Skal de danske svineproducenter klare sig gennem det økonomiske uvejr i kølvandet på Danish Crowns nedtur, får de brug for hjælp fra deres politiske venner. Privatfoto

Verdens største eksportør af svinekød er på økonomisk nedtur, men strategien for overlevelse bremses af de mange millioner svin, der skal aftages

Jais Valeur. Pressefoto: DC

Trods protester og advarsler gennem de seneste 25 år har de danske svineproducenter hårdnakket holdt fast i, at stadig flere svin er vejen frem. Med denne strategi er det lykkedes dem at gøre Danmark til verdens førende svinenation med en årsproduktion på 42 millioner dyr, og med den producentejede slagterivirksomhed Danish Crown som verdens største eksportør af svinekød. Imidlertid har satsningen vist sig at være en katastrofe ikke bare for miljøet og det gode naboskab ude på landet, men også for producenterne selv. Det aktuelle sammenbrud i Danish Crowns konkurrenceevne afslører hvorfor.

Det skriver bl.a. nyhedsmediet Finans 1. februar 2023, der har talt med Danish Crowns direktør. Vi bringer nogle citater fra samtalen.

Gang på gang er de danske svineproducenter blevet kritiseret for at satse ensidigt på bulk, dvs. store mængder uforarbejdet kød og på eksport af levende svin til slagtning i andre lande, der så har scoret både jobs og økonomisk gevinst ved forarbejdningen. Eller kort sagt – en alt for lav forædlingsgrad og et alt for stort salg af uforarbejdet kød har karakteriseret den katastrofale strategi, der er ved at kører Danish Crown i sænk.

Overfor Finans indrømmer Jais Valeur, adm. direktør for Danish Crown, den fejlagtige satsning:

Danmark er hele verdens svinesti med langt flere svin end mennesker.

»Det er vores svageste punkt – det er vi meget åbne og ærlige omkring. Vi forædler en alt for lille del af det kød, der kommer ud af vores slagterier. Derfor har vi et mål om, at vores forædlingsgrad skal fordobles,«

Taber 250 kr. på hvert svin

Spanien er hastigt på vej til at begå samme fatale fejl som Danish Crown ved at satse mere og mere på industrikød i stedet for den høje grad af forædling, der hidtil har karakteriseret det spanske marked. En skinke som den på billedet, der er fra en slagterforretning i Las Palmas, Mallorca, sælges til 1700 kr. /kilo. Privatfoto

Slagterigigantens indtjening og konkurrenceevne er de seneste uger nærmest kollapset i kølvandet på en hård opbremsning i eksporten til Asien. Normalt aftager de fjerne markeder uden for EU omkring 50 pct. af alt det kød, der kommer ud af Danish Crowns slagterier. Den seneste tid er eksporten ud af EU imidlertid styrtdykket og tegner sig nu kun for 25 pct. af Danish Crowns salg.

Det betyder, at i omegnen af en fjerdedel af hele Danish Crowns tonnage skal omdirigeres og i stedet sælges som uforarbejdede delstykker på industrimarkederne i Europa. Det sker i en blodig konkurrence på et marked, som for tiden er overforsynet i en grad, så priserne er banket helt i bund.

”Situationen er alvorlig for vores ejere. Deres produktionsomkostninger er markant højere end salgsprisen på deres grise,« erkendte Jais Valeur tidligere overfor Finans. For den gennemsnitlige landmand er produktionsomkostningerne pr. kilo svinekød nu omkring 2,8 kr. højere end Danish Crowns svinekødsafregning. Dermed nærmer tabet pr. svin sig 250 kr.

Finans har spurgt Jais Valeur, om også Danish Crown ligefrem taber penge på sin del af forretningen.

»Det kunne jeg måske godt svare på, men det vil jeg ikke,« fastslår Jais Valeur ifølge Finans.

Jais Valeur lægger dog ikke skjul på, at Danish Crown befinder sig i en yderst sårbar position som stor underleverandør af uforarbejdede råvarer til industrimarkederne. Danish Crown kan kun håbe, at der hurtigt kommer gang i eksporten til Asien igen, men på de indre linjer arbejdes der intenst på at mindske afhængigheden af industrimarkederne i Europa.

