Demokratisk sindede mennesker kan naivt mene, at under en procent af befolkningen næppe kan spille den store rolle i demokratiet, men de tager fejl. Landbrugets gæld og de oppustede værdier, der er skabt af offentlig støtte, giver magt, og staten står i en næsten umulig opgave, hvis eller når den vil købe en væsentlig del af jorden for at sikre klima og natur. Uligheden nu er blevet så stor, at den påvirker hele samfundet og også den politiske beslutningsproces
Kronik af Knud Vilby, fhv. chefredaktør på Information, journalist og forfatter
Det er selvransagelsens tid efter valget til Europa-Parlamentet. Og det er det især for Socialdemokratiet, valgets store taber.
Måske er det værd at se på den stigende ulighed i Danmark. Det kan virke lidt abstrakt. De fleste har det godt. Gini-koefficienten, der måler uligheden, er en vanskelig teoretisk størrelse, og med et buldrende forbrug er det let at overse de fattigste.
Det nye er imidlertid, at uligheden nu er blevet så stor, at den påvirker hele samfundet og også den politiske beslutningsproces. Råderummet for demokratiske politiske beslutninger indskrænkes af den enorme ulighed både i ejerskabet af Danmarks jord og i de økonomiske formuer.
Netop nu ses det i en række politiske beslutningsprocesser. Blandt andet kræver den nødvendige omstilling af landbruget og redningen af både klimaet, fjordene og havet omkring os, at tusinder af hektar jord, specielt lavbundsjord, trækkes ud af produktion.
Men milliarder af kroner i offentlig støtte til landbruget har været med til at presse priserne på landbrugsjord i vejret. Derfor er opgaven med at købe jord tilbage eller på anden måde kompensere landbruget ekstremt dyr.
”I et ekstremt rigt land med et enormt forbrug, må skoler og kommuner ud med tiggerposen for at løse centrale opgaver”
Desuden er kommuner trods ekstraordinære statslige støttemidler ude af stand til at opfylde behovene på blandt andet undervisningsområdet og det sociale område.
De må ikke øge skatterne, og må i stigende udstrækning søge støtte fra velgørende private fonde både i sociale indsatser og på undervisningsområdet, blandt andet til indkøb skolebøger. Skolerne har ikke pengene.
I et ekstremt rigt land med et enormt forbrug, må skoler og kommuner ud med tiggerposen for at løse centrale opgaver.
Fondene og firmaerne tager over
Den voksende ulighed er en central årsag til, at det er så kostbart at gøre det politisk nødvendige – og til at politikerne mangler almindelige handlemuligheder.
Ejendomsretten til Danmarks jord er i dag koncentreret på ekstremt få hænder: 7.000 heltids- og 8.800 deltidslandmænd. I alt ejer langt under en procent af befolkningen omkring to tredjedele af Danmarks jord. De har også en kæmpemæssig gæld, men det ændrer ikke umiddelbart på ejerforholdene og den magt, ejerskabet giver.
Landbrugsstøtten har været med til at fremme stadig større bedrifter og koncentrationen af ejerskab. Demokratisk sindede mennesker kan naivt mene, at under en procent af befolkningen næppe kan spille den store rolle i demokratiet, men de tager fejl.
Gælden og de oppustede værdier, der er skabt af offentlig støtte, giver magt, og staten står i en næsten umulig opgave, hvis eller når den vil købe en væsentlig del af jorden for at sikre klima og natur.
Det er lidt mere kompliceret, når man ser på de gigantiske værdier, som blandt andet er skabt af nogle af Danmarks store og succesrige virksomheder, som vi alle kan have sympati for: Lego, Novo Nordisk, Grundfos og så videre.
”Der er en murrende utilfredshed med tingenes gang og den stadig stigende ulighed”
Men virkeligheden er, at man i en langvarig proces har reduceret beskatningen af formuer og formueudbytte. Senest med regeringens nye iværksætterpakke gør man det endnu mere skattebegunstiget at tjene penge via investeringer frem for via arbejde.
