Noget er rivegalt med de fleste danske strandenge, og en toårig kystfugletælling i 2021-2022 afslører drastiske nedgange især blandt vadefugle, terner og de små måger. Udover naturlige årsager som rovdyr, f.eks. ræv og mår, er øgede menneskelige forstyrrelser en negativ faktor. Læs hele historien her
Strandenge udgør en naturtype så ærkedansk som bøgeskoven. De findes, hvor lavtliggende, åbne arealer i jævn overgang møder lavt og roligt havvand med tidevandsbevægelser. Højvandet strækker sig et stykke ind over engen og aflejrer fint, marint materiale, før det atter trækker sig tilbage – som et langsomt og livgivende åndedrag mellem land og vand, gennem kanaler, loer, som danner bugtede sølvbånd og blå bredninger i strandengens grøntbrogede vådhed. Engen bliver hermed tilført naturlig næring, som sammen med det uhindrede lys giver sammenhængende plantedække med stor produktion, helt ud til kystlinjen og ofte et stykke videre ud i det lave vand.
De mest salttolerante plantearter vokser yderst, bagved afløst af andre, mindre hårdføre. Længere inde igen, med gradvis mere ferske og tørre forhold, skifter floraen karakter, med et væld af andre arter. Siden landbruget nåede Danmark fra syd for ca. 7.000 år siden, har bønder vidst at udnytte disse rige naturressourcer ved at lade kreaturer græsse på strandenge. Det har traditionelt givet en nærmest lykkeligt frugtbar symbiose mellem kultur og natur. Med en artsrig og tilpas afgræsset flora er fulgt et rigt udbud af vadefugle, ænder, terner og måger, smågnavere, padder, svampe og ikke mindst en meget artsrig insektfauna. Som bekendt hænger alt sammen i naturen, forbundet af komplicerede økologiske netværksforbindelser, som det er meget nemt – og bekvemt – at forblive uvidende om.
Noget er rivegalt med de fleste strandenge, ikke mindst dem i Svendborg kommune. En stort anlagt toårig kystfugletælling i 2021-2022, på 108 fynske øer og 24 kystlokaliteter afslører drastiske nedgange over de sidste 50 år for en række arter, især blandt vadefugle, terner og de små måger. Flere ting spiller ind. Udover naturlige årsager som rovdyr, f.eks. ræv og mår, er øgede menneskelige forstyrrelser en negativ faktor. Men der er andre og mere skjulte sammenhænge på færde, bl.a. kemiske. Kokasser huser normalt et rigt og specialiseret insektliv, med bl.a. et stort udvalg af møgbiller, som nedbryder gødningen i lyntempo og dermed cirkulerer næring tilbage til planter og andet liv. Men når kreaturerne bliver givet medicin mod lungeorm og andre indvoldsparasitter, med henblik på øget kødproduktion, forsvinder kokassernes myldrende liv som dug for solen. Konsekvenserne spreder sig som ringe i vand, også til flora og fugleliv.
Hertil kommer negativ påvirkning fra søsiden. Tidevandet kommer i dag ind med meget andet end naturligt materiale, bl.a. for meget kvælstof, som fra markerne inde i landet via dræn og vandløb har fundet vej til de indre farvande. Denne ”tvangsfodring” medfører opvækst af rørskov og krat, som forarmer den oprindelige strandengsnatur.
Strandengenes problemer er med til at udstille det indiskutable modsætningsforhold, der hersker mellem givtig, intensiv drift i land- (og skov-) brug og høj biodiversitet. Kultur og natur går ikke hånd i hånd, og slet ikke, når miljøfremmed kemi er i spil. Fordums symbioser er væk.
Så er der fremtiden, som truer på anden vis. Strandengene bliver de første naturområder, der må overgive sig til et stigende havniveau i et varmere klima, som følger af stadigt stigende indhold af kuldioxid, metan og andre klimagasser i atmosfæren. En konsekvens af vores fortsatte hæsblæsende livsstil og forbrug. Engryler, møgbiller og en hel del mere har ikke lyse udsigter.
