Cheminova-fabrikkens spildevandsudløb til Vesterhavet ved høfde 42. Foto: Anna Secher.

Vestre Landsret har accepteret at behandle Region Midtjyllands søgsmål mod Miljøstyrelsen, som har fritaget Cheminova-fabrikken fra at forhindre fabrikkens forurening på Harboøre Tange

Region Midtjylland er kommet nogle skridt videre med sit søgsmål mod Miljøstyrelsen efter at landsretten har accepteret stævningen mod Cheminova. Sagen handler om, at Miljøstyrelsen har undtaget kemikalievirksomheden FMC (tidl. Cheminova) fra pligten til at sikre, at gift fra det stærkt forurenede Rønland på Harboøre Tange i Vestjylland ikke spreder sig. Det mener Regionsrådet er urimeligt.

I februar 2023 besluttede et enigt regionsråd, at den afgørelse ville man ikke finde sig i og udtog stævning mod styrelsen. Sagen er nu i forberedelse, hvor Miljøstyrelsen og Region Midtjylland belyser sagen ved skriftlige udvekslinger. I denne proces afgøres blandt andet, hvad der kan fremlægges som bevisførelse og hvilke vidner/sagkyndige, der bliver inddraget. Når forberedelsen er afsluttet, vil Landsretten beramme sagen. Det oplyser Kontoret for Jordforurening og Råstoffer hos Region Midtjylland i en mail 8/10 til redaktionen.

Klagenævnet ville ikke behandle sagen

Som nævnt besluttede Regionsrådet allerede for mere end et år siden at stævne Miljøstyrelsen, men sagen blev sat i bero, fordi regionen allerede havde klaget over dele af Miljøstyrelsens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har nu afvist at behandle regionens klage. Nævnet vurderer, at Region Midtjylland ikke er klageberettiget. Nævnet begrunder det med, at regionen ikke har tilstrækkelig individuel og væsentlig interesse i sagens udfald. Når regionen ikke er klageberettiget, skal Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke forholde sig til selve indholdet i sagen.

Regionsrådsformand, Anders Kühnau (S). Pressefoto.

– Det efterlader os desværre kun med muligheden for at gå rettens vej for at få vurderet sagen, selv om vi gerne var det foruden. Men vi mener, at det er en forkert juridisk beslutning, Miljøstyrelsen har truffet. Den risikerer at påføre samfundet en stor miljørisiko og skatteyderne en millionregning, der skal bruges til at rydde op efter en virksomhed, der har ansvaret, kommenterede regionsrådsformand, Anders Kühnau (S), nævnets afvisning.

Miljøstyrelsen har afgjort, at virksomheden FMC ikke længere skal være forpligtet til at videreføre de afværgetiltag, hvor virksomheden pumper grundvand op og renser det, så forurening ikke siver ud i naturen og vandmiljøet omkring Rønland. Rønland-området på Harboøre Tange har i årtier været hjemsted for Cheminovas (i dag FMC) produktion af sprøjtegifte, og i dag er det Danmarks formentlig mest omfattende forurening.

Vil fastholde “forureneren betaler”-princip

Formand for udvalget for regional udvikling Bent Graversen (V). Pressefoto.

Regionsrådet påpeger, at i dansk miljøpolitik har “forureneren betaler” i årtier har været det dominerende princip. Altså at en virksomhed/forurener skal betale, når en virksomheds aktiviteter har medført en omfattende jordforurening, som truer det omkringliggende miljø.

Det er kernen i den juridiske uenighed, som Vestre Landsret nu skal tage stilling til.

– Vi er glade for, at FMC frivilligt har valgt at fortsætte afværgen, som Miljøstyrelsen har ophævet kravet om. Men ingen kender virksomhedens fremtid, og lige nu har styrelsen lagt miljøets skæbne i hænderne på en privat virksomhed, der principielt kan undlade at foretage sig noget. Det kan koste miljøet og samfundet dyrt, siger formand for udvalget for regional udvikling Bent Graversen (V).

Regionens advokater vurderede i februar 2023, at der kunne gå ca. to år, før der falder en afgørelse i sagen, men da sagen endnu ikke er berammet ved Vestre Landsret, vil der formentlig gå endnu længere tid.

Placeringen af Cheminova-fabrikken og dens spildevandsrør tværs over Harboøre Tange og ud i Vesterhavet ved høfde 42. Foto: Hans Hunderup.

Fakta

  • På baggrund af en række påbud har FMC (tidl. Cheminova) siden 1980’erne drevet afværgetiltag på Rønland – det område mellem Thyborøn og Harboøre, hvor virksomheden ligger i dag. Fabrikken har konstant oppumpet stækrt forurenet grundvand for at forhindre yderligere spredning i miljøet.
  • Disse påbud har Miljøstyrelsen ophævet. Dette på trods af, at både virksomhed og myndigheder igennem årtier har haft en gensidig forståelse af påbuddenes nødvendighed og gyldighed.
  • Region Midtjylland påklagede i efteråret 2021 dele af afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Efter 14 måneders behandlingstid har nævnet vurderet, at regionen ikke er klageberettiget. Dermed slap nævnet for at forholde sig til klagens indhold.
  • Hvis FMC stopper driften af de nuværende anlæg, vil regionen, dvs. skatteyderne, dermed have ansvaret for at sikre det omkringliggende miljø. Omkostningerne hertil vurderes at beløbe sig til et tocifret millionbeløb årligt.
  • En ekstern advokat har vurderet, at Miljøstyrelsens afgørelse er forkert. Regionen har ved flere lejligheder gjort Miljøstyrelsen og -ministeriet opmærksom på, at afgørelsen efter regionens vurdering hviler på et fejlagtigt juridisk grundlag.

Læs mere om sagen på dagsordenen til regionsrådsmødet 22. februar 2022.

Læs mere om forureningen på Rønland på harboøretange.rm.dk.

Bannerfoto: Luftfoto af Rønland på Harboøre Tange, hvor kemivirksomheden FMC (Cheminova) ligger. Foto: Region Midtjylland.

Visited 518 times, 30 visit(s) today

Kommentarer

  1. MS skal igennem en kæmpe fyringsrunde ! Det er nogle syge beslutninger der tages derinde.

  2. Peter sloth

    Super nyhed, Kjeld!

Skriv en kommentar