Professor Peter Harder, KU har på opfordring velvilligt stillet denne begavede kommentar til rådighed for gylle.dk:
Fornylig viste det sig at Esben Lunde Larsen endnu engang har givet forkerte oplysninger om miljøet. Ikke bare til Folketingets miljøudvalg, men også til EU’s Miljøagentur og til FN. Denne gang drejer det sig om antallet af naturfredninger.
Kjeld Hansen, forfatteren til ’Det Store Svigt’ om fredningssystemets mangler (en fremragende bog, nomineret til Weekendavisens litteraturpris), har fået aktindsigt i ministerens liste over naturfredninger, sådan som de indberettes, når regeringen skal redegøre for sine anstrengelser for at standse tilbagegangen i Danmarks natur – og har fundet en række artige forfalskninger.
Som et grelt eksempel kan nævnes at indberetningen til EU (og FN) praler med hele ni danske nationalparker. To ting er galt med den påstand: Der findes kun fem (som enhver kan se ved at gå på nettet under Danmarksnationalparker.dk) – og heraf er kun én eneste med på listen over de ni (!), nemlig Mols Bjerge. De øvrige otte er grebet ud af den blå luft.
Dette er dels en videreførelse af vildledningsmønsteret fra Landbrugspakken – men det er også værd at notere, fordi sagen foruden det rent miljømæssige indgår i en forfaldshistorie om regeringsførelsen i Danmark. Der har, som enhver ved, været en stribe sager hvor ministre har omgåedes lemfældigt med sandheden, uden at man kan få at vide hvad præcis der er sket – fordi offentlighedsloven blokerer for en opklaring. Dette er blevet en del af systemet, og i pagt hermed opsendte regeringen en prøveballon om – foruden de økonomiske vismænd – at flytte alle eksisterende kontrolorganer (ombudsmanden, rigsrevisionen) så langt væk fra Christiansborg som muligt.
Esben Lunde Larsen skyndte sig at rette indberetningen om naturbeskyttelse – men siden er forfaldshistorien gået endnu videre. Nu skal alt hvad ministeren skal sætte sit navn under, flyttes fra Miljøstyrelsen til Departementet – og så er det slut med aktindsigt (næste gang skal Kjeld Hansen ikke have mulighed for at opdage noget).
Forløbet siger ikke kun noget om Esben Lunde Larsen – det siger også noget om den tilstand miljøstyrelsen befinder sig i efter de sidste års mishandling fra regeringens side. Miljøministeriets deroute er helt parallel med det der tidligere er sket med SKAT – og en del af forklaringen er i begge tilfælde at Venstre ikke brød sig om at forvaltningen skulle være alt for dygtig til at løse sin opgave.
Den verdenskendte politiske teoretiker Francis Fukuyama brugte for få år siden Danmark som symbol på en mønsterstat hvor en saglig administration og sandfærdige politikere regerede på basis af folkets tillid. Det virker noget fjernt i øjeblikket. Danmark har netop mistet sin førsteplads på listen over de mindst korrupte lande. ’Transparency International’, som står for opgørelsen, siger i den anledning, at dette er kulminationen på et forløb hvor Danmark gradvis har tabt terræn, og fremhæver bl.a. offentlighedsloven som et eksempel (samt lukketheden om bidrag til politiske partier).
Hvis dette ikke bare skal fortsætte, må der gøres noget. Ét centralt problem er at der skal et flertal i folketinget til, før brud på ministeransvarlighedsloven får konsekvenser. Der forekommer kun ansvarspådragende vildledning, hvis flertallet stemmer for det. Det vil sige at sandheden er politiseret i Danmark: Det er ved at blive normen, at hvis man stemmer for en regerings synspunkter, stemmer man også for dens bortforklaringer.
Det mest oplagte skridt til at bremse denne sørgelige forfaldshistorie er at indføre en bestemmelse om at også et mindretal kan forlange forløbet omkring politiske vildledninger belyst, fx ved høringer (hvorved Danmark kunne komme i trit med de lande vi normalt sammenligner os med, fx Norge). Der har hidtil ikke været tilstrækkelig tilslutning til denne ide, men mon ikke fornemmelsen af at forfaldet i politisk kultur må bremses, efterhånden kan tippe balancen?
Peter Harder har tidligere skrevet for gylle.dk – læs mere her.
