Jordklodens omdrejningsakse har en så godt som fast og uforstyrret orientering i forhold til de fjerne fiksstjerner. I forlængelse af aksens ene retning, den vi kalder nord, er der bekvemt nok en ret synlig stjerne, Nordstjernen. Set fra nordlige breddegrader på den roterende jordklode synes himlens hvide stjerner i løbet af en klar nat derfor alle at rotere omkring Nordstjernen som centrum.
Samtidig drejer jordkloden i løbet af et år en gang rundt om en anden og anderledes bekvemt meget nærmere og derfor livgivende fiksstjerne: Solen. Aksen for dette kredsløb er ikke parallel med jordaksen – der er ca. 23o forskel, hvad der som bekendt giver anledning til årstidernes skiften. Om få dage hælder nordpolen maksimalt mod solen, det er Skt. Hans og midsommer, og der vil være midnatssol på breddegrader mindre end 23o fra nordpolens 90o, dvs. fra ca. 67o og videre mod nord.
På danske breddegrader vil nætterne være maksimalt korte og lyse, solen er under den nordlige horisont i kun godt seks timer. Skt. Petersborg, med det gigantiske Eremitage-palads i centrum, ligger nogle breddegrader nordligere – her er sommernætterne et nyk lysere – ”hvide nætter”, som den russiske forfatter Dostojevski kaldte dem i en ungdomsroman fra 1847 af samme navn.
Danmarks lyse juninætter er også på en måde hvide, især hvis man tager floraen til hjælp. April og især majs gule blus fra mælkebøtter og rapsmarkernes neonikotinoide overkill er nu afløst af et mindre påtrængende hvidt slør fra vild kørvel og andre af de mange hvide skærmblomster. Men så er der måske den hvideste af dem alle: hvidtjørnen. Det er et moderat højt træ, almindeligt og synligt overalt i hegn og skovbryn og langs veje. Flottest tager hvidtjørne sig nok ud, når gamle eksemplarer står frit i åbent land, f.eks. på afgræssede overdrev og høje enge. Så bliver de overdådigt blomstrende hvidtjørne til eventyrlige hvide kloder eller venlige skyer, båret oppe af kraftige, lave stammer og et tæt filtret grenværk. Det kan ses mange steder her i kommunen, f.eks. i Rødme Svinehaver og på øerne.
Men – når dette læses, har de fleste hvidtjørne kulmineret og blomsternes hvide kronblade er føget for sommervinden som sne. Til gengæld kan man så helt uafhængigt af jordaksens hældning i forhold til solen læse eller genlæse ”Hvidtjørnen”, et essay af forfatteren Knud Sønderby (ham med ”Midt i en jazztid”). I en passage heri beskriver han Danmarks nok berømteste hvidtjørne, dem som står på den del af sletten i Dyrehaven nord for Klampenborg, som fra vores eget mere beskedne Eremitageslot skråner ned mod Springforbi:
”I øvrigt skal de ikke ses en tidlig eftermiddag, de skal ses en sen aften, når de hvide kupler hviler i månelyset og stilheden, når man fra vejens mørke mellem de høje bøgetræer kommer ud på sletten til den åbne sommernatshimmel, og hvidtjørnene så ligger som øer badet i månelys. Så er det som at se ind i alle drømmes verden af skønhed og harmoni”.
