet Reglone-dispensationerne i flere omgange, men især Danmarks Naturfredningsforening har konfronteret Miljøstyrelsens politik i stadig stærkere vendinger. Landbrugspolitisk DN-medarbejder Rikke Lundsgaard har gentagne gange direkte anklaget Miljøstyrelsen for at overtræde EU-reglerne, når styrelsens embedsfolk tillader den diquat-baserede Reglone.

I december 2023 offentliggjorde naturfredningsforeningen et juridisk notat fra to advokater, der nåede frem til, at styrelsen handler ”formentlig ulovligt” ved at udstede de samme dispensationer år efter år til brug af Reglone.

 »Konkluderende er det vores vurdering, at det er sandsynligt, at Miljøstyrelsens dispensationspraksis er i strid med EU-retten,« skrev Nikolaj Nielsen og Marc Malmbak Stounberg fra Kontra Advokater i notatet.

Nervegift der kan give Parkinsons Sygdom

Reglone er baseret på sprøjtegiften diquat, som blev forbudt i alle EU-lande i 2019. Det skyldes, at diquat optræder som en nervegift, der kan angribe luftvejene og forårsage hjerneskader, bl.a. Parkinsons Sygdom. Kartoffelbranchen insisterer alligevel på at kunne bruge sprøjtegiften til kemisk at nedvisne kartoffelplanterne for derigennem at opnå en bedre kvalitet af læggekartofler. Alternativet er en mindre billig, mekanisk aftopning af planterne.

Undersøgelser viser imidlertid, at folk, der arbejder i landbrug og gartnerier, hvor der anvendes diquat-midler, har to en halv gange så stor risiko for at få Parkinsons Sygdom som befolkningen som helhed. Det tyske arbejds- og socialministerium har i april 2024 sat pesticidforårsaget Parkinson på listen over anerkendte erhvervssygdomme, der udløser erstatning fra det offentlige.

”Coco vil sætte hele verden på kartoffelkur” lød overskriften på denne helsides annonce, som Landbrug & Fødevarer kørte i efteråret 2023 i førende dagblade. Overskriften burde hedde: ”Coco er ikke rigtig klog”. At sætte sig ud i en dansk kartoffelmark med bare arme og uden værnemidler af nogen art er simpelthen så sundhedsrisikabelt, at det kun kan være et uvidende reklamebureau, der har udtænkt denne opstilling. Skærmbillede fra dagbladet Politiken

Herhjemme har Parkinsonforeningen lagt et stigende pres på Miljøstyrelsen. Foreningen har gjort gældende, at flere videnskabelige undersøgelser har påpeget en sammenhæng mellem Reglone-giften diquat og udvikling af Parkinsons sygdom, og at diquat desuden er identificeret som ét af ti aktive stoffer, der har en direkte giftvirkning på dopaminproducerende celler i hjernen. Det er de celler, der er involveret i Parkinsons Sygdom.

I foråret 2024 har foreningen sendt to breve til Miljøstyrelsen, hvor man udtrykte stor bekymring for, at styrelsen fortsat giver danske landmænd dispensation til at bruge Reglone.

Nej til en ud af otte

Styrelsen har behandlet otte ansøgninger i foråret 2024 om dispensation til brug af EU-forbudte sprøjtegifte. Kartoffelgiften Reglone er den eneste, der har fået afslag.

Blandt de øvrige syv dispensationer befinder sig sprøjteproduktet Asulox, der anvendes til at bekæmpe ukrudt i spinatmarker. Produktet er baseret på giften asulam, der aldrig har opnået godkendelse i EU, men alligevel har Miljøstyrelsen siden 2008 hvert år givet dispensation til brugen, senest 3. april i år.

Asulam er hormonforstyrrende og kan få menneskets skjoldbruskkirtel til at vokse samt fremkalde kræft, og bl.a. af de grunde har midlet aldrig opnået godkendelse i EU trods flere ansøgninger. Senest blev en ansøgning afvist i februar i år, men to måneder senere gav Miljøstyrelsen alligevel dispensation.

