For første gang nogensinde i Europa er et økosystem tildelt status som juridisk person
Af Jacob Gammelgaard, forfatter og cand.jur.
Det spanske Senat vedtog den 21. september en lov, der giver strandsøen Mar Menor og dens opland status som en juridisk person. Hensigten er at beskytte søen og oplandet som økosystem og give søen retsevne til at fremme og forsvare sine interesser i den offentlige forvaltning og ved domstolene. Loven trådte i kraft den 3. oktober.
Mar Menor er Europas største strandsø afgrænset mod Middelhavet af en smal landtange. Søens overflade dækker 135 km2 mens den nye juridiske person også omfatter søens opland med et areal på i alt 1.600 km2. Søen ligger i Murcia-regionen i det sydøstlige Spanien og er et yndet turistområde. Søbredden og landtangen er tæt bebyggede og i oplandet drives intensivt landbrug.
Gennem årtier er søen blevet stærkt forurenet med algevækst, iltsvind og massedød af fisk, der især skyldes eutrofiering fra det omkringliggende landbrug. De spanske myndigheder har gennem årene brugt store summer på at genoprette søen, uden at det har hjulpet mærkbart.
For to år siden, efter en særlig slem algesæson, dannedes et borgerinitiativ med det erklærede mål at give søen juridisk personlighed. Efter spansk lov skal et borgerinitiativ, der kan samle en halv million underskrifter, fremsættes som lovforslag for parlamentet. Initiativet fik knap 650.000 underskrifter og ved behandlingen af lovforslaget blev det vedtaget med overvældende flertal i Senatet med 230 stemmer for og kun 3 imod. Det kun sket én gang før i Spanien, at et borgerinitiativ er endt som lov.
Loven argumenterer for en “økocentrisk” fortolkning af lovgivningen og anvender især den spanske forfatnings artikel 45 om miljøbeskyttelse som hjemmel til at tildele søen status som retssubjekt. Lovens præambel fremhæver strandsøen som en del af egnens historie og identitet og når til følgende slutning: “Søen og dens opland overgår fra at være en genstand for beskyttelse, genopretning og udvikling, til at være et subjekt med uløseligt forbundne biologiske, miljømæssige, kulturelle og åndelige egenskaber”. Denne argumentation, opsigtsvækkende i sig selv, lægger sig tæt op ad lignende begrundelser for tildeling af personstatus til floder, f.eks. Whanganui floden i New Zealand.
”En spansk avis omtalte loven under overskriften “Señor Mar Menor”; underforstået at nu skal vi tiltale søen, som var “den” en standsmæssig person. Det var ment i spøg, naturligvis, men der ligger jo en dyb sandhed bag: Vi har fået et nyt væsen ind i kredsen af medskabninger, som nu har fået rettigheder. Vores moralbegreber tilsiger derfor, at “Señor Strandsø” fremover behandles som alle andre og ikke mindst, at vi nu begge er lige for loven.”
Loven tildeler strandsøens økosystem fire rettigheder, der alle bygger på den gryende internationale praksis for naturrettigheder (se herom min tidligere artikel: Naturrettigheder bør skrives ind i Grundloven
Artikel 2 bestemmer at søen og dens opland har: a) ret til at eksistere og udvikle sig naturligt, b) ret til beskyttelse, c) ret til bevarelse af sine arter og habitater, og d) ret til genopretning efter skadevoldelse.
Lovens begreb om ret til beskyttelse indebærer en handlingspligt til at” begrænse, afværge eller nægte tilladelse til sådanne aktiviteter, der formodes at udgøre en risiko eller ulempe for økosystemet.“ Loven pålægger derfor myndighederne og den lokale befolkning pligten til at påse overholdelsen af disse rettigheder.
Lovens håndhævelse bygger på et princip, der kan sidestilles med et værgemål. Det bestemmes således i artikel 3, at der oprettes tre komiteer til varetagelse af økosystemets interesser i enhver sag eller søgsmål i forvaltningen eller ved domstolene. Øverst nedsættes et repræsentantskab med tretten medlemmer, hvoraf de syv til en begyndelse skal udpeges fra det borgerinitiativ, der førte til lovens vedtagelse. Dernæst oprettes en følgegruppe (værgerne) med indstillingsret til repræsentantskabet, der udpeges blandt de berørte kommuner og af interesseorganisationer. Som det tredje nedsættes en videnskabelig komite som bl.a. fastsætter de indikatorer, der skal ligge til grund for repræsentantskabets initiativer til økosystemets bevarelse.
Loven bestemmer i artikel 5 at enhver handling, der anfægter lovens dispositioner “er ugyldig og vil blive påkendt af forvaltningen eller domstolene”.
Til sidst indfører loven et princip om fri påtaleret, idet “enhver fysisk eller juridisk person kan indbringe søgsmål om beskyttelse af økosystemet, der er omfattet af denne lov, hos myndighederne eller for domstolene”. Denne bestemmelse er vidtgående, fordi den ikke forudsætter, at klageren har en retlig interesse i sagen. Princippet om den fri påtaleret genfindes i den internationale faglige debat og er et vigtigt begreb i den fortsatte udvikling af naturrettighederne.
Under lovens debat i det spanske Senat stemte som sagt kun 3 medlemmer imod. Men loven gav ikke desto mindre anledning til stor debat. Modstandere hævdede blandt andet, at loven var noget vrøvl, fordi man ikke kan give rettigheder uden samtidig at pålægge pligter. Og hvad er en søs forpligtelser? Dertil svarede en senator, at søen for længst har opfyldt sine pligter: den ér der, og den yder værdi til mennesker i sin egenskab et økosystem. Og derved blev det.
En spansk avis omtalte loven under overskriften “Señor Mar Menor”; underforstået at nu skal vi tiltale søen, som var “den” en standsmæssig person. Det var ment i spøg, naturligvis, men der ligger jo en dyb sandhed bag: Vi har fået et nyt væsen ind i kredsen af medskabninger, som nu har fået rettigheder. Vores moralbegreber tilsiger derfor, at “Señor Strandsø” fremover behandles som alle andre og ikke mindst, at vi nu begge er lige for loven.
Den spanske lov om Strandsøen Mar Menor er et banebrydende eksempel på naturrettighedernes udforming og gradvise indpas i lovgivningen i disse år – nu også i Europa. Den overvældende tilslutning til loven blandt spanske lovgivere er udtryk for både den enorme opmærksomhed om menneskets forhold til naturgrundlaget, som klimaforandringerne skaber, men også for viljen til at tænke udover vores tilvante forestillinger om de retlige normer for menneskers plads i den omgivende natur.
Den Spanske lov er givetvis kun en begyndelse. Køge Bugt? Var der nogen der sagde Køge Bugt?
Henvisning: Lov 19/2022 af 30 september om anerkendelse af juridisk personlighed for strandsøen Mar Meno og dets opland, Statstidende den 3. oktober 2022. (Ley 19/2022, de 30 septiembre, para el reconocimiento de personalidad jurídica a la laguna del Mar Menor y su cuenca, Boletín Oficial del Estado de 3 octubre 2022).
Pingback: Naturens rettigheder bør sikres i ny naturlov | Gylle.dk