Selvom MRSA-bakterierne sjældent dræber, kan de give anledning til alvorlige og langvarige infektioner. For nyfødte og for ældre patienter kan det udvikle sig livstruende at blive smittet.

Der er fundet MRSA hos flere børn, der har været indlagt på Neonatal-afsnittet på Aalborg Universitetshospital. De øvrige børn på afdelingen er podet, forældre og personale testes de kommende dage.

Det skrev TV2Nord 6. marts 2018, men stationen var ude af stand til at oplyse, om der var tale om MRSACC398 fra en husdyrproduktion. Til gengæld kunne man bringe denne beroligende, men fejlagtige udtalelse fra den ansvarlige overlæge.

– Heldigvis bliver man sjældent syg af MRSA-bakterien, og den er ikke multiresistent, så skulle det ske, at man bliver syg og for eksempel får en hudinfektion, kan vi behandle effektivt med andre typer antibiotika. Så der er ikke grund til bekymring, siger afsnitsledende overlæge på neonatalafnisttet på Aalborg Universitetshospital Nord, Pia Sønderby Christensen.

Overlæge Pia Sønderby Christensen.

Det er imidlertid ikke korrekt, at MRSA-bakterier ikke skulle kunne være multiresistente overfor antibiotika. Således beskriver eksperterne på Hvidovre Hospital bakterien: “Når MRSA er multiresistent, er den ofte resistent for mange antibiotikaklasser. Der findes dog altid antibiotika, som vi kan bruge til behandling af MRSA infektioner.”

MRSA-typen kendes endnu ikke

I en mail til gylle.dk bekræfter overlæge Pia Sønderby Christensen, at man ikke ved, hvilken af de gængse tolv forskellige MRSA-typer der er tale om. Det betyder, at man ikke kan sige, om smitten stammer fra et nordjysk svinebrug eller anden husdyrrelateret smittekilde.

– Vi håber at have svaret i løbet af en uge, skriver Pia Sønderby Christensen.

Alligevel har Aalborg Universitetshospital Nord straks iværksat en større smittesporing, og det betyder, at samtlige af afdelingens 20 indlagte børn er blevet podet. Flere er konstateret som smittebærere.

Derfor skal deres forældre nu også podes for smitten – sammen med personalet på afdelingen. Børn, der tidligere har været indlagt på afdelingen, vil også blive indkaldt sammen med deres forældre.

– De berørte familier kontaktes direkte, og podningerne foretages enten via egen læge eller Aalborg Universitetshospital. Vi vil gerne beklage det besvær, smitteopsporingen har medført og samtidig takke for den opbakning, vi har mødt, så vi får mulighed for at alle familier kan tilbydes relevant hjælp, siger Pia Sønderby Christensen.

Den særlige svine-MRSA, der i dag har inficeret stort set alle danske svinefabrikker, giver anledning til nogle hundreder af inficerede patienter årligt, men stadig flere (orange kurve) får infektioner uden at have kontakt til svin eller andre smittebærende husdyr som mink, køer og heste. Kilde: DANMAP 2016.

Ingen grund til at være bange

Selvom smitten kan lyde alvorlig, er det ikke noget, man skal være bange for, hævder overlægen.

– Det er selvfølgelig noget, vi gerne ville have været foruden, men vi ser det af og til hos de helt små børn, der ikke har helt samme modstandskraft som vi voksne.

Hvis man er smittet med MRSA-bakterien, bliver man ikke nødvendigvis syg, men man kan få infektioner i for eksempel huden. Smitten er ikke mere aggressiv eller smittefarlig end almindelige stafylokokker.

– Vi ved endnu ikke, hvordan smitten er kommet ind på afsnittet, det skal smittesporingen gerne afsløre. Men det vigtigste lige nu er at få stoppet smitten, siger afsnitsledende overlæge Pia Sønderby Christensen.

Neonatal-afsnittet samarbejder med Region Nordjyllands MRSA-team og embedslægerne om håndteringen af smitteopsporingen.

De nordjyske sundhedsarbejdere har tidligere haft et noget afslappet forhold til MRSA-epidemien. Dette billede har været brugt som afslutning på orienteringsforedrag for svineproducenter af Infektionshygiejnen på Ålborg Universitetshospital.

Sidste Nyt!

Ålborg Universitetshospital oplyser i en pressemeddelelse 14. marts 2018, at smitten ikke skyldes landbrugets høje smittestatus, men en MRSA-type fra udlandet. Ejendommeligt nok fastholder overlæge Pia Sønderby Christensen, at der ikke er tale om en multiresistent bakterie, til trods for at dette netop er tilfældet med MRSA-stafylokokker.

Visited 7 times, 3 visit(s) today

Comments are closed.