Forestil jer en plante, som er vildt sjælden – ikke bare på landsplan, men også globalt. En plante, som kun findes en snes steder i Danmark, og som alle steder er i tilbagegang.
Forestil jer så en kommune, der med en vejhøvl skræller alle planterne bort og bruger dem som vejfyld. I behøver ikke at forestille jer det. Det er nemlig den skinbarlige virkelighed i Danmark. Sådan gjorde Silkeborg Kommune for nylig med den sjældne lyngvikke.
Forvaltningschefen beklagede, men det handlede jo om afledning af vand fra vejen. Ovre i vejafdelingen kan de jo ikke gå og holde øje med, hvad kommunens biologer har støvet op af sjældne planter, selv om lyngvikke faktisk er så sjælden, at staten siger, at den skal overvåges.
Ingen plads til naturen
Endnu en gang blev naturen og biodiversiteten sidstevælger. Som den altid gør. Vi mister art efter art, imens regering efter regering er fokuseret på vækst og vælgere.
Det er ikke kun ude i naturen, at det halter. Der går en rød tråd, ja, ligefrem et tykt reb, igennem alle aspekter af den danske naturforståelse. Vi vil ikke give plads til naturen og dens ufatteligt mange fede skabninger. I stedet skal det igen og igen handle om os selv – ikke om noget så nørdet som arrogante lærkefalke og dekadente orkidéer.
Chefer vil ikke vide af dem
Se på de danske tv-stationers prioritering af naturstoffet. Der er ingen. Man kalder ”Nak & Æd” for et naturprogram og sender så i øvrigt en mængde superlækre udsendelser fra BBC’s kæmpestore naturhistoriske sendeflade, men de viste udsendelser handler hverken om fugleedderkopperne på Himmelbjerget eller rovfuglene over Skagen. Eller de tusinder af traner, der på dage med østenvind passerer hen over København. Natur er godt stof, naturudsendelser bliver set, danske naturudsendelser i særdeleshed, men cheferne vil bare ikke vide af dem.
Den manglende prioritering af naturen kan også iagttages på de danske naturhistoriske museer. De går for lud og koldt vand, især den del, der har med de videnskabelige samlinger at gøre.
Det kan godt være, at museerne rummer millioner af uerstattelige naturhistoriske genstande, men bare vi kan få et hvalskelet at se, er alle glade og betaler entré.
Museernes samlinger, som er vidnesbyrd om naturen i går, for 50 og for 150 år siden, kan til gengæld ikke kapitaliseres, og derfor interesserer de ingen.
Der er ellers megen viden at hente derinde. Når man går i de videnskabelige samlinger, opdager man nemlig, hvor meget vi har mistet. For 100 år siden fløj mnemosyne, mørk pletvinge, terningsommerfugl, perlemorrandøje, herorandøje og alle de andre rundt i de danske skove. Det gør de ikke længere, for de er for længst uddøde.
Bør tilbage på dagsordenen
Alligevel oplever vi en miljøminister og en naturstyrelse, som sminker naturens tilstand og glædestrålende fortæller om nye skovrejsningsprojekter og om at fælde gamle træer, der bliver til ishockeystave.
Uanset om det handler om naturfjernsyn, naturhistoriske museer eller naturbeskyttelse, sakker Danmark agterud. Er der ikke snart nogen, der vil løfte ansvaret og vende skuden? En miljøminister, undervisningsminister eller kulturminister? Eller bare en chef på en national tv-station? Dansk natur bør tilbage på dagsordenen.
