Hverken blå eller røde regeringer har vedtaget effektive planer for at forbedre tilstanden i vandmiljøet siden årtusindskiftet. Udviklingen mod et bedre miljø i vandløb, søer og indre danske farvande har derfor stået stille i mere end 10 år, og Danmark vil ikke kunne leve op til EU’s Vandrammedirektiv i 2027 som ellers lovet
Det skriver Jens Borum, lektor emeritus, Københavns Universitet.
Forestil dig, at du sidste år i september kørte over Storebæltsbroen og kom til et Fyn, hvor det meste af vegetationen var død eller døende, og hvor alle dyr, bortset fra de mest tolerante og de der nåede at flygte, lå døde og rådnende spredt ud over landskabet. Det ville blive kaldt en national katastrofe. Men nu skete det under havets overflade. I september 2022 var 3.500 km2 af de indre danske farvande ramt af iltsvind – et areal større end Fyn. Et hvidt liglagen af svovlbakterier krydret med rådnende bunddyr og fisk lå i store områder af de indre danske farvande. Nuvel, katastrofen blev omtalt i nyhedsmedierne, men det var jo bare det samme som sker hvert år, så nyheden var hurtigt glemt.
Danmark har tilsluttet sig EU’s Vandrammedirektiv, som forpligter os til at etablere god økologisk tilstand i vandløb, søer og kystvande inden 2015 med mulig fristforlængelse til 2021 og sidste frist i 2027. I 2021 levede hverken vandløb, søer eller hav op til kravene, og eksempelvis var kun 5 % af kystvandene i god økologisk tilstand. Faktisk er der en tendens til, at tilstanden forværres.
“Landbrugspakkens forventelige fiasko skyldtes bl.a., at man brugte en utroværdig udvaskningsmodel, at en målrettet, kompenserende regulering var utilstrækkelig samt at en del af de kompenserende tiltag bestod af ineffektive frivillige virkemidler. I 2021 skulle frivillige kollektive virkemidler reducere kvælstofudledningerne med 2.450 tons, men man nåede mindre end 5 %”
Den dårlige miljøtilstand i vandmiljøet skyldes primært udledninger af næringsstoffer fra spildevand og landbrug, men også pesticider, råstofindvinding og fiskeri med bundslæbende redskaber har negativ effekt på havmiljøet. Der er med tidligere og nuværende regeringers helt utilstrækkelige indsats i de sidste 20 år ikke en kinamands chance for at nå Vandrammedirektivets mål inden 2027. Så spørgsmålet må være, om politikerne bare har været ligeglade og sagt pyt med vandmiljøet – og i givet fald hvorfor?
Med voldsomme algeopblomstringer i søerne og udvikling af massive iltsvind i havet tog politikerne i 1980erne ret effektivt fat på opgaven med at reducere udledninger af næringsstoffer og organisk stof til det danske vandmiljø. Behovet var åbenlyst, og der var bred politisk opbakning til at vedtage handlingsplaner, der effektivt reducerede udledningerne af næringsstoffer. Med NPO-handlingsplanen fra 1985 og Vandmiljøplan I fra 1987 var målet at reducere udledningerne af kvælstof og fosfor fra industri og spildevand med henholdsvis 80 og 50% og af kvælstof fra landbruget med 50%. For spildevand og industri blev målene stort set nået i sidste halvdel af 90erne, medens udledningerne af kvælstof fra landbrug og naturarealer stadig ikke er i mål i dag.
NPO-planen og Vandmiljøplan I tog effektivt fat i de lavest hængende frugter og havde stor effekt, på især industri og spildevand. Med Vandmiljøplan II fra 1998 øgedes indsatsen mod især kvælstofudledninger fra landbruget med bl.a. reduktion af gødningsnormer, krav om efterafgrøder og udlægning af vådområder.
Vandmiljøplan III fra 2004 skulle yderligere reducere udledningerne af både fosfor og kvælstof fra landbruget, men indsatsen var tvivlsom, og planen blev voldsomt kritiseret af både jordbrugs- og miljøforskere. Planen om etablering af randzoner og efterafgrøder blev endda efterfølgende annulleret.
Næste skud på stammen kom med Venstre-regeringens Fødevare- og Landbrugspakke fra 2016. Planen skabte voldsom debat og kritik og førte bl.a. til, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen måtte træde tilbage efter mistillid fra Det Konservative Folkeparti og flere andre partier.
