Steppefuglen viben er her stadig. Og der er intet nyt i dens forsvinden – akkurat som bondelandets. Det er borte.
Tekst og illustrationer af Jens Gregersen, Vorsø
Der er meget koldt, kun 5 varmegrader og regn. April har længe været kølig, dertil meget regnfuld, især i begyndelsen af måneden hvor der faldet rigtig meget regn. Dette i forlængelse af et regnfyldt vinterhalvår. Sidst i marts tørrede det noget ud, nok til at landmændene kunne køre og sprede roundup på marker der havde ligget brak vinteren over.
Det som skete denne dag, var, at jeg opdagede, at et vibepar som jeg havde set ankomme til en brakmark nu havde fået 3 unger – helt nyudklækkede fra en rede hvori de havde ruget 30 meter fra en lille vandansamling på en gennem umindelige tider traditionel vibe yngleplads. I perioder var viberne dog væk, ofte af ukendte årsager.
Omkring 1970 var der i størrelsesordenen 400 par viber mellem Mårslet syd for Århus og Horsens Fjord. Omkring år 2000 var der 80 par tilbage. Sidste år var der 35 par – et antal som stadig holder sig – måske fordi at vinterhalvåret har været meget vådt, efterfulgt at et om muligt lige så vådt forår, helt op til dagene her sidst i april.
Mange lavtbundsområder ligger uberørte af landbrugsaktivitet, en del har ligget brak siden efteråret. Midt i marts var der en periode hvor arealerne tørrede lidt ud, godt hjulpet af akut dræning. Og man nåede enten at sprede den første gylle eller at give roundup på det som skulle nedvisne til senere jordbehandling. Det så man hen i april hvor brakmarkerne henlå svovlgule. Mange af dem har endnu ikke kunne jordbehandles på grund af den vedvarende regn.
Viberne indfandt sig tidligt i den milde senvinter. De så sig omkring i småflokke i deres traditionelle område. Her hvor der havde været ynglende viber på bestemte sletteagtige flader med mindre vandansamlinger og lav vegetation. Man siger at de foretrækker det jordfarvede landskab, som på de stepper de kom fra i tidernes morgen, før der fandtes landbrugsjord. Viberne blev så talrige hos os, fordi agerlandet i en periode – indtil for 70 år siden – var et supergodt ynglested med brakmarker af den slags som virkelig lå brak. Så blev man vænnet til, at viben hørte til i landbrugslandet. Men den efterfølgende historie med et industrielt landbrug var dårligt for viben.
Dette forårs landbrugsland er indtil videre perfekt for viben, hvis der da er føde i jorden, for det tyder det på, at der ikke er. Viberne mangler på steder hvor de burde kunne være – og modsat kan de slå sig ned, hvor man er overrasket over at det kan betale sig at satse på at bringe et kuld på vingerne. Der er steder hvor en eng indbyder til flere par, men det er årevis siden de havde været der. Landmanden siger det er på grund af krager og ravne. Samtidig flyder gyllen og der pløjes tættere på engen i takt med at man har fået foretaget et akut dræn, hjulpet med en pumpe. Andre steder har man plantet de lave områder til.
Engang gik dyrene som bekendt ude og græssede. Så gik man over til at have høslæt fra maj til oktober – for at fodre dyrene i stalden. Nu får du føde kørt til staldene langvejs fra. Ligesom grisene der køres til opfedning i udlandet. De meget omtalte arbejdspladser svinder som bekendt ind.
Tilbage til vibeparret med de tre unger. Pludselig kommer hannen og parrer sig med hunnen. Hvad skal det dog til for kunne man spørge sig selv. Men det er en regel, at vibehannen befrugter hunnen selv om det er lykkes med et kuld. Fordi en vibe der får et kuld lægger aldrig et andet kuld. Men det vides, at viben endnu mens der er små unger tager højde for at det kan gå galt – så de kan lægge et nyt kuld. Men på nytilredt jord, hvor de i langt højere grad er sårbare overfor predatorer. På den ubehandlede mark var den rugende vibe perfekt camoufleret.
Foråret i år er usædvanligt – alene af den grund at viben kan få et rigtig godt år med mange flyvefærdige unger. Man kunne håbe at landmændene ville skåne lavtbundsjordene ovenpå den meget snak der på det sidste har været om netop de områder der lige i øjeblikket er for våde til jordbehandling.