Skattelettelserne fører til en endnu større ophobning af formuer hos private ejere og fonde, men gør det til gengæld vanskeligere for det offentlige at løse de opgaver, der bør løses med samfundets fælles midler.
Skattelettelserne flytter penge fra det offentlige til formueejerne, og som den aktuelle situation viser, må det offentlige så bede formueejerne om at komme det offentlige til hjælp.
Det kan ikke gøres via demokratiske beslutninger – kun via appeller til de rige, og til dem, der administrerer de riges formuer. Fondene og firmaerne overtager vigtige roller fra demokratiet.
Socialdemokratisk svigt
Det er nok primært Socialdemokratiet, der bliver straffet for, at det er kommet så vidt med uligheden.
En markedsdrevet økonomi vil altid have en tendens til at skabe koncentration af magt og formuer. De store bliver større, de små forsvinder.
”Der er altid gode argumenter. Man vil gavne konkurrenceevnen, man vil tiltrække investeringer i konkurrence med andre lande, der også reducerer formueskatter, man vil gavne iværksætteri, og man vil lette generationsskiftet i familieejede virksomheder. Men konsekvensen har været, at samfundet bliver skævere og skævere”
Historisk har det derfor været Socialdemokratiets opgave at reducere denne tendens via omfordeling. Gennem et progressivt indkomstskattesystem og via direkte social bistand til de dårligst stillede, som af den ene eller anden grund står uden for arbejdsmarkedet.
I dag gør Socialdemokratiet det modsatte. Ydelser til de allerdårligst stillede er reduceret meget markant for at øge forskellen i indkomst mellem de lavest lønnede og folk på overførselsindkomst. Det skal kunne betale sig at arbejde.
Samtidig er der gennemført både formue- og indkomstskattelettelser for de mere velstående. Og det fortsætter som nævnt, senest med den nye iværksætterpakke, som ikke blot gavner iværksættere, men endnu en gang gør det sjovere og billigere at være rig.
Der er altid gode argumenter. Man vil gavne konkurrenceevnen, man vil tiltrække investeringer i konkurrence med andre lande, der også reducerer formueskatter, man vil gavne iværksætteri, og man vil lette generationsskiftet i familieejede virksomheder.
Stigende ulighed
Men konsekvensen har været, at samfundet bliver skævere og skævere. Formuer koncentreres, og udviklingen fortsætter. Flere ekstremt rige, flere rigtigt fattige, større opdeling ikke primært mellem land og by, men mellem forskellige typer af boligkvarterer, så den menneskelige kontakt mellem rige og fattige reduceres.
”Forsvarerne for ulighed vil sige, at det er langt værre i mange andre lande. Men det er et dårligt argument”
Vi har det jo stadig godt de fleste af os. Forbruget er stort. Titusinder har råd til at rejse langt for at se en fodboldkamp. Men der er en murrende utilfredshed med tingenes gang og den stadig stigende ulighed. Det er ikke godt for landet, og det er ikke godt for Socialdemokratiet.
Og apropos Gini-koefficienten. Den er et ufuldstændigt mål for indkomstulighed, og er udformet således, at den er nul, hvis indkomsten er fuldstændig lige i et samfund, hvad den aldrig er.
I Danmark var koefficienten 22 tilbage i 1988 og omkring 30 i dag. Den er ikke steget hvert eneste år, men næsten. Og uligheden er derfor markant større i dag end for godt 30 år siden.
Forsvarerne for ulighed vil sige, at det er langt værre i mange andre lande. Men det er et dårligt argument.
Øget ulighed giver flere fattige, det mindsker sammenhængskraften i samfundet og øger ghettoiseringen, og det reducerer de demokratiske muligheder, fordi politikerne tvinges til at bede de rige om hjælp.
bravo