Landbrugspakkens fremskrivning af de resulterende udledninger til havet viste, at pakken i sig selv i 2021 kun ville give en marginal reduktion i udledningerne på 1.600 tons kvælstof, men lagt sammen med den såkaldte baseline effekt (effekt af tidligere besluttede tiltag) skulle udledningerne på i alt 57.000 tons reduceres med 7.100 tons. Planen var blevet til under et stort pres fra landbruget, politikkerne og med dem, embedsværket. Forskerne, der skulle levere de politisk belejlige data, fik vredet armen om på ryggen og leverede, hvad andre efterfølgende har vurderet som tvivlsomme estimater.
Og hvordan gik det så? De årlige opgørelser af udledninger til havet er siden blevet genberegnet og rettet, således at udgangspunktet for Landbrugspakken var 55.000 og ikke 57.000 tons, så udledningerne skulle ifølge regeringen i 2021 ligge på et niveau omkring de 48.000 tons. I 2021 var den afstrømningsnormaliserede udledning 55.000 tons – altså præcis det samme som udgangspunktet uden tendens til faldende værdier og langt fra det lovede. Kritikerne fik ret.
Pakkens forventelige fiasko skyldtes bl.a., at man brugte en utroværdig udvaskningsmodel, at en målrettet, kompenserende regulering var utilstrækkelig samt at en del af de kompenserende tiltag bestod af ineffektive frivillige virkemidler. I 2021 skulle frivillige kollektive virkemidler reducere kvælstofudledningerne med 2.450 tons, men man nåede mindre end 5 %. Landbrugspakkens eneste effekt har derfor været at forsinke indsatsen for reduktion af kvælstofudledninger til havet. Det er nu blevet endnu sværere at nå ned på de 38.000 tons udledt kvælstof som Århus Universitet og Dansk Hydraulisk Institut har beregnet er nødvendigt for at nå målene i Vandrammedirektivet.
Den Socialdemokratiske regering indgik i 2019 et bredt forlig omkring en landbrugsaftale, og igen har man sat sin lid til frivillige kollektive virkemidler. Frivillige aftaler virker bare erfaringsmæssigt ikke! Det har vist sig med etablering af randzoner, Landbrugspakkens kollektive midler og etablering af vandboringsnære beskyttelseszoner – i ingen af disse tilfælde er der nået mere end nogle få procent tilslutning.
Både blå og røde regeringers indsats for at beskytte vandmiljøet har siden årtusindskiftet været ineffektiv. Konsekvensen er, at vi under ingen omstændigheder kommer til at leve op til Vandrammedirektivet i 2027. Selv hvis det skulle lykkes at få nedbragt kvælstofudledningen til havet til 38.000 tons, så tager det lang tid at få skabt god økologisk tilstand i havet. Årtiers belastning har hobet sig op i havbunden og skal først gasses af eller skylles ud i det åbne hav, før vandet bliver klart, og iltsvindene reduceres. Og først derefter vil bunddyr og ålegræs kunne begynde at brede sig og skabe god økologisk tilstand. Forskerne og den fagligt relevante del af embedsværket ved det, så mon ikke også politikerne ved det?
Spørgsmålet er så, hvad den manglende politiske handlekraft skyldes? Med den omfattende faglige rådgivning fra embedsværk, universiteter og konsulentvirksomheder kan det ikke skyldes uvidenhed. Den mest nærliggende forklaring er, at angsten for konflikter med landbrugserhvervet afholder skiftende regeringer fra at indføre de helt nødvendige redskaber til gavn for havmiljøet og i øvrigt også for naturen på land. Politikerne fortæller om store grønne ambitioner samtidigt med, at de kæmper imod EU’s forsøg på at rette op på kalamiteterne. De burde i stedet ærligt fortælle, at de sætter kortsigtede hensyn til erhverv og udvalgte vælgergrupper højere end hensyn til natur og miljø og siger: yt med vandmiljøet.
Hvorfor?
Det tænker jeg igen og igen, hvorfor handler regeringen ikke som hensyn til vandmiljøet kræver?
Det er det interessante spørgsmål, som jeg håber gylle.dk og andre vil undersøge nærmere.
Jeg ser helt bort fra: Ligegyldighed, negative handlinger, andre motiver af den slags! Alle mennesker ønsker at gøre det bedste, det må altid være udgangspunktet!
