Naturstyrelsen har mødt alvorlig kritik af et rewilding-projekt med udmagret græssende kvæg, som styrelsen har ansvaret for i Mols Bjerge. Tidligere har der også været kritik af styrelsens tilsyn med afgræsningen i Hellebæk Kohave i Nordsjælland, og nu rejser Danmarks Naturfredningsforening i Svendborg en billeddokumenteret kritik af Naturstyrelsens naturplejeprojekt på Thurø Rev.
Allerede for et år siden i april 2020 blev der første gang slået alarm af lokale naturvenner, fordi græsningstrykket på Thurø Rev var alt for højt. Dyrene åd simpelthen al vegetation. Naturstyrelsen erkendte problemet og lod straks 13 kvæg fjerne fra det naturbeskyttede område. Men et år senere har styrelsen tilsyneladende glemt alt om fadæsen og lukker atter øjnene for et alt for højt græsningstryk. Efter en fornyet henvendelse fra DN har styrelsen atter måttet give sig og fjerne et antal kvæg for at få justeret græsningen.
Vi bringer dokumentationen fra Danmark Naturfredningsforening her. Først kan du læse brevet fra DN i Svendborg den 9. marts 2021:
”Lige nu er det den magreste tid for kvæget, og der er græsset komplet i bund overalt, inkl. en mulelængde ud under elhegnets nederste tråde. Man kan også se, at der bliver tilskudsfodret ret så massivt – den 25. februar talte jeg 18 voksne stykker kæmpekvæg (Skotsk Højland og Hereford) plus en halvstor kalv på arealet omkring læhuset tage for sig af hø og halm i fodringsanlægget. Det hele lignede en stald – blot udendørs. I et pløret ælte af kokasser og mudder.
Hvad er planerne for de næste måneder? – man må håbe, at der skal udtages et betydeligt antal kreaturer snarest. Hvis ikke, bliver det til stor skade for floraen i den forestående sæson og dermed også for insekter og anden fauna. Blomsterplanter skal jo have mulighed for at blomstre og sætte frø, inden de bliver græsset ned. Hvis man f.eks. ser på den sårbare og fåtallige art Vår-star, er det tydeligt, at den efterhånden kun forekommer visse steder under hegnene – men også her bliver ædt af, så langt mulerne rækker. Og Skov-gøgeurt og Skov-gøgelilje er også hårdt pressede arter, kun få eksemplarer overlever kvæggræsningen i delvis beskyttelse af tornet opvækst. Det Grønne Råd i Svendborg havde en ekskursion til Thurø Rev den 2. september sidste år, hvor vi havde lejlighed til at diskutere problematikken, og hvor også skovrider Jakob Harrekilde Jensen deltog (ansvarlig for Naturstyrelsen Fyn, red.).
Der bliver talt og diskuteret meget om ”rewilding” i disse år. Uanset om der er tale om husdyrracer eller vilde planteædere, hviler principperne på helårsgræsning – uden tilskudsfodring. Fra forskellige studier fremgår det, at bæreevnen i naturen ligger i området 100 til max. 200 kg planteædende biomasse per hektar. Kvægracerne på Thurø Rev er pænt store. Hvis man anslår 500 kg i gennemsnit og regner med 29 ha under hegn, giver det
19 x 500 kg/29ha = 327 kg/ha. Det er alt for højt – og er ikke til gavn for naturen.
Det forekommer os, at den rådende tilstand på Thurø Rev de senere år synes at hælde mere mod kødproduktion og mindre mod naturpleje. Men det må være biodiversiteten, som skal have første prioritet. Vi er bevidste om, at der ligger et vist dilemma i, at en forpagter har større interesse i en forretning med ”naturkød” end i biodiversiteten på de afgræssede arealer.
Fra DN-Svendborgs side vil vi hermed opfordre Naturstyrelsen til at lade naturen veje tungest, når der skal træffes aftaler med forpagteren.”
Læs hele DN-brevet her: Thurø Rev, brev til NST, marts 2021
Allerede tre dage senere, den 12. marts 2021, svarede Naturstyrelsen bl.a. med disse indrømmelser på kritikken:
”Vi var derude i går og kunne tælle 14 dyr plus en lille kalv. Der blev fortsat fodret.
På baggrund af vores besigtigelse har jeg givet forpagter en frist på 1 uge til at få nedjusteret antallet af dyr, ophøre med tilskudsfodring, fjerne det foder der ligger der samt få fjernet hans reklameskilte for egen gårdbutik.
Jeg følger op på om han har efterkommet min henstilling om 1 uge, og så tænker jeg vi kan gå videre med vores dialog om plejen når vi først og fremmest har fået bremset de overtrædelser af vores kontrakt med dyreholderen, der sker i øjeblikket.
Til orientering har vi aftalt et græsningstryk på 8-9 SK i vinterperioden, men fordi der er blevet overgræsset i vinters er der nu heller ikke fødegrundlag til dette antal dyr. Jeg har derfor henstillet til forpagter at han tager alle dyrene af i en periode.
Vi har et møde på Revet 23/3 hvor vi skal drøfte plejen og forskellige tiltag, bl.a. bekæmpelse af rynket rose. Jeg tænker at vende tilbage til dig efter mødet. Jeg håber det er ok.”
Læs hele 12. marts svaret fra Naturstyrelsen her: svaret fra Naturstyrelsen
Også kritik af Mols-laboratoriets dyrehold
Det højt profilerede rewildingprojekt på Naturhistoriske Museums ejendom ved Molslaboratoriet er også kørt af sporet. Det fremgår af rapport Nr. 425: Biodiversitetseffekter af rewilding fra DCE under Aarhus Universitet – læs side 42.
