Skal vi genskabe Jurassic Park i Vestjylland?

Nærkontakt mellem den “vilde” elgtyr og en uforfærdet kvinde i Portlandsmosen i Lille Vildmose. Foto: Jan Skriver

Rewilding af naturen går ud på at få noget af fordums urtilstand fra jægerstenalderen genskabt. Ifølge de mest ihærdige fortalere skal det ske i store naturzoner, fortrinsvis i mere tyndt befolkede egne i Vestjylland, hvor der i dag er kulturlandskaber som heder og granplantager. Her skal der indføres elg, bison, m.m., og så skal man ellers lade tiden og naturens dynamik gå sin gang. Men problemerne tårner sig op, når man ser mere nærgående på de storslåede visioner

Af Ian Heilmann

Der er god grund til at bekymre sig om den trængte natur her i landet – hvad et stort flertal af befolkningen også gør. I den aktuelle naturdebat er der megen fokus på begrebet ”rewilding”, båret frem bl.a. af Danmarks Naturfredningsforening, flere biodiversitetsforskere og ikke mindst idéhistoriker og naturfotograf Rune Engelbrecht Larsen. Dette synspunkt har Larsen for nylig luftet i et interview ”Lavthængende Vildskab” i Weekendavisen den 15. maj 2020.

Rewilding dækker over idéen om at overlade større områder til naturens egen autentiske dynamik, i så høj grad som overhovedet muligt afkoblet menneskelig påvirkning. Det er et ambitiøst mål i betragtning af, at mennesket som art gennem de sidste 90.000 år har påvirket økosystemerne i forbløffende massiv grad og udryddet spektakulær megafauna i en ubrudt række, kontinent for kontinent, i takt med menneskets spredning fra Afrika.

Nu kan vi ikke lige genskabe mastodonten eller uldhornsnæsehornet – barren må sættes lavere. Man sigter så mod en naturtilstand, som den så ud nogle årtusinder inde i den indeværende mellemistid. Her var landet overvejende dækket af løvfældende urskov med en tilhørende fauna med bl.a. store græssere og i toppen af fødekæden ulv, bjørn, los og ørne – foruden grupper af jægerstenalderfolk.

Forestillingen i det hele taget om, at større indhegninger med udsatte græssere overladt til sig selv vil bevæge sig hen mod en form for økologisk balancetilstand med stor biodiversitet inden for en overskuelig tid, savner dokumentation.

Siden hen, for ca. 7000 år tilbage, formåede bondestenalderfolket at rydde store dele af urskoven for at give plads til agre, græsgange og enge. Skovenes økosystemer svandt ind, koen afløste uroksen – men til gengæld vandt en flora og fauna knyttet til åbent land indpas, som såkaldte kulturledsagere.

Mere radikale fortalere for rewilding, som f.eks. Rune Engelbrecht Larsen ser ligefrem helst, at nutidens befolkning skal forblive i byerne og helst bo i højhuse, så naturen kan få endnu mere plads. Foto: © Villy Fink Isaksen, Wikimedia Commons, License cc-by-sa-3.0

Rewilding af naturen går ud på at få noget af fordums urtilstand fra jægerstenalderen genskabt. Det skal ske i store naturzoner, fortrinsvis i mere tyndt befolkede egne i Vestjylland, hvor der i dag er kulturlandskaber som heder og granplantager. Her skal der indføres elg, bison, mm. og så skal man ellers lade tiden og naturens dynamik gå sin gang.

Men spørgsmålene tårner sig op: Sådanne områder skal nødvendigvis omkranses af høje hegn og forsynes med færiste som adgangssluser. Intet intakt og autentisk økosystem eksisterer uden top-rovdyr – men hvordan skal ulven lige klare sig bag hegn – et dyr som strejfer vidt og gerne over landegrænser? Og skal mennesket skrives helt ud af ligningen, eller skal man rekruttere et lille antal pelsklædte jægere og samlere, med flintespyd – på frivillig basis, alene i vildmarken?

Og den nutidige menneskelige påvirkning i form af kvælstofnedfald og anden luftbåren forurening stopper jo ikke ved trådhegn eller færiste. Forestillingen i det hele taget om, at større indhegninger med udsatte græssere overladt til sig selv vil bevæge sig hen mod en form for økologisk balancetilstand med stor biodiversitet inden for en overskuelig tid, savner dokumentation.