Er det manglende erkendelse? Er medierne gode nok til at dække naturkrisen og i alle dens vinkler? Svigter DR direkte sin opgave som vores vigtigste talerør for folkeoplysning? Befolkningen i Danmark har mindre forståelse og viden for naturen end i de andre nordiske lande. Hvorfor?
Landbruget har store gældsproblemer. Hvor meget spiller det ind?
Er landbrugets rådgivning god nok?
Der er ind i mellem en alt for fordømmende omtale af landbruget generelt set fx på sociale medier. Hvilken betydning har det?
Biologer er en bred flok og ikke alle er lige gode til formidlings-delen af deres arbejde, ligesom de ikke alle er opmærksomme på den pædagogiske, sociale side af det man siger ud i befolkningen. Dertil optræder de ofte uenige. I befolkningen har der gennem mange år været en mistro overfor biologers undersøgelser. Hvad betyder det?
Fakta er fakta. De skal imidlertid ses ind i en helhed og forstås rigtigt.
Absolut – Anna Lønne Sørensen, perfekt nedfældet!
Ingen grund til yderligere kommentarer, bortset fra at vi alle bør være skuffede over den manglende evne til handling hos tidligere og nuværende politikere…
Tak for endnu et skarpt indlæg, Jens.
Senest d. 22 december 2021 skulle 3. generations vandområdeplanerne være trådt i kraft. Her i dag, snart 1½ år senere er dette stadig ikke sket. Først brugte man forhandlingerne om landbrugspakken som undskyldning for forsinkelsen. Derefter var det valget i november 2022 og de efterfølgende langvarige regeringsforhandlinger, der blev brugt som undskyldning. Og jeg går ud fra at det seneste ½ års forsinkelse bliver forklaret med finanslovsforhandlingerne. Men nu er finansloven også på plads, så hvad vil man nu bruge som undskyldning?
tak for en fin opsummering af problematikken med den mangelfulde regulering af danske landbrug, sikke et overblik, jeg har lyst til at tilføje, at underliggende den mangelfulde regulering ligger også en måde at tænke om og forstå hvad natur er, altså vores natursyn, og det natursyn påvirker i sagens natur osse meget andet mangelfuld politik i forhold til vores natur, der jo i den grad påvirker miljøet og vores sundhed, menneskenes og planetens sundhed. For mig er natur de kredsløb af materiale, der kører rundt og rundt i cirkler, hvor livet udfoldes i myriader af forskellige livsformer! Vandet er et eksempel på kredsløb, som vi i den grad har ændret. Hvor vil jeg hen? Landbruget skal håndtere de næringsstoffer, der indgår i produktionen, men landbruget er osse landskabsforvalter, grundvandsproducent, udpiner af muldlaget på markerne, ødelægger livsgrundlaget for flora og fauna både i diversitet og i mængde. Det er ikke en nyhed, men når erhvervet ikke bliver reguleret hårdere, tror jeg, at det ikke kun er på grund af den superdygtige lobbyisme, de formår, men også vores (politikere, erhverv og borger) manglende respekt og viden om natur, som for mig af se, er meget andet end diversitet af arter, men lige så meget vand, luft, jord og ild!, hvor finder vi respekten for de 4 urelementer, der i den grad påvirker den levende natur? Så jeg mener, at det osse er vigtigt at snakke om hvilke værdier, der ligger til grund for de beslutninger, der tages, og der føler jeg mig overbevist om, at naturen ikke vejer tungest på den vægtskål.
Mange gode og fine ord fra debatdeltagerne. Lige så glædeligt det er – lige så forfærdeligt er det, at lobbyisterne, magthaverne/politikerne ikke tænker natur, men mere på profit og omsætning. Naturen kommer altid i bagerste række.
Hvad udad tabes …
Så, vi lavede den ubrugelige del af Danmark om til landbrug.
Vi har i overmål kyst og vand omkring os. Det kunne have haft værdi, men er røget med ned i skraldespanden sammen med alt den anden natur der ikke er mere.
…
hvad kommer der i fjernsynet i aften?
…
I 2027 udskyder vi vandrammedirektiverne igen, problem løst.
Ja . Flot og seriøst indlæg. Man græmmes over at være dansker. Det er ufatteligt at omverdenen endnu ikke har opdaget at de danske politikere og magthavere er ligeglade med miljøet. Danmark og specielt Rødovre er absolutte bundpropper indenfor diversitet. Der skal ruskes op i Danmarks politik nu.