Fødevareminister Dan Jørgensen (S) synes fast besluttet på at underløbe Ombudsmandens klare afgørelse i sagen om de hemmeligholdte MRSACC398-svinefabrikker.
Til trods for at ombudsmand Jørgen Steen Sørensen fremlagde sin afgørelse 6. juni 2014, hvori det blev fastslået, at de smittefarlige virksomheders identitet er at betragte som miljøoplysninger, fordi bakterierne spredes til miljøet, har fødevareministeren besluttet at udsætte offentliggørelsen på ubestemt tid.
Den umiddelbare anledning til udsættelsen angives at være en “stævning” fra den private interesseorganisation Landbrug & Fødevarer. Organisationen kæmper indædt for en total hemmeligholdelse af alle MRSACC398-oplysninger, og da fødevareministeren også selv går ind for en hemmeligholdelse, er stævningen kommet særdeles belejligt.
Selve ordlyden i stævningen er ikke kendt. Den vedkommer kun L&F og ministeren, synes man at mene. I et afslag på aktindsigt i stævningens indhold skriver cand.jur. Beatrice Fogh Larsen på vegne af Fødevareministeriet, at folk godt ved, at Landbrug & Fødevarer har stævnet ministeriet, så det må være nok: “Den nærmere juridiske redegørelse hvorfor, anses ikke for offentligheden at være strengt nødvendigt at kende”.
Massefremstillede protester
Det vides dog, at stævningen baserer sig på 13 høringssvar, der er sendt fra Landbrug & Fødevarer på vegne af 13 udvalgte svinevirksomheder fra den “hemmelige” MRSA-liste.
Allerede i 2011 modtog Landbrug & Fødevarer underhånden en kopi af den liste, offentligheden hidtil er blev nægtet indsigt i. Listen indeholder angiveligt ca. 50 virksomhedsnavne, og med den i hånden har det været muligt for L&F at kontakte de smitteramte og tilbyde kreativ bistand til høringsvarene.
Samtlige 13 høringssvar er skrevet på samme computer hos Landbrug & Fødevarer, og teksterne er fuldstændigt enslydende bortset fra to små variationer. Det drejer sig dels om eksempler på de påståede økonomiske skadevirkninger af en offentliggørelse samt eksempler på risici for “stigmatisering” af ansatte og ejerfamilier og deres børn.
Kræver ulovlig hemmeligholdelse
I samtlige høringsvar gøres det gældende, at det vil få økonomiske konsekvenser for produktionen og salget af grise, hvis det bliver kendt, at en virksomhed er smittet med MRSACC398. Blandt påstandene er følgende:
* vanskeligt at sælge sine grise til fuld pris og at finde nye aftagere
* ikke kunne eksportere grise til udlandet
* svært at tiltrække kvalificeret arbejdskraft
* befolkningen vil blive nervøse for at spise svinekød
Fælles for samtlige høringssvar er helt åbenlyst, at Landbrug & Fødevarers jurister negligerer købelovens krav om fuld oplysningspligt om smittefarlige bakterier samt arbejdsmiljølovgivningens krav om orientering til alle medarbejdere om eventuel bakterie-forurening i den såkaldte APV. Det er således ikke i overensstemmelse med lovgivningen at hemmeligholde grisenes smittestatus for hverken købere eller jobsøgende.
De økonomiske konsekvenser dramatiseres ganske meget i høringsvarene. En fabriksejer hævder, at der “vil også være en reel risiko for at kreditorerne vil komme og havde deres udlån indfriet”, hvis det kommer frem at virksomheden er MRSA-smittet. Vedkommende varsler derfor et erstatningskrav mod Fødevareministeriet på “op til 50 mio. kr.”, hvis hans identitet bliver gjort kendt.
En anden virksomhedsejer mener, at offentliggørelsen vil føre til”en tvangsauktion og deraf følgende personlig konkurs, samt fraflytning uden tvivl “vil medføre ekstrem risiko for en depression hos undertegnede”.
Nej til grillaften hos MRSA-bonde
Det andet fællestræk ved høringsvarene er påstande om massiv “stigmatisering” af ansatte, ejerfamilier og ikke mindst deres børn, hvis hemmeligholdelsen bliver brudt. Her er en række udvalgte påstande:
* der vil blive set ned på medarbejdere der arbejder med svine-MRSA
* hustruen vil blive fyret, hvis det kommer frem at virksomheden er inficeret
* “unødig risiko for had og kommentarer fra nabolaget til mine ansatte, min familie og jeg”.
* den blotte mistanke om MRSA vil støde folk væk
* naboerne vælger ikke at komme til grillaften, alene baseret på at vi jo kunne have MRSA-bakterier
* at vi skal behandles som spedalske, når vi kommer til lægen eller på hospitalet.
Hvad angår den sidste påstand, er det allerede sådan, at man selv skal oplyse om svinekontakt ved henvendelse til læge og hospital, så sundhedsvæsenet kan tage de nødvendige forholdsregler til indkapsling af smittefaren.
I forbindelse med ombudsmandens behandling af sagen, der strakte sig over to år, har der været flere muligheder for at fremlægge dokumentation for alle disse påstande, men det skete aldrig, og de aktuelle høringssvar adskiller sig ikke fra tidligere høringer. Der savnes helt og aldeles dokumentation for samtlige påstande.
Statens Serum Institut har også fremført påstande om risici for stigmatisering af ejerfamilier og ansatte, hvis hemmeligholdelsen brydes, men trods efterlysning af dokumentation fra samtlige hospitaler og hygiejneenheder over hele landet, har SSI aldrig været i stand til at fremlægge andet end rygter og formodninger.
Hvad med de rene svin?
Derimod har hverken Fødevareministeriet, SSI eller Landbrug & Fødevarer overhovedet beskæftiget sig med den overvældende risiko for en helt igennem usaglig og overdramatiseret stigmatisering af hele svinebranchen som resultat af den konsekvente hemmeligholdelse.
For de svinevirksomheder, der stræber efter at holde deres sti ren for de smittebærende svin som f.eks. SPF-selskabet, er der en åbenlys risiko for at blive slået i hartkorn med de hårdnakkede MRSA-benægtere og derigennem lide betydelige økonomiske tab.