Tværtimod viser erfaringerne fra det siden 1983 stort anlagte rewilding-projekt Oostvaardersplassen i Holland et nedslående resultat: Efter næsten 40 år har udhungrede og døde dyr, udgåede træer, svindende fuglebestande og en stank af ådsler sat en stopper for dette eksperiment. Er det værd at forsøge sig med noget lignende syd for Holstebro? Og skal vi, som man kan citere Rune Engelbrecht for, tilskynde folk til at forblive i eller flytte til byerne og helst bo i højhuse, så naturen kan få maksimalt råderum?

Rewilding fungerer kun, hvis der ingen risiko eksisterer for kontakt mellem de vilde dyr og publikum, og det er næppe muligt at undgå, medmindre de nye naturområder bliver hermetisk lukket ned for offentlig adgang. Det viser dette tankevækkende opråb på facebook-siden for Lille Vildmose, hvor folk ikke kan modstå fristelsen til at fodre de nuttede rævehvalpe, hvilke angiveligt udløser en dødsdom over hvalpene.

Jeg deler til fulde visionen om mere righoldig natur med mere plads. Men jeg deler ikke tanken om en eksklusiv adskillelse mellem menneske og natur. Jeg ønsker først og fremmest en rigere natur, der hvor jeg bor og færdes, i det åbne land, til daglig glæde, mental stimulans og livskvalitet som en del af min velfærd. Der er nemlig i de dele af landet, hvor der hverken er indhegnede naturparker eller storbyer et skrigende behov for revitalisering.

Det er en ynkelig vision at skulle klumpe sig sammen i højhuse og så være nødsaget til timevis bilkørsel gennem landskaber af majsmarker, vinterhvede, juletræer og svinefabrikker – for at rulle ind over en færist i Nordvestjylland og komme i kontakt med en indespærret fortidsnatur, hvor autentisk den end måtte forekomme.

Jeg ønsker en hverdagsnatur med sunde bestande af sanglærke, vibe, markfirben, vår-star, kobjælde, eng-vokshat og en fortsat alenlang række af de kulturledsagere, som i dag er i voldsom tilbagegang overalt. Det er arter, som har fået det meget dårligt med den form for moderne landbrug, som har afløst den forgangne kultur, de oprindeligt ledsagede for årtusinder siden.

De få forsøg på rewilding med græssende dyr i Danmark har skabt deres egne problemer. Græsning med kreaturer har vist sig at være en kompliceret affære, der kræver nøje overvågning for at sikre, at dyrene ikke æder rub og stub, især i tørre somre, mens våde vejrperioder kan medføre, at naturværdierne går til i et morads af mudder og foderrester som f.eks. dette beskyttede overdrev i Hellebæk Kohave for nogle år siden. Foto: Det Store Svigt af Kjeld Hansen, Gads Forlag 2017

Jeg ønsker tilstrækkelige og sammenhængende arealer af naturskov eller urørt skov som hjem for de mange sjældne og spændende arter blandt de tusinder andre, der er knyttet til skov, landets oprindelige vegetation. Vi har set, at flere arter ørne, rød glente, trane, stor hornugle, laks og ulv m.fl. er genindvandret ved egen dynamik. Får de fred og er der mad nok, og er de værste miljøgifte udfaset, flytter de ind af sig selv.

Men jeg har også en stor forkærlighed for den form for kulturnatur, hvor mennesket som art, med bæredygtige driftsformer og agéren ikke er løsrevet fra og i konflikt med sit naturgrundlag, men tværtimod kan udgøre en positiv dynamisk faktor – som en anden bæver. I den bedste af alle verdener kan mennesket være en nøgleart, og ikke en invasiv art. Det ser vi f.eks. på ekstensivt græssede strandenge, ferske enge drevet med høslæt, i gamle stævningsskove og løvenge, kulturnatur som ofte rummer en overordentlig artsrig flora og fauna.

