Med tilladelsen fra forfatteren, Bent Lauge Madsen, Åmand emeritus, bringer vi denne begavede kommentar til forhandlingerne om en ny vandløbslov.
Overskriften er inspireret af The Tragedy of the Commons, Garreth Hardins (amerikansk økolog) artikel i Science 1968 (nr. 162: 1243-1248):
En græsnings fælled, eller en jordklode, fælles for mange brugere, er en begrænset ressource, som vil gå sin undergang, fx. overgræsning, i møde, hvis hver enkelt bruger får lov at til at maksimere sit udbytte. I matematisk analyse er det ikke muligt at maksimere to eller flere variable samtidigt. Geopolitisk er det ikke bæredygtigt at give størst muligt udbytte til flest muligt mennesker.
Skift fælleden ud med vandløbsoplandet, så har vi med Hardins skrift et godt udgangspunkt for den nye vandløbslov, regeringen har barslet med. Her bør fælles administration af hele oplandet (igen) komme i centrum. Oplandet er en begrænset fælles ressource, som de enkelte brugere ikke må maksimere. Den aktuelle ressource er afvandings-kapacitet.
Skæbnefællesskabet for alle, som bor i et vandløbsopland (nedbørsområde), har været erkendt i de tidligste civilisationer. De blev bygget op som ”hydrauliske samfund, ” hvor det først og fremmest handlede om vand til afgrøder, snart fulgt af energiforsyning og værn mod katastrofale oversvømmelser. En forudsætning for samfundenes bæredygtighed var restriktive love og en ubarmhjertig og tyrannisk udøvelse af magt. I Kina bandt man den ledende vandløbsmester til en pæl i floden, hvis en farlig oversvømmelse truede.
I mildere skala har helhedssynet også præget Danmarks ældste vandløbslove og sædvaner. I Jyske lov står fx, at ”du må ikke må fløde anden mands ager. ” Dvs. du måtte ikke få vandet til at løbe hurtigere fra din mark, hvis det kunne betyde, at marker nedstrøms blev mere våde.
Gennem århundreder vidste man, at uddybning og udretning opstrøms gav sandvandring til nedre strækninger med ringere afvanding til følge. Den bekymring sendte stænderforsamlingen i Viborg i 1844 allerunderdanisk til lovgiverne, der tog de nødvendige hensyn i den nye vandløbslov af 1847. I dag kan en borgmester i Haderslev sende vandet hurtigere gennem sine vestvendte vandløb uden at spørge borgmesteren i Ribe, hvad han siger til risikoen for at få mere vand i gaderne.
De gamle loves og sædvaners beskyttelse af nedstrøms borgere blev svækket i senere vandløbslove, idet vandløbsretterne kunne godkende reguleringsprojekter, der ikke gav erstatning til evt. skadelidte nedstrøms. Uanset at vandløbsretten, ifølge Mr. Vandløbslov, Flemming Tolstrups fortolkning ”først og fremmest skal afgøre, om en forelagt plan er forsvarlig i enhver henseende, og før retten har fuldt overblik over planen og dens konsekvens både for deltagerne og for omverdenen, bør den ikke godkendes”, så har retterne nok set mere på bedre afvanding end på de negative konsekvenser, de mange 1900 tals reguleringer taget i betragtning: Efter os syndfloden.
Mens revisionen af vandløbsloven 1982 handlede om at sikre miljø i vandløbene, så er det afledning af øgede regnmængder, der er fokus i regeringens nye planer. Ja, det regner mere, 1 – 2 millimeter mere pr år gennem de sidste 100 år. Og det skulle efter alle himmeltegn blive meget værre, siger vejr-spåmændene. Det er formodentligt alvorligt ment, men jeg vil foreslå at lovudvalget starter med mere jordiske forklaringer- og løsninger. Nogle er meget nærliggende, som Ekstrabladet kunne skrive om i 1970, da Holstebro var ved at skylle væk: Vi sender vandet for hurtigt gennem vandløbene, og det kan vi gøre noget ved.
Og lad os starte med at analysere årsager til nutidens dokumenterbare problemer. Er problemet i vandløbet eller i marken? Er de ens i alle vandløb og i alle landsdele? Så kan luftige spådomme evt. komme bagefter.
I jagten på løsninger er de små vandløb i centrum: De er langt de fleste, de har langt, langt den største snitflade med landskabet. De er leverandører af vandet, og hvad der følger med af fx nitrat. Uanset deres klassifikation og målsætninger, så skal vandet holdes tilbage, eller i det mindste skal vandføringsevnen ikke øges, i de små vandløb. De store vandløb er transportører den sidste vej og her er det afgørende, at deres kapacitet til at klare de store afstrømninger øges. I ådalene er det vigtigste handling at give åen sin å-seng, nødsporet, tilbage.
Vælger man den anden løsning: at sende vandet hurtigere gennem vandløbene, så må vi følge blikkenslagerens lov (Murrays kubiklov): Alle dimensioner i vandløbene skal afpasses hinanden, og der må vel startes ved havet og videre op til den øverste ende? Og måske skal der flyttes nogle byer?
God arbejdslyst.
