Århus-forsker: Rewilding passer ikke til al natur

DEBAT: Rewilding får stigende opmærksomhed, men indtil videre er evidensen stadig begrænset. Man bør derfor være varsom med at sætte bredere naturhensyn over styr og tvinge en forvaltning baseret på et uprøvet koncept igennem.

Det skriver Jesper Bak, seniorrådgiver ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, på Altinget.dk den 26. juni 2019. Vi bringer artiklen her med forfatterens tilladelse.

De tretten grønne organisationer i Det Grønne Kontaktudvalg (DGK) foreslår i et notat om principperne for den fremtidige forvaltning af naturinteresserne på Naturstyrelsens arealer, at forvaltningen af store områder skal baseres på ‘rewilding’. Forslaget skal styrke varetagelsen af de biodiversitetsmæssige interesser og lægger sig ifølge Rune Engelbreth Larsen, medlem af hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening, tæt op ad de videnskabelige anbefalinger til naturdrift.

Det er imidlertid en sandhed med meget store modifikationer.

Rewilding er et begreb, der får stigende opmærksomhed, men den empiriske, videnskabelige basis er stadig begrænset, og litteraturen består mest af essays og debatindlæg. I Europa er det største eksempel på rewilding Oostvaardersplassen i Holland, der er et 5.600 hektar stort areal af indvundet land, hvor der har været et forsøg med rewilding, der ikke kan kaldes en ubetinget succes.

Heden kan ikke være selvforvaltende

Den væsentligste mekanisme til at beskytte biodiversitet på europæisk basis er Habitat- og Fuglebeskyttelsesdirektiverne. Udgangspunktet for Habitatdirektivet er en beslutning om at stoppe tabet af biodiversitet og tilbagegangen i naturareal. Direktivet forpligter alle medlemslande til at gøre en indsats for den (resterende) natur, de har.

Direktivet bygger på en betragtning om, at det er nødvendigt at beskytte alle naturtyper, inklusive de plejekrævende, for at beskytte biodiversiteten, fordi forskellige naturtyper er levested for forskellige arter. Medlemslandene skal således sikre, at tilstanden for alle beskyttede naturtyper er stabil eller i fremgang – og at alle naturtyper på længere sigt skal have gunstig bevaringsstatus.

DGK er opmærksom på habitatforpligtigelserne, men finder det acceptabelt, at en naturtype på et områdes udpegningsgrundlag ændrer karakter og “vokser ud af naturtypen”, under forudsætning af, at samme naturtype fremkommer andetsteds i samme område. Det er formentlig rigtigt.

Der er imidlertid en væsentlig del af det danske Natura 2000-areal, der udgøres af naturtyper, der ikke kan opretholdes som ‘selvforvaltende’ natur, og hvor der ikke kan forventes at opstå nye forekomster på områder, der drives som sådan. Det gælder i særlig grad heden. Der er meget solid evidens for, at der med det nuværende niveau af kvælstofbelastning og grad af eutrofiering ikke i større udstrækning kan skabes ny (indlands)hede ved græsning.

Natur skal ikke kun sikre biodiversitet

Jeg er lige kommet hjem fra et Natura 2000-seminar i Antwerpen, hvor Kommissionen brugte deres afsluttende bemærkninger til at fastslå, at der er en juridisk ramme, og der ikke kan forvaltes mod udpegningsgrundlaget. Man kan naturligvis tænke, at det er ærgerligt, hvis direktiver skal forhindre Danmark i at gøre noget godt for biodiversiteten.

Men man kunne også overveje, om der faktisk er evidens for, at rewilding vil gavne biodiversiteten på større skala. Eller om direktivets antagelse om, at diversiteten af arter bedst sikres ved at beskytte diversiteten i levesteder måske giver mening, selvom det for nogle naturtyper vil kræve en plejeindsats.

Som Friluftsrådet har peget på, har vi desuden ikke kun natur for at sikre biodiversitet. Den danske naturbeskyttelseslov har et bredt sigte om at beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter, deres levesteder og de landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier, der er knyttet dertil.

Husk de bredere hensyn

Man må håbe, at den kritik der har været af Naturstyrelsen, ikke mindst i Altinget, og det igangværende serviceeftersyn ikke fører til, at de bredere hensyn svigtes, og der i stor skala gennemtvinges en forvaltning baseret på et uprøvet koncept.

Der tegner sig en enighed om, at vil skal have mere natur i Danmark, og også større og mere sammenhængende naturområder. Det vil være oplagt, at en del af dette areal kan skabes ved at stoppe skov- og landbrugsdrift på statslige arealer. Det bør imidlertid alvorligt overvejes, hvor – og i hvilket omfang – det vil være nødvendigt at foretage en restaureringsindsats for at fjerne næringsstoffer og genskabe naturlig hydrologi; og hvad den fremtidige drift/pleje skal være.

En vis indsats vil være nødvendig for at skabe det bedste udgangspunkt for den kommende natur og sikre diversiteten i naturtyper og landskabelige-, kulturhistoriske- og rekreative hensyn.