Konflikter mellem naturglade mennesker og store græssende dyr som elge har flere gange været under optræk i Lille Vildmose i Nordjylland, som billederne her dokumenterer. Overraskende hurtigt tilvænner de ”vilde” dyr sig til publikum og optræder nærgående, især hvis der sker uautoriseret fordring. Før eller siden vil det komme til egentlige sammenstød af alvorlig karakter mellem de 500 kilo tunge dyr og naturglade beundrere. Fotos: Jan Skriver
Forfatteren, organist, lic.scient. Ian Heilmann

Det kan lyde som håbløs landboromantik i en verden, hvor befolkningerne i alt nærmer sig 9 mia., og mennesker og vores husdyr nu tilsammen udgør 97% af den totale biomasse af landdyr, mens samtlige bestande af samtlige arter vilde dyr kun udgør alarmerende 3%. Og hvor et landareal på størrelse med Nord- og Sydamerika til sammen er beslaglagt af dyrkning af foder til kvæg, svin og andre husdyr. At forestille sig en sådan ”reculturing” af betydelige arealer i landet med model i bondestenalderens mosaik af artsrige naturtyper kræver et radikalt opgør med landbrugets fortsat svulmende konventionelle animalske produktion.

En genopretning af vores forarmede natur skal gå på mindst to ben. Rewilding udfoldet i dyreparker, uden en tilsvarende artikuleret vision om reculturing kan ikke stå alene.

Det er en ynkelig vision at skulle klumpe sig sammen i højhuse og så være nødsaget til timevis bilkørsel gennem landskaber af majsmarker, vinterhvede, juletræer og svinefabrikker – for at rulle ind over en færist i Nordvestjylland og komme i kontakt med en indespærret fortidsnatur, hvor autentisk den end måtte forekomme.

Redaktionen anbefaler nedenstående artikel til de læsere, der gerne vil have en sober indsigt i, hvad der internationalt anses for problemerne med rewilding

Comments

comments

6 kommentarer til Skal vi genskabe Jurassic Park i Vestjylland?

  • Thorkild Lund skriver:

    Elgbestanden i Lille Vildmose er nu oppe på over tyve. De stammer oprindelig fra svenske dyreparker. Nogle af de først udsatte dyr var vænnet til mennesker. De opsøger ikke mennesker, men ignorerer dem. Til gengæld opsøger menneskene dem, bl.a. på grund af den store markedsføring, der finder sted. Hovedparten af bestanden ser vi ikke meget til, de holder sig væk. De første Elge var, som det kan ses på billederne, forsynet med GPS halsbånd, der var konstrueret til at falde af efter to år.

  • Morten Lindhard skriver:

    Det er positivt at forfatteren bekymrer sig om naturen og her giver anledning til at rette nogle af de misforståelser, som åbenbart florerer. Rewilding er et lavpraktisk forsøg på at genetablere økosystemer, hvor kostbar naturpleje (kratrydning) erstattes af naturlig græsning med så mange forskellige arter af store planteædere, som det givne område kan rumme. Det er lavpraktisk det forhåndenværende søns princip. Vi har ikke mammuterne, så vi kan prøve med elefanter.

    Der skal hegn om fordi de vilde dyr skal blive og passe deres rolle i økosystemet. De skal ikke ud og ødelægge afgrøder, haver og trafikken.

    Dyrene vil formere sig og naturens regulering hedder sult og rovdyr. Selvom ulven KAN vandre langt er det ikke det samme som at den SKAL vandre langt. Hvis der er rigeligt med føde behøver den ikke vandre. Hvis ikke man kan rumme ulven kan vi nemt regulere bestandene. Mange vil betale store summer for at hjælpe med det projekt. Det gør ingen biodiversitetsforskel om det sker med bue og pil eller riffel. Men det gør en forskel om vi æder det hele eller om vi efterlader slagteaffaldet til naturens rovdyr og ådselsædere.

    Sult er en naturlig reguleringsmekanisme, som styrer alle de små dyrs bestandstørrelse. Vi bryder os imidlertid ikke om at se for mange store rad magre pattedyr dø af sult. Her er det vigtigt at vi er enige om at rewilding er et finkulturelt projekt. Målet er at sikre så mange arter overlevelse på så naturlige vilkår som muligt. Vi er imidlertid en del af naturen og det står os frit for at indtage vores rolle som jægere. Det behøver ikke at være i konflikt med ønsket om maksimal artsrigdom. Det kan måske ovenikøbet være en forudsætning for at holde små økosystemer i balance. Jagt kan samtidigt være måden at holde dyrene sky, så de ikke bliver en trussel for publikum, for uden publikum er det hele lige meget: Vi skal lave rewilding områder for at skabe større naturoplevelser for alle. Jeg hører ingen i Danmark der siger vi skal følge den hollandske model “Oostwadersplass” hvor publikum ikke har adgang. Jeg mener også at Lille Vildmose burde åbne mere for publikum end det er tilfældet. Nye Naturnationalparker må ALDRIG blive generelt lukkede reservater, selvom mindre områder holdes uforstyrrede af hensyn til sarte fugle.

