Billede-3_Kim Kjær Knudsen_Anima
“Velkommen til Åbent Landbrug” hos BD-svinefabrikanten i Ringsted. Foto: Anima.

Protestlandbrugets kamp mod samfundet fandt vej til søndagsavisernes annoncesider 21. juni 2015, hvor den private forening Bæredygtigt Landbrug satsede hele butikken i et desperat forsøg på at skaffe sig opmærksomhed og flere medlemmer. Men kampagnen risikerer at give bagslag.

Det saglige indhold af annoncerne er stærkt misvisende, og som rollemodel har protestlandmændene valgt en af Sjællands mest omdiskuterede svinefabrikanter, Kim Kjær Knudsen. Han har ikke bare haft voldsomme problemer med dyrevelfærden i sine stalde, men ligger også i åben krig med lokalsamfundet ved fabrikken i Ringsted.

BD_annonce2
Annoncen fra protestlandmændene er fyldt med faktafejl og fordrejede påstande. Politiken, 21. juni 2015.

Nabokrig
I annoncen fremmales et idyllisk billede af den effektive landmand og hans glade familie, og af teksten fremgår det, at “for familien Kjær Knudsen er nærmiljøet en væsentlig del af livet på landet. Det er vigtigt at skabe relationer og værne om dem”.

Den poetiske beskrivelse stemmer imidlertid ikke overens med virkeligheden.

Ved opførelsen af den seneste kæmpe fabrikshal til svinene i efteråret 2014 blev Kjær Knudsen mødt med protester fra 60 af de nærmeste naboer. De frygtede både stanken fra de mange tusinder af nye svin og MRSA-risikoen.

Enkelte nabofamilier påstår ligefrem, at Kjær Knudsens voldsomme aktiviteter har ødelagt deres tilværelse. En kvindelig nabo, der ønskede at være anonym af frygt for chikane, har beskrevet “Livet på landet” som nabo til en af Sjællands største svinefabrikanter:

“Den ejendom, som min mand og jeg havde håbet at kunne nyde vores fremtidige pensionist tilværelse på, og som vi har brugt mange kræfter og mange penge på at renovere, den er nu blevet til en klods om benet på os, da den sandsynligvis er umulig at sælge.

Hvad angår min interesse for at ride, så foregår det kun de dage hvor luften ikke er tyk af svinestank.

Haven bliver heller ikke meget benyttet, blandt andet kan jeg nævne, at vores sommerferie startede med, at der blev spredt gylle på marken ved siden af, og den blev først pløjet ned efter otte dage. Det medførte en lugt og luft, som gav kvalme og hovedpine og som, på trods af det skønne sommervejr, tvang mig til at opholde mig indendørs med hermetisk lukkede døre og vinduer.

Jeg er nødsaget til at køre tæt forbi svinefabrikken for at passe mit arbejde, så jeg kan bidrage med skat, som er med til at holde liv i en urentabel, miljøskadelig og uetisk svineproduktion. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tjekker at vinduer og luftindtag i bilen er hermetisk lukkede, for jeg ønsker ikke at blive smittebærer af MRSA, også fordi jeg har et job, hvor jeg arbejder meget tæt på mennesker.”

Døde grise
Angiveligt har der også været problemer med dyrevelfærden på Kjær Knudsens svinefabrik.

I september 2011 holdt han Åbent Landbrug, men det resulterede utilsigtet i en meget negativ medieomtale, da de besøgende kunne konstatere både døde og halvdøde smågrise liggende i afføring i boksen omkring soen.

– Det var helt forfærdeligt. Jeg fik ondt i maven og blev faktisk nødt til at gå ud efter fem minutter, fortalte den 22-årige Veronica Andersen fra dyrevelfærdsorganisationen Anima til Ekstrabladet. Hun og hendes to veninder filmede og fotograferede besøget. Gennem en ulåst dør kom de ind et rum, det ikke var meningen, de skulle se. Der var der, de fandt de døde smågrise (se billedet til denne artikel, red.).