I den seneste planperiode blev Asulox anvendt af agroproducenter i halvdelen (47) af landets kommuner, hvor de dyrker spinatfrø. I alt 262 forskellige agrovirksomheder sprøjtede 5.832 hektar.

Det er de seneste 17 års gentagne dispensationer til at bruge Asulox, der er genstand for den i indledningen omtalte stævning mod Miljøstyrelsen for at overtræde EU-lovgivningen. Bag stævningen står foreningerne Frie Bønder – Levende Land, Landsforeningen Praktisk Økologi, Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis og Foreningen Gylle.dk.

Bannerbillede: Danske kartoffelmarker syltes ind i skrappe sprøjtegifte med op til 18 forskellige produkter, men landbrugslobbyisterne kalder det for et flot eksempel på, hvordan forskning og godt landmandskab bidrager til den grønne omstilling. Billedet viser en kemisk nedvisnet kartoffelmark på Lammefjorden i Odsherred.

Visited 2.735 times, 34 visit(s) today

Kommentarer

  1. ninna urhammer

    tillykke og tusind TAK for jeres indsats – forbud mod Reglone – super!! Næste er forbud mod Asulox – det glæder vi os til!!!

  2. nj hvidberg

    Super! Bare én parkinson patient mindre er det hele værd.

  3. Brita Rasmussen

    Hvor er det dejligt at høre. Alt andet ville også være galimatias………..men det har jo ikke afholdt Miljøstyrelsen fra noget.
    Endelig lidt fornuft – og tak til jer, der har presset på. Bliv endelig véd, der er meget at komme efter endnu.
    Bedste hilsner

  4. De danske industrilandmænd er sprøjtenarkomaner, som får nogle voldsomme abstinenser, hvis de ikke kan få dispensation til, at sprøjte gift på deres afgrøder.

  5. Helge Rasmussen

    Så mange eksperter kan umuligt tage fejl!
    Politikerne, alle deres spindoktorer, kemi-lobbyen, miljøstyrelsen, sundhedsstyrelsen, og resten af byrokratiet, er enige om at 433 forskellige sprøjtegifte, er nødvendige for at lave SUNDE fødevarer, og at vi sagtens kan tåle resterne af dem i drikkevandet.

  6. Jan Stampe Nielsen

    Kampen er nu begyndt. Måske har vi vundet det første serveparti, men nok heller ikke mere. Skal kampen vindes skal der spilles med andre og større bolde, eksempelvis nogle af de såkaldte ansvarlige politikere som bør begynde at føre en ansvarlig miljøpolitik og UDMØNTE den i lovgivningen OG IKKE MINDST få det kæmpemæssige embedsværk til at rette ind.
    God kamp og tak til bl.a. Kjeld Hansen.

  7. Hvad bruges der så, som erstatning for reglone? En anden gift eller metoden med afkortning eller hvad det var jeg læste et sted? Og ja! TAK! For indsatsen og for at oplyse os!

  8. Pingback: Miljøstyrelsen skifter kurs: Forbyder kartoffelgiften Reglone - VAV

  9. kim houmøller

    Erstatning? Hvad med økologiske kartofer som jeg køber. Er der også gift i dem?

  10. Dorthe Eichler Lerfeldt

    Bare naturforeningen også ville klage over de konsekvensudersøgelser, som ikke bliver lavet, selvom EU´s regler siger de SKAL foretages og bevise, at ikke en eneste biodiversitetsart bliver negativt berørt af selv den mindste lille ændring på natua 2000 områder, der skal bruges til rewilding.

  11. Pingback: Miljøstyrelsen fik sine kritikere til at tro på et totalforbud mod Reglone | Gylle.dk

  12. Pingback: Miljøstyrelsen ser stort på EU-forbud mod sprøjtegiften diquat | Gylle.dk

Skriv en kommentar