    Jeg deler Heilmanns bekymring for at rewilding områder politisk udnyttes til at legitimere mere industrilandbrug. DN har i snart 100 år kæmpet mod industrilandbruget med magert resultat. Visionerne i rewilding vejer i min verden tungere end bekymringerne. Vi skal både kæmpe for marginalnaturen i landbrugslandskabet og for nogle få men store rewilding områder- jævnt fordelt over landet, så ingen skal køre for langt. Det fremgår vist også tydelige af Rune Engelbrechts glimrende bog “Vildere Vidder”

    Hr Heilmann er ude på overdrevet, når han forestiller sig at rewilding områder skal etableres på bekostning af den eksisterende kulturnatur. De små nære naturområder skal da ikke nedlægges fordi man lukker bisoner ud i Almindingen på Bornholm.

  • Henning Olesen skriver:

    Jeg skal da lige love for at forfatteren til denne artikel, lige fik blandet alting godt og grundig sammen. Samtidigt tager han fat i de mest ekstreme fortalere uden at nuancere sine postulater – og dermed taber forfatteren en reel debat på gulvet – samtidig med at han selv placerer sig som ekstrem med modsatrettede synspunkterer – altså en ren og skær rodebutik, som kun forvirre de mennesker, som gerne vil stille sig på naturens side, men som ikke har den fornødne indsigt – altså ren vildledning.

    F.eks. når ´Vildemose-eksperimentet nævnes, så kræver det at forfatteren referer loyalt over for, hvad der er helt specifikt for dette genopretningsforsøg af en højmose. I stedet for pludseligt at blander han publikums manglende adfærd ind i denne debat – uden nogen logisk slutning fra det ene til det andet. Mht. det sidste må de ansvarlige jo naturligvis være på stedet – og dermed tilføre de mennesker som ikke er naturvante en tilgang gennem anvisning, råd og alvorlige påbud. Ellers ender det hele i ren kommerciel turisme uden egentlig indhold.

  • Morten Lindhard skriver:

    Det er positivt at forfatteren bekymrer sig om naturen og her giver anledning til at rette nogle af de misforståelser, som åbenbart florerer. Rewilding er ikke et forsøg på at genskabe en bestemt periode. Rewilding er et lavpraktisk forsøg på at genetablere selvregulerende økosystemer, hvor kostbar naturpleje (kratrydning) erstattes af naturlig græsning med så mange forskellige arter af store planteædere, som det givne område kan rumme/ som man synes passer. Det er lavpraktisk det forhåndenværende søns princip.

    Der skal hegn om fordi de vilde dyr skal blive og passe deres rolle i økosystemet. De skal ikke ud og ødelægge monokulturafgrøder, haver og trafikken.

    Dyrene vil formere sig og naturens regulering hedder sult og rovdyr. Selvom ulven KAN vandre langt er det ikke det samme som at den SKAL vandre langt. Hvis der er rigeligt med føde behøver den ikke vandre. Hvis ikke man kan rumme ulven kan vi nemt selv regulere bestandene. Mange vil betale store summer for at hjælpe med det projekt. Det var som jagtrevir hegnet blev sat op omkring Lille Vildmose og vildsvin og kronvildt blev udsat. Det gør ingen biodiversitetsforskel om det sker med bue og pil eller riffel vi regulerer bestandene. Men det gør en forskel om vi æder det hele eller om vi efterlader slagteaffaldet til naturens rovdyr og ådselsædere og nogle dyr, der får lov at leve til de dør af ælde skulle der også være plads til.

