“Her har fromme speltmødre med kurven fuld af økovarer nedladende sendt blikke til de mere ‘prisbevidste’ forbrugere og i al deres hellighed glemt at der ikke findes to jordkloder”.
Det skriver Nina Bjarup, stud.cand.theol. i et engageret indlæg på gylle.dk under titlen “Med lov skal dyr beskyttes”. Læs hele indlægget:
Samfundspagten man som borger i et demokratisk styre indgår i går ud på, at man ved stemmeurnerne afgiver sit mandat. Herefter forventes det at de som har magten også har agten.
Paradoksalt nok har den gruppe som sidder med ansvaret for at lave love og regler formået at tørre ansvaret af på forbrugerne i stedet for at have sat klare og utvetydige retningslinjer og love op til at beskytte dyrene mod overgreb.
Jeg er absolut sikker på, at et stort flertal af danskerne direkte adspurgt, og konfronteret med sandheden om ”industridyrenes” lidelser, øjeblikkeligt ville ønske sig det anderledes. Hvis der en sjælden gang har været pippet det mindste fra Christiansborg, eller den fjerde statsmagt, har Axelborgs raslen med sablerne effektivt lukket munden. Det kunne jo koste både vækst og arbejdspladser…
Myten om den politiske forbruger
Men fremfor at tage det overdragne ansvar på sig, har Christiansborg og Axelborg spillet forbrugerne ud mod hinanden, i en grad, så krigens skueplads er blevet udkæmpet ved indkøbsbåndet.
Her har fromme speltmødre med kurven fuld af økovarer nedladende sendt blikke til de mere ”prisbevidste” forbrugere og i al deres hellighed glemt at der ikke findes to jordkloder, en for de som gerne vil støtte giftigt, dyremishandlende og konventionelt landbrug, og en særlig udvalgt klode tiltænkt de hellige.
Lad os endegyldigt få aflivet myten om, at det er fru Hansen som den politiske forbruger, der ved køledisken bærer ansvaret for, at der gennemføres dyrevelfærd og økologi på bane. Hvilken general ville vælge at sende sine soldater ud én for én foran en velorganiseret hær?
Hvis den politiske forbruger skulle fungere i praksis, ville det kræve, at forbrugeren var i besiddelse af alle informationer om et givet produkt og havde forudsætningerne for at tolke informationerne. Dette er utopisk.
Man må som borger kunne forvente, at man kan overlade det til staten at sikre sin grundlæggende sundhed og sikkerhed, ved at den sørger for, at de produkter, man køber, er produceret på en etisk og økologisk forsvarlig måde, hvor der blandt andet tages de helt nødvendige hensyn til dyrevelfærd og produktionsforhold, som ikke skader naturen.
Frem for at lade det enkelte individ tage kampen op mod industrimastodonter og multinationale selskaber burde vi kunne have tillid til, at det mandat, vi har givet de folkevalgte, bliver løftet, så det afspejler vores reelle ønsker og behov. Det må og skal være industrien, der beviser et hvilket som helst produkts uskadelighed – ikke kun fra vugge til grav, men fra vugge til vugge. Og det må og skal være statsmagtens ansvar at sikre, at dette sker.
Det er politikerne der har magten til at lave landets love og de har længe haft mandat fra befolkningen. Forbrug, vækst og de hellige arbejdspladser har efterladt dem stumme i mælet, og i stedet har de ladet industrien oversvømme os med kemi og lidelse og dækket sig ind under forbrugernes ”frihed” til at vælge.
Når det politiske system så samtidigt har gjort sig til lakajer for videnskaben, og dens evne til enten at bevise eller modbevise et givent produkts uskadelighed, er det forståeligt vi er endt i en miljømæssig og etisk katastrofe.
Statens primære opgave er at sørge for sundhed og sikkerhed, tilsyneladende finder man det på tværs af alle partiskel vigtigere at skabe kunstige arbejdspladser til ophedet merforbrug end at beskytte såvel dyr og drikkevand. Hvis frihed er frihed til at mishandle og forurene vil jeg gerne være fri.