Ti millioner døde småsvin om året er den tragiske konsekvens af opbygningen af verdens største svinenation. Det betyder, at der dør et småsvin hvert tredje sekund i en danske svinekødsfabrik. Foto: Søren Wium-Andersen

»Ambitionen er, at vores forædlingsgrad skal fordobles til 25 pct. inden 2026. Vi er i fuld gang med at bygge en kæmpe forædlingsfabrik i Storbritannien, og der kan komme flere lignende fabrikker i andre lande – også uden for EU,« siger Jais Valeur til Finans.

For mange svin, indrømmer DC

Ved at sende en større del af tonnagen gennem forædlingsfabrikker, mindsker Danish Crown afhængigheden af industrimarkederne. Samtidig rykker koncernen længere frem i værdikæden, tættere på forbrugerne, hvor indtjeningsmarginerne er højere og mere stabile. Paradoksalt nok opstår der så et nyt problem, der er i direkte konflikt med strategien som verdens største svineproducent. Koncernen risikerer at drukne i svinekød, hvis en større del skal kunne forædles.

Det er ikke nogen nyhed, at rollen som underleverandør af råvarer er farlig som demonstreret af den hårde opbremsning af eksporten til Kina. Alligevel fremgår det af Danish Crowns nyeste årsregnskab, at forædlingsgraden i koncernens største forretningsenhed – som også hedder Danish Crown og omsætter for 45 mia. kr. – blot er 12,9 pct.

De daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) betalte to kinesiske madbloggere for at rejse til Danmark, hvor de skulle skrive positive artikler om dansk svineindustri og om ministeren. Her er de to kinesiske journalister/bloggere Angela Yang (i midt) og Yoyo Sun (nr. 2 fra venstre) fotograferet sammen med Esben Lunde Larsen (th.) og prinsesse Marie samt en ikke navngiven kinesisk deltager i fødevaretopmødet.

»Det er alt for lavt, og vi har accelereret arbejdet med at gøre noget ved det. Realiteten er bare, at det er en kæmpe opgave at løfte, fordi vi har så mange grise – omkring 13 mio. slagtninger årligt,« siger Jais Valeur til Finans.

Han medgiver, at de udfordringer, som Danish Crown lige nu er ramt af, ikke er af ny karakter. Strategien med den lave forædlingsgrad og konsekvensen – salget af uforarbejdede delstykker til industrimarkederne – har ofte været kritiseret både politisk og af miljøgrupper, fordi gevinsten ved forædlingen ’foræres’ væk, hvorimod problemerne med de enorme gyllemængder efterlades i Danmark.

Danish Crown har annonceret, at man vil fyre 150 funktionærer. Afskedigelserne er led i en plan, der skal give besparelser på cirka 400 millioner kroner, og den kommer efter et 2022, hvor Danish Crown havde en svag konkurrenceevne. Det har også kunnet mærkes hos griseproducenterne, for afregningen for slagtesvin faldt med 1,50 kroner pr. kg i løbet af 2022. Det har betydet, at Danish Crown nu betaler langt mindre til andelshaverne end sine europæiske konkurrenter. Og ser man ud i fremtiden, vil koncerndirektør Jais Valeur ikke udelukke, at det bliver nødvendigt med hårdere tiltag. Det skriver Effektivt Landbrug 31. januar 2023. Skærmbillede

Danish Crowns vaklende position bliver lige nu udstillet i helt ekstrem grad, fordi den normalt store og lukrative eksport af udskæringer til Asien ligger underdrejet, hvilket gør det nødvendigt at øge salget i Europa. Den lave forædlingsgrad betyder, at Danish Crown kun har et sted at gå hen med varerne: de blodrøde industrimarkeder og det tjener man ingen penge på.

»Nøgleopgaven er nu at få hævet forædlingsgraden hurtigere, end vi har været i stand til historisk. Det er korrekt, at vi nu er midt i spare- og effektiviseringsrunder, men vi er nødt til at bruge både speeder og bremse samtidig. Vi frigør kapital til at investere i mere forædling. Det er nødvendigt at spare, men vi kan ikke løse udfordringerne med besparelser alene. Det er også nødvendigt at investere,« understreger Jais Valeur overfor Finans.

Læs også ’Svinets nedtur tager fart over hele EU’

Sidste nyt!

Finans, 8. februar 2023

Visited 107 times, 9 visit(s) today

Kommentarer

  1. Jan Stampe Nielsen

    Sommetider er det så som så med glæden over at få ret!

  2. Pingback: Svinekødproduktion er ganske enkelt ikke er rentabelt | Gylle.dk

Skriv en kommentar