Det skal være slut med at dyrke lavbundsjorder som den gamle højmose Maglemose på Falster, hvis vi skal stoppe klimaforandringerne. Foto: Knud Haugmark

Flere af løsningerne på landbrugets klimaudfordring kender vi ikke endnu, men et bredt fagligt funderet nationalt center vil kunne udvikle dem og koordinere ny forskning og teknologiudvikling, skriver Connie Hedegaard og Brian Bech Nielsen, hhv. bestyrelsesformand og rektor, Aarhus Universitet, i en opsigtsvækkende kronik

KRONIK: Aarhus Universitet vil skabe et nationalt center for bæredygtig omstilling i landbruget, som skal koordinere forskning og teknologiudvikling. Det skal sikre, at vi kommer i mål med 2030-målene, skriver Connie Hedegaard og Brian Bech Nielsen i en fælles kronik på Altinget.dk, 29. september 2020. Vi bringer nogle uddrag

En succesfuld grøn omstilling af landbrugssektoren er en forudsætning for at løse disse udfordringer, og i Danmark har vi en unik mulighed for at vise vejen frem: nemlig i kraft af vores stærke forskningsmiljøer og vores solide landbrugs- og fødevaresektor. Foto: Mogens Engelund

Et af regeringens udvalgte forskningstemaer i udmøntning af de 750 millioner kroner til ”grøn forskning” er ”klima- og miljøvenlig landbrugs- og fødevareproduktion”. Den prioritering er både vigtig og helt rigtig – set i forhold til de udfordringer, Danmark står over for.

Rektor Brian Bech Nielsen, AU

Lige nu har vi alle fokus på COVID-19 som det altoverskyggende problem, men løfter vi blikket, kan vi se, at denne pandemi er en bakketop i det store bjerglandskab, vi står midt i. Klimaforandringerne holder ikke pause, og hvis vi for alvor skal bremse udviklingen, er den grønne omstilling af landbrugs- og fødevaresektoren en af de helt afgørende nøgler.

Vi står ansigt til ansigt med tre meget store udfordringer: trods mange bestræbelser udleder vi fortsat alt for store mængder af klimagasser; samtidig stiger verdens befolkningstal – dvs. flere munde at mætte og et yderligere pres på jordens dyrkbare arealer; og endelig er biodiversiteten under pres overalt på kloden som følge af menneskelig aktivitet.

“Dansk landbrug og fødevareproduktion er nået ufattelig langt, men der er behov for en række helt grundlæggende forandringer af dyrkningsmetoder, i fødevareproduktionen og også i forbrugernes adfærd.”    Connie Hedegaard og Brian Bech Nielsen, hhv. bestyrelsesformand og rektor, Aarhus Universitet

En succesfuld grøn omstilling af landbrugssektoren er en forudsætning for at løse disse udfordringer, og i Danmark har vi en unik mulighed for at vise vejen frem: nemlig i kraft af vores stærke forskningsmiljøer og vores solide landbrugs- og fødevaresektor.

Dansk landbrug og fødevareproduktion er nået ufattelig langt, men der er behov for en række helt grundlæggende forandringer af dyrkningsmetoder, i fødevareproduktionen og også i forbrugernes adfærd. For nu at bruge et klassisk, dansk ord: Der skal disruption til.

(…)

Skal 500.000 hektar landbrugsjord omdannes til naturarealer, vil det også ramme de arealer, der bruges til produktion af svinefoder til den enormt store danske svineindustri. Privatfoto

Aarhus Universitets vision er et nyt fælles, nationalt center for bæredygtig omstilling af landbruget, og med den ekspertise, vi allerede har på Aarhus Universitet og de andre universiteter samt i erhvervslivet, kan et sådant center komme hurtigt i gang.

Vi får brug for både nationale og europæiske midler i betydeligt omfang, for ambitionerne er og skal være høje. Centerets mål skal være at udvikle og demonstrere løsninger på stor skala, der opfylder tre overordnede mål:

  1. En meget væsentlig reduktion af landbrugets klimagas-udledning

I de 30 år, der er gået fra 1990 til 2020, er der opnået en reduktion på 3,1 millioner ton CO2-ækvivalenter. Med de aktuelt planlagte tiltag kan udledningen reduceres med yderligere 2,7 millioner ton frem mod 2030. Dette er langtfra nok.

