Store havområder langs de danske kyster er ramt af kraftigt iltsvind på grund af den fortsatte forurening med næringsstoffer, og iltsvindet i september i år er blandt de mest kritiske, som er registreret siden årtusindskiftet. Mange steder på den danske havbund er der iltfrit i bundvandet, og i flere områder er der sket frigivelse af den giftige gas svovlbrinte fra bunden.

Det skriver Nationalt Center for Miljø og Energi i en pressemeddelelse 2. oktober 2020.

Næringsstoffer kombineret med svag vind og høje vandtemperaturer har givet optimale vilkår for iltsvind. Iltsvindets udbredelse er den seneste måned vokset med over 1.000 kvadratkilometer, så det samlede areal med iltsvind nu dækker 4.400 kvadratkilometer. Der var kraftigt iltsvind i knap 30 procent af området.

Det viser iltsvindsrapporten, som Aarhus Universitet har udarbejdet på baggrund af Miljøstyrelsens målinger i perioden 20. august til 23. september. Hovedpunkterne fremgår af den pressemeddelelse, som Miljøstyrelsen udsendte 2. oktober 2020.

Læs rapporten her

Helt galt står det til i havområderne syd for Fyn og ned til Als og Flensborg Fjord.

De hårdest ramte områder var Mariager Fjord, det sydlige Lillebælt og tilhørende sydøstjyske fjorde samt Det Sydfynske Øhav. Adskillige steder blev der registreret iltfrie forhold i bundvandet og frigivelse af den giftige gas svovlbrinte. Flere steder er målt nærmest iltfrie forhold fra bunden og 20-25 m op i vandsøjlen.

Årsagen til den store udbredelse af iltsvind er, at temperaturen i bundvandet er relativ høj, og at vinden i perioden har været ret svag. De høje temperaturer øger omsætningen af døde alger og dermed iltforbruget, og den svage vind fremmer lagdelingen af vandsøjlen og hæmmer tilførslen af friskt, iltet vand fra overfladen til bunden. Udbredt iltsvind forudsætter desuden en forudgående stor tilførsel af næringsstoffer.

Iltsvindet har fået en større udbredelse og intensitet i Aarhus Bugt, det nordlige Bælthav, Lillebælt og de sydøstjyske fjorde, Storebælt, Smålandsfarvandet og det sydlige Kattegat. På flere lokaliteter var der frigivelse af den giftige gas svovlbrinte fra bunden. Der var udbredt et overvejende kraftigt iltsvind i et sammenhængende område fra det sydlige Lillebælt helt ned i bunden af Kiel Bugt og fra Femern Bælt til bunden af Lübeck Bugt.

I enkelte områder er der sket en forbedring af iltforholdene. Det gælder blandt andet i Limfjorden, Mariager Fjord og Ringsgaardbassinet i Det Sydfynske Øhav.

Selv søstjernerne dør, når iltsvindet varer længe. Foto: Peter Bondo Christensen, AU

Sådan har iltsvindet udviklet sig

Det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande udgjorde knap 4.400 km2 midt i september. Midt i august var tallet 3.300 km2. Sidst i juli var knap 800 km2 ramt af iltsvind.

Iltsvindets udbredelse i september 2020 var på niveau med udbredelsen i september 2016 og gennemsnittet for september 1989-2009. Det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande i september var godt 30 procent større end i august og godt 150 procent større end på samme tidspunkt sidste år.

Visited 36 times, 16 visit(s) today

Kommentarer

  1. Rene' Dahl

    Det tror da pokker,det eftervirkningerne efter Lunde og Eva Kjer gav frit løb.

  2. Jesper Jensen

    Det må jo være åbenlyst for et nogenlunde oplyst menneske at man ikke kan blive ved med og bebrejde landbruget for iltsvind….
    Siden 1990 erne har skiftene regeringer i dk, sænket den mænge kvælstof landbruget må tilfører deres jord.
    Og flere undersøgelser peger på kommunale rensnings anlæg som den store skyldner..
    Mon ikke gylle burde forholde sig til den side af sagen ???

  3. Pingback: Befriende klar melding fra Lea Wermelin | | Gylle.dk

  4. Pingback: De ansvarlige for den danske biodiversitet optræder uansvarligt | | Gylle.dk

Skriv en kommentar