    Sult er en naturlig reguleringsmekanisme, som styrer alle de små vilde dyrs bestandstørrelser herhjemme. Viser det bare ikke fordi de så hurtigt rådner/ bliver spist. Vi bryder os imidlertid ikke om at se for mange store rad magre pattedyr dø af sult. Her er det vigtigt at vi er enige om at rewilding er et finkulturelt projekt. Målet er at sikre så mange arter overlevelse på så naturlige vilkår som muligt. Vi er imidlertid en del af naturen og det står os frit for at indtage vores rolle som jægere. Det behøver ikke at være i konflikt med ønsket om maksimal artsrigdom. Det kan måske ovenikøbet være en forudsætning for at holde små økosystemer i balance. Jagt kan samtidigt være måden at holde dyrene sky, så de ikke bliver en trussel for publikum, for uden publikum er det hele lige meget: Vi skal lave rewilding områder for at skabe større naturoplevelser for alle. Jeg hører ingen i Danmark, der siger vi skal følge den hollandske model “Oostwadersplass” hvor publikum ikke har adgang. Jeg mener også at Lille Vildmose burde åbne mere for publikum end det er tilfældet. Nye Naturnationalparker må ALDRIG blive generelt lukkede reservater, selvom mindre områder holdes uforstyrrede af hensyn til sarte fugle. Skyhed er en balanceakt imellem ønsket om at se dyrene på nært hold og ikke at blive angrebet, men den udfordring lever man med i alle nationalparker. Vi kan lære meget af Afrika i den henseende.

    Hr Heilmann er ude på overdrevet, når han forestiller sig at rewilding områder skal etableres på bekostning af den eksisterende kulturnatur. De små nære naturområder skal da ikke nedlægges fordi man lukker bisoner ud i Almindingen på Bornholm.
    Jeg deler Heilmanns bekymring for at rewildingområder politisk udnyttes til at legitimere mere industrilandbrug. Danmarks Naturfredningsforening har i snart 100 år kæmpet mod industrilandbruget med magert resultat. Visionerne i rewilding vejer i min verden tungere end bekymringerne. Vi skal både kæmpe for marginalnaturen i landbrugslandskabet og for nogle få men store rewilding områder- jævnt fordelt over landet, så ingen skal køre for langt. Det fremgår vist også tydeligt af Rune Engelbrechts glimrende bog “Vildere Vidder”.

    Det er også sandt at landbruget med overdrevsgræsning har opretholdt den høje biodiversitet vi kæmper for. Jeg mener vi skal se jægertidens udryddelse af de store vilde pattedyr, som vores første selvpåførte økologiske katastrofe, som resulterer i en mere lukket mørk skov end der ellers ville havde været. Rydningen af skov og udsætning af tamdyr bliver en slags økosystemgenopretningsprojekt, der gavner biodiversiteten mens dyrkningen af monokulturer går i den modsatte retning. Man gør det for at få kød på bordet. At en masse vilde planter og dyr trives ved det, er en utilsigtet følgevirkning. Overdrevet, især hvis vi ser skoven som en del af overdrevet, bliver en videreførelse af det gamle økosystem, nu blot med tamdyr og mennesker istedet for elefanter og andre pattedyr. I gamle dage slog man hø og tog dyrene på stald om vinteren. I rewilding gør vi det nemmere ved at lade dyrene og græsset passe sig selv hele året. Det giver intet mælkeudbytte, men målet er også primært vildere natur.

  • jens fisker skriver:

    Det er ikke den ideelle løsning mod landbrugets hærgen med giftsprøjten i det danske land og enge – en reel øvelse mod dette forløb ville være at befri bønderne for den tyngende gæld som de har oparbejdet gennem de sidste mange år og kræve at de starter forfra som økologer og gældfri – med et 2årig tilskud for driftstab over de første 2 år-dette ville føre til en genrejsning af landbruget som naturens vogtere og en tilbagekomst af en levedygtig og artsrig fauna og drikkevand uden pesticidrester og have uden tilførsel af kvælstof – gammeldags drift og pengeforbrug i bedriften er direkte proportionalt med forurening og forgiftning af vor natur – så derfor skal det stoppes på på marken og i staldene – halvdelen af de unge mellem 18 og 24 køber økologisk – denne forudseende og kloge ungdom danner fremtidens forbrugere og det er dem vi skal satse på – det er dem der bestemmer fremtidens fødevare produktion – miljø og dyrvelfærd

  • Kjeld Hansen skriver:

    Den såkaldte rewilding i Mols Bjerge er ikke lige populær hos de mennesker, der går ud over. Skal man bare blæse på dem? Læs her: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/borgere-vil-tages-med-paa-raad-om-nationalpark-giv-os-mols-tilbage?app_mode=true

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.