I rapporten fremhæves rewildingprojektet på Molslaboratoriet, som det eneste ”hvor populationsstørrelsen reguleres reaktivt”, hvilket blot er en anden måde at sige, at dyrene får lov at sulte til en kritisk grænse, hvorefter de ”tages ud”, hvilket formentlig betyder, at de aflives. Fra projektets start i efteråret 2016 frem til starten af februar 2020 var ingen dyr tilsyneladende faldet for tærskelværdien, men herefter gik det pludselig stærkt i takt med, at offentligheden begyndte at kritisere forvaltningen.
Fra slutningen af februar til midten af marts 2020 blev i alt 54 pct. af dyrene (15 Exmoor-ponyer og 27 Galloway-kvæg) fjernet fra arealet. Det vil sige, at mere end halvdelen af heste og kvæg var kommet under sultegrænsen. De tilbageblevne dyrs kondition var formentlig også årsag til, at i sommeren 2020 blev der kun født ét føl og ingen kalve. Bestanden bestod i efteråret 2020 således af 22 Exmoor-ponyer og 15 Galloway-kvæg.
Denne form for husdyrhold har fået betegnelsen ”reaktiv forvaltning”, fordi man først reagerer, når dyrene er blevet svækket, i modsætning til ”proaktiv forvaltning”, hvor husdyrejeren føler sig forpligtet til at forebygge dyrenes svækkelse. Biologerne bag projektet forsvarer sig med, at det er en del af et ”forskningsprojekt”. Forvaltningsformen møder stærk kritik fra landbrugets side, der mener, at der er tale om dyremishandling. Også miljøminister Lea Wermelin har fordømt denne forvaltning. Miljøminister Lea Wermelin (S) skriver på Facebook, at det er uacceptabelt, at køer på offentlige naturarealer i Mols Bjerge er sultet til døde.
Ifølge rapporten er rewildingprojektet på Molslaboratoriet det eneste ”hvor populationsstørrelsen reguleres reaktivt”, men dette ikke korrekt. Naturstyrelsens udsultede kvæg i Mols Bjerge var også resultatet af manglende indsats med forebyggelse, og Thurø Rev-projektet har de seneste to år også været forvaltet ”reaktivt”, hvad angår selve formålet, nemlig naturpleje af arealerne. Først da kvæget havde ædt al vegetation og naturvennerne i Svendborg slog alarm, blev der reageret.
Rewilding er ”Strukturel vanrøgt af dyr”
Tak til de borgere og organisationer, der observerer og reagerer på de dyrs lidelser, der tvinges til at være centrale aktører i rewildingsprojekter, hvad enten disse projekter benævnes aktive eller reaktive.
Når befolkningen kender virkeligheden bag det smukke begreb ”rewilding”, bliver presset forhåbentligt så stort, at de politikere, som bestemmer målsætning og rammer for naturforvaltningen i Danmark, indser, at planer, der har rod i rewildingsideologien, skal ændres.
Naturen har brug for plads, ro (for menneskers projekter) og råderum på egne betingelse eventuelt kombineret med mindre og skånsomme indgreb, der over tid kan sikre større diversitet i eksempelvis nåletræsplantager eller andre monokulturer.
Det er i tidens ånd at anvende begreber som ”strukturel racisme”, ”strukturel sexisme” osv. ”Strukturel” som et udtryk for, at et uacceptabelt fænomen er indbygget i en kultur eller den måde, samfundet er udviklet på og indrettet. Det uacceptable er ikke en fejl eller tilfældigt, men en uomgængelig del af selve stukturen.
”Strukturel vanrøgt af dyr” er derfor et præcist og meningsgivende begreb af anvende i forbindelse med ”rewilding”. Det er en integreret, nødvendig og afgørende del af rewildingsideologien at etablere betingelser, hvor der er en ubalance mellem antallet af dyr og fødegrundlaget. Denne ubalance er nødvendig for at tvinge dyrene til at æde den vegetation, der af visse grupper anses for uønsket. At dyrene sulter, lider, forgiftes og måske endda dør – ved ”egen drift” eller efter udtag er næppe ønsket, men anses for at være en acceptabel pris.
Når miljøministeren udtaler, at de indhegnede dyr i rewildingsprojekterne ikke må sulte eller lide, er det tomme ord. Desværre. Rewilding og balance mellem antallet af græssere og fødegrundlag er uforenelige størrelser.
Der er i DK tale om “strukturel misrøgt af naturen”, når vi forventer at skulle forvalte naturen, frem for at sikre en dansk natur som hele økosystemer, med alt hvad det kræver fx af store dyr, liv og død, opbygning og nedbrydning, tørke og oversvømmelse, frost, regn og hedebølge.
Mange års tilførsel af kvælstof, har ført til næringsberigelse af al natur, og især den næringsfattige, som derfor ændrer karakter og mister arter. Græsser generelt, og udbredt opvækst og tilgroning, er blevet til et stort problem for vores natur. Det er derfor et nødvendigt redskab, at der kommer flere dyr med større tæthed i vores naturområder, hvor disse er store og egnede hertil. På grund af kvælstoffet og det store fødegrundlag vil der været stor tilvækst i dyrebestanden. Det skal naturligvis indledningsvis reguleres ved udtagning, men ikke ved tilskudsfodring. Når en bedre balance har indfundet sig, så må vi forvente at dyr dør, som følge af alderdom, som følge af naturlige dødsfald blandt ungdyr, og som følge af sult og mangelsygdomme. Sådan er naturen, og især når der mangler rovdyr.
Og så er det værd at bemærke, at dyr ikke tvinges til en varieret kost. Det er et livsgrundlag i naturen – ikke kun når det er hårde tider. Min nabos heste æder fx mosepors på sommergræs.