Godsejer Johan Koed-Jørgensen er kendt som grå eminence for Bæredygtigt Landbrug og har afholdt store stævner for utilfredse landmænd på det smukke Aakær Gods.

Efter blot fire måneder kaster sagfører Hans Jørgen Sønderby Christensen håndklædet i ringen. Ganske kortfattet har Sønderby Christensen den 16. august 2018 meddelt byretten i Århus, at han ikke længere optræder som sagfører for den kontroversielle godsejer Johan Koed-Jørgensen fra Aakær Gods i Østjylland.

I en mail til det lokale medie Ørting-Falling posten begrunder Sønderby Christensen sin opsigelse med, at han ikke magter at føre sagen, fordi den rummer for mange ”komplekse og voldsomt tidskrævende aspekter, som er helt særegne for godset.”

Meddelelsen er opsigtsvækkende, da det var Sønderby Christensen som udformede den 14 sider lange stævning mod Odder Kommune, som godsejeren afkræver en erstatning på 39 mio. kr. for påstået indtægtstab på grund af kommunens angiveligt manglende vedligeholdelse af nogle vandhuller og vandløb på godsejerens ejendom.

Hans Jørgen Sønderby Christensen.

Uklare begrundelser

Stævningen blev indgivet den 16. april i år af Sønderby Christensen ved byretten i Århus, så han må have haft fuldt overblik over sagens ”komplekse” aspekter.

Hvad angår det ”voldsomt tidskrævende” aspekt, kan det virke besynderligt som begrundelse for at trække sig, da Sønderby Christensen som BL-sagfører netop tjener sine penge på den slags højt profilerede sager. Jo mere tidskrævende desto større honorarer.

Endelig er der det ”særegne” ved godset og de 76-årige godsejer Johan Koed-Jørgensen. Hvad bemærkningen dækker over er ganske uklart, men sandsynligheden taler for en konflikt mellem sagfører og godsejer som den reelle årsag.

Ikke noget hokus-pokus

Godsejerens faste husadvokat gennem en menneskealder, højesteretssagfører Anker Laden-Andersen fra firmaet HjulmandKaptain, overtager sagen efter Sønderby Christensen.

Anker Laden-Andersen.

I Horsens Folkeblad den 5. september 2018 afviser Laden-Andersen, at sagen skulle være specielt kompleks eller tidskrævende.

– Jeg skal have lidt tid til at læse den op, ellers er der ikke noget hokuspokus i det, siger højesteretssagfører Anker Laden-Andersen fra firmaet HjulmandKaptain til avisen.

– Jeg har været advokat for godset i mange år og blev spurgt, om jeg ville tage sagen, da den blev startet. Jeg vidste godt, det var noget principielt, men jeg havde ikke tid dengang.

Anker Laden-Andersen skal onsdag mødes med Johan Koed-Jørgensen for at diskutere sagen.

– Sagen er principiel, men den er ikke nødvendigvis kompliceret, mener advokaten.

Habilitetsproblemer

Hans Jørgen Sønderby Christensen er partner i firmaet Sønderby Legal, der også er advokatfirma for foreningen Bæredygtigt Landbrug, hvor Johan Koed-Jørgensen er medlem. Der er tale om et ganske ungt firma, der blev stiftet så sent som 1. oktober 2016.

Indtil da havde de to sagførere været kolleger i en årrække hos firmaet HjulmandKaptain.

I en pressemeddelelse 4. oktober 2016 begrundede HjulmandKaptain afskeden med Sønderby Christensen med henvisning til hans voksende engagement i Bæredygtigt Landbrugs mange stævninger:

”Baggrunden herfor er, at det er uforeneligt for Hans Sønderbys virke som advokat for landbrugsorganisationer at føre sager både for og imod offentlige myndigheder, navnlig kommuner. Dette har givet habilitetskonflikter i forskellige situationer.

Konsekvensen af ovennævnte betyder, at Hans Sønderby har valgt at udtræde af HjulmandKaptain og starter ny virksomhed andetsteds. Alle medarbejdere på Randers-kontoret overgår til dette firma, hvorved HjulmandKaptains kontor i Randers er lukket, og vi overvejer fremtiden i Randers.”

BL-sagfører trækker sig fra BL-godsejers millionsøgsmål mod Odder Kommune

Visited 21 times, 7 visit(s) today