Det gælder om at tage imod de mange gratis glæder, som byder sig til, når septembers himmel er så blå, og meteorologiske sommerdage kommer som perler på en snor. Det sidste har dog også en mere dyster side. Rekordudbruddet af dansk Indian Summer føjer sig til en efterhånden endeløs række af varmerekorder kloden over, i luften såvel som i havet. At rekorder fra den modsatte ende af temperaturskalaen længe har glimret ved deres fravær understreger med skræmmende tydelighed, hvor det globale klima er på vej hen. Men tilbage til glæderne, hvor det sydfynske øhav leverer i rigt mål.
Skarø Rev fortsætter nordpå i en smal, bugtet sandodde så lang, at den næsten når over til Ballen på det fynske fastland. Efter kystfuglenes yngletid er det atter tilladt at færdes på denne enestående havsti – det er som at gå på vandet i øhavet. En dag var der nær spidsen rastende vadefugle, bl.a. ryler af tre arter, på et tiltrængt pitstop på deres ufatteligt lange træk fra højarktisk tundra til tropisk Afrika. Efter at have fyldt kråserne med sandorme og småsnegle, tog en håndfuld islandske ryler sig en lille én på øjet inden næste etape mod syd. De havde lejret sig som små, flade skrukhøns i det lune og bløde opskyl af ålegræs – nogle var ligefrem krøbet under dynen, så kun hovedet stak op. Sjældent har man set noget lignende.
Hjortø kan på denne årstid anduves fra øens vestvendte odde – hvis man ellers har bådlejlighed. Også her er der efter 15. juli atter adgang. På den noget udfordrende og knoldede tur ind mod den karakteristiske sorte mølle blev man på det varmeste mindet om, at det var en meteorologisk sommerdag. Terner, hættemåger, klyder, rødben og præstekraver havde forlagt deres yngleresidenser indenfor digebruddet vest for møllen, og man kunne så passende tage et lille hvil, ligesom rylerne på Skarø, her siddende på store, flade sten og med ryggen op ad møllens solvarme tagpapbeklædning. Men så kom en eskadrille adrætte krikænder susende til og slog ned på strandsøens overflade, og øst for møllen viste der sig at være klire-festival. En sortklire og en hvidklire poserede sammen i glødende omgivelser af grøn rørskov, blåt vand, gule alger og røde salturter.
Drejø kan noget med svaler. Der er flest landsvaler, dem i kjole og hvidt, mange bygger rede og yngler under lystbådehavnenes bådebroer. I løbet af september samler unge og gamle svaler sig på høje stader; bl.a. synes præstegårdstagets udtjente fjernsynsantenne med de mange tværpinde som skabt til de elegante insektædere. En opløftende gnistrende palaver og kvidren strømmer ud fra de mange svalestruber – det synes at dreje sig om planer for den forestående afgang mod Tanzania og omegn.
Man skulle i det hele taget tro, at insektkrisen indtil videre er drejet uden om Drejø og naboøer. Sæsonens sommerfugleliste har passeret tretten arter, og tidselsommerfugl kan nå at blive nummer fjorten. Edderkopperne har haft en storslået septemberfest. Drejøs duggede og stille morgener har budt på så mange nyspundne korsedderkoppespind alle mulige og umulige vegne, at man sjældent har set mage. De ottebenede rovspindlere fyrer meget krudt af til at spinde klæbrigt spind i metervis, spundet sammen til store, kunstfærdigt polygone hjul med eger og lange ophæng, fordi der er noget at komme efter. Der går en del mere i nettene her end hos øhavets få tilbageværende fiskere.
