IMG_9629
Ole Jeppesen er uddannet historiker.

Danske landmænd har svært ved at dyrke tilstrækkeligt proteinholdigt korn og ”dansk korn i dag er så fattigt på protein, at det end ikke kan bruges som dyrefoder”, siges det. Vi er vant til at høre landbruget klage. Men denne gang er det helt galt, hverken brødhveden, maltbyggen eller foderkornet er godt nok. Hvordan er det gået så galt?

Det skriver Ole Jeppesen i denne kronik, der blev bragt i Fyens Stiftstidende 10. august 2015.

Årsagen er angiveligt, at de danske bestemmelser, for anvendelse af gødning, er for restriktive, samt at planterne ikke får næring nok. Men er det hele sandheden?

Førhen var rug det vigtigste brødkorn. Hvede var en luksusvare, anset som finere og bedre for mere dannede mennesker, men flertallet spiste kun hvede ved særlige lejligheder. Opdagelsen af proteins betydning for biologisk vækst midt i 1800-tallet førte til store forandringer i landbrug og fødevareproduktion, bl.a. fordi proteinrige animalske fødevarer kunne give en stærkere og mere arbejdsdygtig befolkning.

HvedehøstTo hvedesorter fik titlen: ”den danske hvede”. J. Hofman Bang skrev i 1843 om ”den dansk brune hvede”, som indtil da blot var benævnt ”den brune hvede” – altså uden nationalitet. Den brune farvenuance var typisk for den hvede, der fandtes i Østersø-egnene, idet hveden udviklede egenskaber og karakter afhængig af jordbund og klimapåvirkninger. Den var mere robust end den engelske ”hvide hvede”, der til gengæld blev anset som finere.

Hofman-Bangs betegnelse af den brune hvede som dansk, var nok udtryk for nationalromantik, men opsvinget i dansk korneksport gav også behov for ”branding” af den danske hvede. Det lykkedes godt – i 1862 blev dansk hvede overalt i England omtalt som ”the strong danish wheat”.

Danske landmænd ”tiltrak” forskellige hvedesorter, der ofte gav godt i de første år. Nogle af de nye sorter var stivere i strået, gik derfor ikke så let i leje og passede dermed godt til ”det fremadskridende landbrug”. Det gjaldt f.eks. Hallets hvede, der var udbredt i 1860erne, men som i 1870 fik en hård kritik fra Hage og Puggaard, som opfordrede til ikke at dyrke den, fordi bagekvaliteten var dårlig. Et parti Hallets hvede til Skotland var så klumpet, at køberne ikke ville have det og køberne var enige i kritikken af de ”frugtbare” engelske hvedesorter.

Hvede
Billede af Squarehead Hvede, fra Vilmorin-Andrieux, 1880.

På trods af kritikken, blev der stadig søgt nye hvedesorter. I 1874 fandt Markfrøkontorets direktør J. L. Jensen Squarehead hveden i Skotland. Et stort kvantum blev indført og fire år senere blev den dyrket på mere end halvdelen af det danske hvedeareal.

Men i vinteren 1880/81 blev Squarehead hveden ødelagt af frost og hvedehøsten slog totalt fejl. Handelsmøllerne, som havde en meget stor eksport af hvedemel, klagede derfor over dens sårbarhed, men også over at den var vanskelig at formale og havde et dårligt glutenindhold. Landbruget og J. L. Jensen fik skylden.

Direktøren for Kbh. Dampmøller Rud. Schmidt udtalte på et offentligt møde om sagen, at evnerne ikke svarede til viljen! – Der var sket forbedringer i forhold til mejeridrift, opdræt og bygavl, men hvad angik hvedeproduktionen lod landmanden sig lede af foldudbyttet. I Sverige havde man været mere forsigtig, og den svenske hvede var bedre.

Vilkårene for dansk hvededyrkning blev forandret. De danske handelsmøller var allerede o. 1870 begyndt at importere hvede, idet gode dampskibsforbindelser og øget hvededyrkning i Rusland og USA havde gjort det muligt, som de blandede med den danske hvede og som udgjorde størstedelen af hveden i de bedste melkvaliteter. Derfor kunne danske handelsmøller fortsat fremstille prima hvedemel og den store eksport af hvedemel fortsatte indtil midt i 1890erne.

Handelsmøllerne i Danmark ønskede told og støtteordninger på hvede og mel som i vores nabolande, men det ønskede landbruget ikke. Landbruget var ikke længere afhængig af indtægter fra kornsalg. Det kunne bedre betale sig at producere animalske fødevarer, som krævede import.

Efter den katastrofale høst 1880/81 blev der iværksat et stort forsøgsprogram for at finde hvedesorter, der passede til danske forhold, dvs. med stor ydeevne, var hårdføre og som havde den kvalitet, som møllerne efterlyste. Forsøgene var anlagt, med omfattende dyrknings- og bagningsforsøg på meget store forsøgsparceller, fordi man håbede på at få så meget såsæd, at der hurtigt kunne indføres en bedre sort.

Forfatningskampen (venstre) krævede en justering af forsøgene i 1884. Forsøgene skulle fortsætte uden at træde ”landmændenes interesser for nær”. Forsøgene endte med en lovprisning og anbefaling af Squarehead hveden, selvom handelsmøllerne stadig var kritiske overfor den – men de kritiserede ikke offentligt, da de havde lært, at ”klager ikke frugte”. I 1896 konkluderede forsøgsleder Chr. Sonne, at Squarehead hvede havde vundet indfødsret og kunne kaldes ”Dansk hvede”, som den også blev kaldt i Tyskland, og at det var den hvede, der passede bedst til dansk landbrug. Forsøgene havde vist, at det var muligt at dyrke andre hvedesorter, men det kunne ikke betale sig at dyrke dem, fordi de ikke blev afregnet med en tilstrækkelig merpris.