Det private interesseorganisation Landbrug & Fødevarer udfordrer nu Folketingets Ombudsmand i sagen om udlevering af de hidtil hemmeligholdte svineMRSA-lister. Organisationen forsøger at true Fødevareministeriet til at blæse på ombudsmand Jørgen Steen Sørensen og fortsætte med at hemmeligholde MRSA-smittens arnesteder.

Jørgen Steen Sørensen
Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen er helt klar i sin afgørelse: MRSA-fund er miljøoplysninger!

Ifølge organisationens formand, minkavler Martin Merrild fra Struer, har Landbrug & Fødevarer 9. juli indgivet en “stævning” mod Dan Jørgensen (S) og Fødevareministeriet for at forhindre, at ministeriet retter sig efter ombudsmanden Jørgen Steen Andersens afgørelse i den kontroversielle sag, der har verseret i mere end to år.

Hvordan L&F rent juridisk kan stævne ministeriet for en handling, som ministeriet ikke har begået – listerne er stadig ikke udleveret – står hen i det uvisse. Sandsynligheden taler for, at blot er tale om et trusselsbrev og ikke en egentlig stævning.

Merrild_mink2
Minakavler Merrild vil blæse på Folketingets Ombudsmand og true Fødevareministeriet til tavshed om MRSA.

Sagen drejer sig om offentlighedens ret til at vide, hvor de smitsomme, svineMRSA-inficerede fabrikker kan ligge. Ministeriet har en liste med 50 navne på svinefabrikker, hvor de resistente bakterier er konstateret, men man har hidtil afvist at udlevere navnene til pressen. Derimod har Landbrug & Fødevarer – og dermed også minkavler Martin Merrild – fået udleveret en kopi af listen allerede for to år siden, til trods for at Landbrug & Fødevarer blot er en privat forening.

Forskruet debat om MRSA-smitten
Som begrundelse for at sætte sig op mod Folketingets Ombudsmand skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse 9. juli:
–  Det kan ikke være rigtigt, at blot fordi man har deltaget i en stikprøveundersøgelse for MRSA for flere år siden, så skal man hænges ud i offentligheden med navn. Ingen har gavn af at vide, hvem der tilfældigvis engang er testet for MRSA. Til gengæld risikerer landmanden, hans familie og ansatte at blive stigmatiseret i deres lokalområde, fordi der lige nu kører en helt forskruet debat om farligheden af svine-MRSA for raske mennesker, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

Landbrug & Fødevarer har indgivet “stævningen” på vegne af fire af de landmænd, der står på listen. Formålet med stævningen er angiveligt at få fastslået, at denne liste med godt 50 MRSA-inficerede svinefabrikkers ejernavne og cpr-numre (forkert påstand – der er ikke tale om at udlevere cpr-numre, red.) fra 2011 ikke skal betragtes som miljøoplysninger, sådan som ombudsmanden har fastslået det, og derfor ikke umiddelbart skal kunne udleveres til medierne eller andre. På længere sigt er det hensigten at forpurre enhver form for offentliggørrelse af disse MRSA-inficerede virksomheder.

-Vi forventer, at vi med stævningen kan forhindre, at Fødevarestyrelsen offentliggør listen. Vi mener, at vores retssag må have opsættende virkning. Alt andet er uanstændigt, siger Martin Merrild.

Påstande uden dokumentation
I pressemeddelelsen afslører Martin Merrild, at Landbrug & Fødevarer overhovedet ikke anerkender, at svineMRSA udgør et væsentligt sundhedsproblem for befolkningen. Martin Merrild skriver:

-Vi er desværre i en situation, hvor svine-MRSA i medierne bliver udråbt som et kæmpeproblem for folks sundhed. Det er helt forkert.

Han påpeger, at svine-MRSA er en af flere MRSA-typer, og at den kun sjældent smitter blandt mennesker. Imidlertid hævder Merrild, at denne “ufarlige” bakterier allerede har medført voldsom stigmatisering af hans medlemmer.

