Luften er god på Drejø: På en stor sten i præstegårdsindkørslen har hele tre arter af lav fundet sig til rette, her i nærbillede: Den gule lav er væggelav og den grågrønne en kvistlav, begge med bladformet løv. Alt med forbehold. En sortbrun lav danner bunddække og har skorpeformet løv. Nøjere artsbestemmelse overlades hermed til den ærede læser. Der er i alt omkring 900 arter lav at holde rede på, alene i Danmark. Foto: Ian Heilmann

Af Ian Heilmann

Store rovdyr skal have råt kød med jævne mellemrum for at overleve, andre levende organismer kan leve på en sten – i hel bogstavelig forstand. Forskellen mellem en løve og en pude gult væggelav er da også himmelvid og er med til at demonstrere den overvældende og nærmest mirakuløse mangfoldighed af livsformer på Jorden. I udviklingens ufattelige spand af årmillioner har succeskriteriet for levende organismer stedse været at finde en livsstrategi og en niche, man kunne have for sig selv. Der har gennem de geologiske perioder været en kommen og en gåen af arter, og at være stor, stærk og hurtig har sjældent været garanti for overlevelse. Det darwinistiske fyndord ”survival of the fittest” skal forstås i bredeste forstand.

Flotte gule bevoksninger af almindelig væggelav på en kampesten på Drejø – det er næsten som ”at suge honning af klippen” (Femte Mosebog, kap. 32, v. 13). Foto: Ian Heilmann

Lav er et eksempel på en urgammel livsform med en særdeles langtidsholdbar strategi. Lav er nemlig en dobbeltorganisme, et symbiotisk partnerskab mellem svampe og alger. Ud fra devisen ’sammen er vi stærke’ (også kendt fra det multinationale erhvervsliv) får de to parter gensidig fordel, der bringer dem til at kunne trives under forhold, hvor andre levende organismer må give op. Svampen får sin næring fra algernes fotosyntese, og algerne får porøst og beskyttende værtskab fra svampen, ofte med et farvet lag med ’solfaktor’ på toppen.

Men det er et liv på vågeblus: Algecellernes produktion er lav, og svampen optager vand fra sin overflade, sammen med en smule næringssalte fra nedbør og støv. Disse nøjsomme behov giver til gengæld laver en suveræn evne til at vokse på en sten, en klippeside, en tagsten, en sandoverflade eller barken på et træ. Under tørke eller kulde tørrer laven ind til et inaktivt pulver, som så igen svulmer op og vækkes til live, når vejret bedres. Den årlige tilvækst er følgelig meget beskeden, den skal måles i få, og for nogle arktiske arters vedkommende i hundrededele af millimeter. Alt i alt ikke just nogen sprudlende livsudfoldelse.

Ian Heilmann

Laver optager i deres væv stort set alt, hvad der kommer flyvende, inklusive miljøfremmede stoffer, som normalt ikke gavner det nøjsomme dobbeltdyr. På den måde kan forskellige lav-arter spille rollen som indikatorer for luftforurening. God luftkvalitet og rigelig vækst af lav følges som regel ad. Efter reaktornedsmeltningen på kernekraftværket i Tjernobyl i 1986 drev en stor sky af radioaktive stoffer mod nord og forårsagede betydeligt nedfald i de skandinaviske fjelde. Store områder med de jordboende og velkendte rensdyrlaver (juledekorationer!) måtte tage imod og sendte den farlige radioaktivitet videre til de lavspisende rensdyr. Det var ikke godt for hverken rensdyrlav, rensdyr eller rovdyr – eller mennesket.

Skriv en kommentar