1700-talssvenskeren Carl von Linné har med rette vundet udødelighed med sine banebrydende tanker om slægtskabsforhold inden for naturens umådelige mangfoldighed: Han navngav en art ved et slægtsnavn, efterfulgt af et artsnavn. Men Linné var samtidig barn af sin tid og mente, at alt levende var til for at tjene mennesket, skabningens herre, og derudover selv kunne tillægges menneskelige eller mytologiske værdier, så som smukt eller grimt, ophøjet eller tarveligt, gudeligt eller dødeligt. Denne holdning kom til at præge meget af hans arbejde, og skønt moderne videnskab har ommøbleret på det meste, er mange af hans navne bevaret – af historiske grunde. Det gælder ikke mindst sommerfuglene.
Synet af sommerens mange arter sommerfugle her på Thurø, og andre steder, har givet anledning til at opfriske noget af den oldtidskundskab, som Linné lagde til grund for sin klassificering af de flagrende skønheder: Han inddelte sommerfuglene i seks klasser efter faldende rangorden, delvis bestemt af størrelsen. Arter fra de to øverste klasser har dog ikke velsignet Sydfyn: Ingen sjældne svalehaler – 1. klasses ”trojanske eller græske riddere”, (helten Odysseus o.a.). Og ej heller Apollo-sommerfuglen, Parnassius apollo, fra 2. klasses ”parnas”, opkaldt efter Zeus-sønnen Apollon, som sammen med muserne beboede Helikon-bjerget i Parnassos-massivet, et stykke nord for Olympia – den er også for længst uddød i Danmark.
Til gengæld er 3. klasse, danaerne, opkaldt efter kong Danaos, talrigt repræsenteret i den danske sommer, bl.a. af de hvide kålsommerfugle og citronsommerfuglen. At disse middelstore, ensfarvede almindeligheder ifølge Linné skulle rangeres over fjerde klasse, Nymphales, nymferne, med deres rigt mønstrede og farvestærke mangfoldighed af takvinger, sørgekåbe, admiraler, tidsel- og perlemorsommerfugle, pletvinger og randøjer, mange af dem store, synes ikke at appellere til hverken intuition eller fornuft.
Og under nymfer og satyrer, guder og helte, når vi ned i femte og næstnederste klasse: plebejerne, det jævne folk. Her er så bl.a. blåfuglene placeret, som plebeji ruralis, bønderne, og bredpanderne som plebeji urbicolae, byens bærme. Det kan så have været en trøst for datidens fattige landarbejdere at have lagt navn til de små, men gudesmukke blåfugle og ildfugle. To arter blåfugle herhjemme har bevaret Linnés slægtsnavn Plebejus. 6. og laveste klasse, barbari, de fremmede, var Linnés skrammelkasse for et væld af udenlandske arter.
Den danske sommerfuglebibel er fortsat ”Danmarks Dagsommerfugle”, fra 1996, overdådigt illustreret og skrevet af vores førende autoritet på feltet, Michael Stoltze. I løbet af de forgangne 25 år er der sket mange ændringer i arternes forekomst – nogle er gået frem, men flere er desværre i tilbagegang og nogle i fare for at forsvinde fra landet. En ny, revideret og udvidet af bogen er på vej og udkommer næste forår.
Alle fotos: Ian Heilmann
