Tornirisken hører til blandt de mange fuglearter i det åbne agerland, som har været i tilbagegang i mere end et halvt århundrede. Men inden for det sidste tiår er kurven vendt for arten og afløst af nogen fremgang. Forklaringen ligger i en vis omstillingsparathed, hvad føde angår.
Tornirisken er en lille brunlig fugl. Den går oftest nærmest i ét med sine omgivelser, med mindre man i godt lys og tæt på får kig på den flerfarvede han: Den har gråt hoved og kort gråt næb, rosenrød pande og bryst, den er brun på ryggen, har sort og hvidt vingepanel og hvide yderhalefjer. I dens traditionelle menu indgår et bredt spektrum af frø fra den vilde flora, typisk fra plantearter, som blandt mange mennesker går under betegnelsen ”ukrudt”.
I takt med, at agerlandets vilde flora er blevet trængt tilbage af sprøjtning og gødskning af produktionsarealerne, er det gået ned ad bakke for tornirisken. For 60 år siden var tornirisken faktisk Danmarks næst-almindeligste fugl. Det er den langt fra mere, men den har fundet på et alternativt haps: – raps!
Når rapsmarkerne i maj afblomstrer og slukker for det blændende gule blus, udvikler skulperne med de olieholdige frø sig. Det lader til, at tornirisken er begyndt at udnytte dette som erstatning for vilde planters frø. Den seneste fremgang for fuglen er sket i takt med, at dyrkningsarealet for raps er steget. Omvendt er det gået i England, hvor rapsarealet er faldet, og hvor tornirisken fortsætter nedturen. Sammenhængen synes klar – og det er til torniriskens fordel at kunne fouragere på planter af en vis højde. Det kan sanglærken til gengæld ikke – som oprindelig steppefugl søger den udelukkende frø i jordhøjde. Den kan ikke slå sig på raps, og Danmarks førhen almindeligste fugl fortsætter ræset mod bunden.
Stillits er en anden frøspiser, i slægt med tornirisken. Bestanden af den lille farvestrålende fugl er mangedoblet i samme periode som sanglærke og tornirisk er gået tilbage. Stillitsen har et langt, spidst næb, tilpasset frø fra tidsler og andre kurveblomster. Og der er er i disse år knald på tidslerne overalt – det er høje og næringsbegunstigede planter, der har det med at bemægtige sig vejsider, brakarealer og tilgroede enge. Det er skidt for mange, men godt for stillitsen – udover at den som standfugl også besøger foderbrætter om vinteren. Det kan tornirisken så ikke – den er trækfugl og tilbringer vinteren langt nede i Europa, hvor den må klare ærterne uden kunstigt fuglefrø.