– Besøget var noget jeg havde aftalt med to veninder, fordi vi går meget op i dyrevelfærd og dyreret. Ville gerne se med egne øjne, hvordan dyrene har det, og hvad det er, vi kæmper for.

Men svinefabrikanten afviste kritikken.

– Jeg deltager ikke i Åbent Landbrug for at vise et glansbillede frem. Jeg ønsker at vise, hvordan en dansk svineproduktion fungerer. Og jeg er stolt af min svineproduktion, udtalte Kim Kjær Knudsen efterfølgende ifølge Ekstrabladet.

JobsRen propaganda
Selve annoncen i søndagsaviserne er fyldt med fejlagtige fakta og voldsomme overdrivelser. Det gælder både annoncens overskrift og påstanden om, at forbedrede rammevilkår kan skabe 35.000 nye arbejdspladser i landbruget. Den påstand er ikke bare stærkt overdrevet, men ren propaganda.

I dag er der 40.000 jobs i primærlandbruget, men år for år bliver der færre. Påstanden om at det skulle være muligt at øge jobmængden med 35.000 stillinger eller 88 procent, er simpelthen helt hen i vejret.

Realiteten er den, at jobmængden i landbruget såvel som i de tilknyttede virksomheder har været konstant faldende siden 1960’erne takket være rationaliseringer, effektiviseringer og ny teknologi. I de seneste årtier er antallet af jobs faldet konstant med knap en en procent om året.

Sandsynligvis er der tale om en primitiv overbudspolitik, når protestlandmændene foregøgler, at der skulle være en realistisk mulighed for 35.000 nye jobs i landbruget. Foreningen – der ikke bare fører krig mod samfundet men også mod landmandskolleger i den store private organisation Landbrug & Fødevarer (L&F) – er tilsyneladende parat til at bruge den rene propaganda for at overgå L&F.

Soren_Gade
Som direktør for Landbrug & Fødevarer skabte Søren Gade myten om de mange fremtidsjobs i landbruget, men i dag overgås han af protestlandmændene.

Allerede i 2013 påstod den daværende L&F-direktør, Søren Gade, at med en positiv vækstplan ville det være muligt at “sikre omkring 25.000 arbejdspladser” i fremtiden. Denne forsigtige vision blev dog siden overtaget af Venstre-politikeren Erlig Bonnesen, der i efteråret 2014 droppede det betydningsfulde forbehold, der lå i ordet “sikre”. Han gav den fuld skrue i en udtalelse til Politiken.dk:

– Vi har muligheden for at øge eksporten med op mod 50 milliarder kroner og skabe op mod 25.000 arbejdspladser i løbet af de næste fem år. En væsentlig forudsætning for at opnå det er, at landmændene får mulighed for at gøde noget mere på markerne.

Den udtalelse var der næppe mange, der tog for andet og mere end det, den var – politisk valggas. Men nu trumfer protestlandmændene over med hele 35.000 nye landbrugsjobs.

ErlingBonnesen
Venstre-politikeren Erling Bonnesen har videreudviklet på myten om de tusinder af nye jobs i landbruget.

Nul brød og øl
Endelig påstås det i annoncen, at “med mere gødning kan mel af dansk korn atter blive så godt, at vi kan bage brød af det”.

Der er tale om en gammel usand traver, der er blevet dementeret igen og igen, siden de to daværende MF’ere Henrik Høegh og Erling Bonnesen lancerede den usande påstand i efteråret 2014.

Da Venstre-politikerne Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen også begyndte at viderebringe påstanden, gik faktaprogrammet DR Detektor ind og undersøgte sagen. Man kunne derefter dokumentere, at det simpelthen er usandt, at der ikke kan bages brød af dansk mel.

Det samme gælder i øvrigt også ølbrygning på dansk maltbyg. Hvert år bages der brød og brygges øl i store mængder af dansk korn.

Visited 14 times, 4 visit(s) today

Comments are closed.