En målsætning om for eksempel 70 procents reduktion vil indebære, at udledningerne skal reduceres med yderligere 7-8 millioner ton.

Centeret skal derfor sikre, at der anvises løsninger, så dansk landbrug kan yderligere reducere udledningerne meget væsentligt i de kommende 10 år og føre os ad vejen hen mod klimaneutral produktion.

  1. Omlægge en femtedel af det dyrkede areal til natur med høj biodiversitet

Landbrugsarealet skal reduceres med godt 500.000 hektar inden 2030, hvoraf omkring en tredjedel er lavbundsjorde med stor klimagasemission. De resterende to tredjedele udvælges med henblik på at sikre høj biodiversitet.

  1. Øge produktiviteten og værdien af landbrugsproduktion med 20-30 procent

Nye, cirkulære landbrugssystemer skal kompensere for den reduktion i landbrugsarealet, som følger af omlægningen til fri natur. Samtidig skal landbrugets årlige udledning af kvælstof til vandmiljøet reduceres til omkring 42.000 tons årligt i overensstemmelse med vandrammedirektivets krav.

(…)

I science fiction-romaner sender man ofte en fortrop ud for at udforske nye verdener. Det er den rolle, det nationale center skal have: En pioner i den globale klimakamp. Og det er lige nu, vi skal forpligte os i fællesskab.

Universiteterne skal i tæt samarbejde med landbruget, fødevaresektoren og politikerne få sendt fortroppen godt af sted – med forskning, praksis og erhvervets erfaring som det brændstof, der skal sikre, at vi udvikler de løsninger, der får os i mål.

Redaktionen spørger: Hvad siger Landbrug & Fødevarer – og hvad siger Bæredygtigt Landbrug?

Den afgående formand for lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer bryder sig ikke om kronikken fra Aarhus Universitet. Overhovedet ikke.

I sit ugentlige hyrdebrev til agroproducenterne skriver formanden, minkavler Martin Merrild blandt andet:

Floskler og afkoblet fra virkeligheden

Det virker ikke som forskning for mig. Det virker mere som noget, et politisk parti kunne finde på at melde ud – krydret med floskler, afkoblet fra virkeligheden og helt uden antydning af analyser af betydningen for økonomi og beskæftigelse i det danske samfund.

(…)

Mærkelige drømmerier

Så lad os lige sætte bremserne i for mærkelige drømmerier om 500.000 hektar, hvor vi vil begynde at række langt ind i god og produktiv landbrugsjord. Det er trods alt en femtedel af den danske landbrugsjord, universitetet taler om. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi ser bort fra virkeligheden og hensynet til arbejdspladser, eksport og ikke mindst brødfødning af en stadigt stigende verdensbefolkning med sunde madvarer produceret på en bæredygtig måde.

Martin Merrild

Formand Landbrug & Fødevarer”

Martin Merrild forlader posten som formand for Landbrug & Fødevarer til november 2020. Hans afløser kendes endnu ikke.

Totalt tåbeligt

Landbrugets protestorganisation Bæredygtigt Landbrug er heller ikke begejstret for forslaget fra Hedegaard og Bech Nielsen. Foreningens talsmænd taler om ”mindelser om sovjetrussiske tilstande” med et forskningscenter, hvor alle konklusioner er givet på forhånd. I et indlæg på Altinget.dk giver foreningen det glatte lag til de to forslagsstillere:

(…)”Det er totalt tåbeligt, at man på den måde på forhånd låser forskerne til, at det skal handle om udtagning af landbrugsjord. Ledelsen på AU må da vide, at de beregninger, der er på området, er omgivet af enorm usikkerhed.”

”Har vi ikke længere forskningsfrihed i Danmark? AU-ledelsens forslag bringer mindelser om sovjetrussiske tilstande. Og man kan jo med rette spørge, om vi fremover overhovedet kan have tillid til, at AU kan foretage uvildig myndighedsbetjening for staten?”

 

Visited 3 times, 1 visit(s) today

Skriv en kommentar