Skånsomt fiskeri som på gamle dages Ringkøbing Fjord er for længst opgivet til trods for at det var både bæredygtigt og lokalt forankret. Privatfoto

Kort tid inden forhandlingerne går i gang om forslaget til en havplan giver en ny rapport Danmark bundkarakter, når det kommer til at beskytte havnaturen og sikre en bæredygtig blå økonomi. Ikke overraskende, mener generalsekretær i WWF Bo Øksnebjerg, der opfordrer til at hæve det politiske ambitionsniveau. Det skrive WWF Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse 17. marts 2022

Danmarks havplan får bundkarakter, når det kommer til at beskytte havets natur og vise vejen til en bæredygtig blå økonomi. Blandt otte andre lande i Østersøregionen er det Danmarks havplan, som rangerer dårligst, blandt andet på grund af manglende hensyn til biodiversiteten til havs.

Det konkluderer en ny rapport fra WWF’s Østersøprogram.

Bo Øksnebjerg, WWF

Rapporten samler data om ni havplaner i Østersøregionen og rangerer dem ud fra fire kategorier. Danmark scorer under middel på alle fire kategorier, og er det land, der scorer suverænt dårligst på naturbeskyttelse.

Og det kommer ikke bag på Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

“Rapporten understreger det, vi allerede ved: Forslaget til havplanen er alt for uambitiøst, når det kommer til reelt at sikre natur og biodiversitet til havs. Danmark har simpelthen ikke forholdt sig til naturen i havplanen,” siger Bo Øksnebjerg.

Politiske forhandlinger er på vej

Rapporten offentliggøres kort tid før, Folketinget skal forhandle om regeringens udkast til en havplan, som også har mødt hård kritik på hjemmefronten.

Regeringen har blandt andet spillet ud med, at blot fire procent af havet skal være urørt, men WWF Verdensnaturfonden presser på for at få hævet ambitionsniveauet i hele det danske hav, så det flugter med EU’s målsætning om 10 procent urørt hav.

”Danmarks have er i kritisk tilstand og flere danske fiskearter er truede. Derfor er vi også nødt til at sætte barren meget højere, når det kommer til vores havmiljø. Hvis vi skal i mål, er der ingen vej udenom, at 100 procent af det danske hav skal forvaltes bæredygtigt, 30 procent af den marine natur skal beskyttes effektivt, og 10 procent skal være urørt. Kun på den måde giver vi havet en reel chance for at komme sig efter årtiers overudnyttelse af dets ressourcer,” siger Bo Øksnebjerg.

Regeringen har taget flere tilløb til havplan, der kunne beskytte havets natur, men det er mest blevet til fjollerier med ministre i redningsbælter og den slags som her i 2019 foran Folketinget. Pressefoto

Det er forventningen, at regeringen indkalder til forhandlinger om havplanen i løbet af foråret.

Om undersøgelsen:

Rapporten ’Assessing the balance between nature and people in European seas: Maritime Spatial Planning in the Baltic’ undersøger havplaner i Estland, Letland, Litauen, Finland, Polen, Tyskland, Sverige, Åland og Danmark og er udarbejdet af WWF Baltic Ecoregion Programme.

Undersøgelsen sammenligner havplanerne på tværs af fire kategorier, der inkluderer i alt 33 indikatorer. Letland er det land, der samlet set scorer højest.

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Holder meget af den bemærkning “Regeringen har taget flere tilløb til havplan, der kunne beskytte havets natur, men det er mest blevet til fjollerier med ministre i redningsbælter” – der i den grad rammer hovedet på sømmet.
    Hvad er i grunden definitionen på “urørt” – for jeg er bekymret for opførelsen vindmølleparkers indflydelse, som er mere aktuel nu end tidligere.

  2. Dorthe Lerfeldt

    Det var vist bedre om miljøministeren gjorde noget ved havets biodiversitet, end i vores skove hvor biodiversiteten er på vej op, takket være dygtige skovbrugsarbejdere, som hun ellers vil gøre arbejdsløse, og indhegne skovene, og sætte tamdyr som heste og kvæg ind bag hegnet, til planlagt statsfinanceret vanrøgt, bare fordi nogle få rewildbiologer har bildt hende ind, at det vil forbedre vores natur. Måske hun nu vil indhegne søkøer i fjorde og sund?

  3. Carsten Troelsgaard

    Er der nogen der kan pege på et land der har større kyststrækning i forhold til landarealet end Danmark?

    nej vel?

    Betyder det så ikke, at vi vil høste den største gevinst, hvis vi alle sammen (sagde musen til elefanten) går sammen om at løfte havmiljøet?

Skriv en kommentar