– Alligevel oplever både landmænd, deres børn og øvrige familie, at de bliver socialt udelukket – alene på en mistanke om, at de har MRSA-smitte. Pludselig får deres børn at vide, at de ikke må lege med de andre børn i klassen. Pludselig er der ikke grænser for, hvad de fejler. Vi støtter fuldt og helt indsatsen for at begrænse MRSA i svinebesætninger – men det her er en helt utilgivelig mistænkeliggørelse, som intet grundlag har i virkeligheden, men som får store konsekvenser for hele familier.

OmbudsSkov2
Overlæge Robert L. Skov fra Statens Serum Institut forsøgte i februar 2014 at skaffe dokumentation for stigmatisering af MRSA-patienter men uden held.

Nogen form for dokumentation af sandheden af disse grove påstande fremlægges dog ikke af Merrild. Heller ikke tidligere har det været muligt at dokumentere den slags rygter og løse påstande. I februar 2014 forsøgte Statens Serum Institut at fremskaffe en sådan dokumentation, men uden held. Den ledende overlæge Robert Skov skrev rundt til alle hospitaler og hygiejniske enheder og bad indtrængende om at få fremsendt beskrivelser af stigmatiseringstilfælde. Han fik ikke en eneste.

Hvem har magten – Merrild eller Ombudsmanden?
Efter to års granskning af det juridiske grundlag samt høring af alle parter – herunder også Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen og Landbrug & Fødevarer traf ombudsmand Jørgen Steen Sørensen sin klare afgørelse 6. juni 2014. Heri hedder det, at myndighederne ikke har haft tilstrækkeligt grundlag for at hemmeligholde, hvilke svinebesætninger der er smittet med penicillin-resistente stafylokokker (MRSA).

Ombudsmanden udtalte endvidere: ”Oplysninger om, hvilke besætninger der er smittet med MRSA, er såkaldte miljøoplysninger. Det betyder, at der skal særligt tungtvejende grunde til for at nægte aktindsigt. Myndighederne har peget på, at offentliggørelse af oplysningerne vil føre til stigmatisering af besætningsejerne og deres familie og ansatte. Det er et relevant hensyn at inddrage, men jeg mener ikke, at risikoen for stigmatisering er tilstrækkeligt dokumenteret af myndighederne”.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har hidtil stået fast på at ville respektere Folketingets Ombudsmand. I en kommentar til afgørelsen blev Fødevareministeriets holdning meddelt af veterinærdirektør Per Henriksen 6. juni:
– Vi følger selvfølgelig Ombudsmanden. Fremadrettet vil vi give aktindsigt i de besætninger, som har MRSA.

Om MRSA CC398:

  • MRSACC398-bakterier har udviklet resistens over for en række antibiotika, der gør infektioner svære at behandle. Resistensudviklingen skyldes overdreven anvendelse af antibiotika i husdyrproduktionen, men de resistente bakterier skader ikke husdyrene, der optræder som raske smittebærere.
  • MRSA CC398 er en type MRSA, som kan smitte fra dyr (hyppigst svin) til mennesker. Antallet af personer smittede med MRSA CC398 er steget fra 12 i 2007 til 643 i 2013. MRSA CC398 udgjorde i 2013 31% af alle nye MRSA tilfælde i Danmark.
  • MRSA CC398 smitter overvejende personer, der er i direkte kontakt med levende svin eller deres husstandsmedlemmer. Selvom MRSA CC398 kan findes på svinekød, er der ikke noget der tyder på, at tilberedning og spisning af kødet udgør en smittekilde. Der ses således kun få tilfælde af MRSA CC398 i byer i Danmark.
  • I marts 2014 blev det klart, at tre danskere var døde i årene 2012 og 2013 som følge af MRSA CC398. I maj blev der registreret et 4. dødsfald, som var sket i 2014.

Læs også Ekstrabladets leder “Grotesk bespænd”.

Visited 7 times, 2 visit(s) today

Comments are closed.