Enhedslistens Maria Reumert Gjerding grillede Lunde Larsen på dagens samråd.

Miljøminister Esben Lunde Larsen (Venstre) er på tilbagetog. Han har utallige gange garanteret for, at udledning fra nye havbrug i Kattegat IKKE vil gå ud over miljøet.  Det er blevet nøje undersøgt, har han fastslået. Stærkt presset af Enhedslistens Maria Reumert Gjerding måtte han onsdag den 14. juni trække i land i et næsten tre timer langt samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Her blev han afkrævet dokumentation for sin bastante påstande. Efter mange og gentagne spørgsmål fra Maria Reumert Gjerding måtte han til sidst indrømme, at udledning fra havbrug vil påvirke havmiljøet. Hvor meget udledningen vil skade, kunne han ikke svare på.  Vedrørende de ”nøje undersøgelser” henviste han til to rapporter. De gav dog ingen dokumentation for de nøje undersøgelser, fastslog udvalgets kritikere af de omdiskuterede havbrug.

Esben Lunde Larsen (V) blev hårdt trængt på samrådet og måtte indrømme, at det miljømæssige råderum er et begreb, som er opfundet af politikerne.

Tilfældige eksperter

Miljøministeren betegnede de eksperter, der har påvist, at udledningen vil skade, og at der ikke findes et miljømæssigt råderum, som tilfældige eksperter.

– Jeg håber de ved, hvad de snakker om. Især, hvordan Helcom (samarbejde mellem alle lande omkring Østersøen og dermed Kattegat, red.) arbejder med miljømæssige råderum. Ellers bør de ikke sige noget, sagde Esben Lunde Larsen.

Miljømæssigt råderum er politisk-administrativt valgt

Det var Marie Reumert Gjerding, der havde indkaldt til samrådet. Hun ønskede dokumentation for, at det miljømæssige råderum findes. Esben Lunde Larsen har hele tiden brugt det miljømæssige råderum som et argument for nye havbrug. Igen hårdt presset af adskillige spørgsmål, indrømmede ministeren, at råderummet er et ”politisk-administrativt valg”.

Begrebet miljømæssigt råderum findes ikke i Helcom-samarbejdet eller organisationens rapporter. I Helcom er man blevet enige om, hvor meget udledningen af kvælstof og fosfor skal reduceres. Danmark ligger under kravet om kvælstofudledning. Derfor mener miljøministeren, at forskellen mellem, hvor meget Danmark må udlede, og det vi rent faktisk udleder, udgør et miljømæssige råderum, som så kan udnyttes til øget forurening.

Trine Torp (SF) kunne ikke få ministerens svar på, om han fortsat ville fylde Kattegat op med forurening i det såkaldte “miljømæssige råderum”.

Dansk enegange

Alle de øvrige lande i Helcom mener ikke, at man bare kan fylde op igen med udledninger til grænsen af det tilladte, når et land først har reduceret udledningen. Dette problem vil blive taget op  i Helcom. Trine Torp fra Socialistisk Folkeparti spurgte – også gentagne gange – om Danmark vil fastholde sin enegang. Det ville Esben Lunde Larsen ikke svare på.

 

“Politikere, der er imod havbrug, har opskræmt befolkningen på Djursland”

Det er de politikere, der er imod nye havbrug, der har opskræmt befolkningen på Djursland med argumenter, der er helt ude af proportioner. Det hævdede miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) på samrådet i Folketingets miljø- og fødevareudvalg onsdag den 14. juni.

Især beskyldte han Enhedslistens Søren Egge Rasmussen for at føre skræmmekampagne mod havbrugene:

– Så vidt jeg ved, vader man ikke rundt i kvælstof på strandene på Djursland, sagde Esben Lunde Larsen. Proportionerne er, at vi kun øger udledningen af kvælstof fra Danmark med 1 procent med de 800 tons ekstra kvælstof og 97 tons fosfor, som landbrugspakken giver mulighed for.

Søren Egge Rasmussen (EL) måtte finde sig i, at Lunde Larsen grinede åbenlyst under hans indlæg.

Iltsvind og algesuppe

Søren Egge Rasmussen afviste ministerens påstande:

– Kvælstof kommer jo ikke galoperende op på strandene. Men på Djursland kender de allerede til følgerne af kvælstof i vandet, nemlig uklart vand, algesuppe og iltsvind. Det vil regeringen gøre endnu værre for at gavne snævre erhvervsinteresser og dermed ganske få mennesker. En procent kvælstof er jo et pænt tal, men ministeren glemmer lige forøgelsen af fosfor med seks procent. Det er et stort og nok så vigtigt tal.

2500 arbejdspladser i Ebeltoft i turisterhvervet

Advarslerne er ikke ude af proportioner, hævdede Søren Egge Rasmussen:

– Der er 2500 arbejdspladser i turisterhvervet alene i Ebeltoft kommune. Det skal ministeren ikke sidde og grine af. (Esben Lunde Larsen sad og grinede under Søren Egge Rasmussens indlæg, red.). Tag hellere og lyt til lokalbefolkningen og borgmestrene på Djursland og Samsø. De advarer højlydt, bl.a. fordi de frygter tab af store turistindtægter. Det er de rigtige proportioner.  

Chr. Poll, Alternativet.

Ingen proportioner i havbrug og kvalitetsfisk

– Ude af proportioner er til gengæld Esben Lunde Larsens påstand om, at vi med havbrugene lever op til en forpligtelse om at producere sunde fisk og skabe arbejdspladser. Sandheden er en anden, sagde Chr. Poll fra Alternativet og fortsatte:

– De ørreder, der skal opdrættes i havbrugene, bliver ikke til kvalitetsfisk. Det er kun rognen, der bliver brugt til eksport til Japan. Der kommer japanere til Danmark blot for at tage rognen ud. Det giver ingen danske arbejdspladser, og der vil kun være få faste arbejdspladser på havbrugene. Så EU’s målsætning og ministerens argumenter om at producere kvalitetsfisk til europæerne for at undgå import af dårlige fisk, holder altså heller ikke, fastslog  Chr. Poll.

Visited 5 times, 4 visit(s) today

Comments are closed.