Med tilladelse fra forfatteren Hans Løkke bringer vi her kronikken af samme navn, der blev offentliggjort 9. november 2017 i dagbladet Information.
Stort set hele det danske areal er blevet udsat for pesticider. Sprøjtetågerne fra landbruget er blevet båret til arealer uden for markerne, og selv skove og fredede naturarealer har man sprøjtet. I dag står man tilbage med forarmet flora og fauna, og den netop vedtagne pesticidstrategi gør ikke nok for at ændre kursen.
Regeringen, DF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF har netop vedtaget en pesticidstrategi for 2017-2021. Overskriften er »Fakta, forsigtighed og omtanke«. Partierne er enige om at fastholde beskyttelsesniveauet og forsigtighedsprincippet med en uændret høj beskyttelse af grundvandet mod pesticider, høj fødevaresikkerhed og minimering af pesticidernes miljø- og sundhedsbelastning. Men strategien negligerer pesticidernes påvirkning af på økosystemerne i det åbne land.
Pesticider er blandt de kemiske stoffer, som undersøges mest indgående, inden de godkendes. De regnes derfor for at være miljø- og sundhedsmæssigt sikre. Men de seneste årtiers bidød, tilbagegang for insekter og små mængder af glyfosat i kroppen hos mennesker tyder på, at reguleringen af pesticider alligevel ikke er tilstrækkelig. Der er brug for et paradigmeskift, forbruget skal sættes væsentligt ned, og samspillet mellem stofferne skal i centrum – det er ikke nok at godkende dem hver for sig.
Farvel til de følsomme
Da jeg i 1980 begyndte at interessere mig for floraen i markskellene, opdagede jeg, at der kun fandtes få arter og kun dem, som regnes for besværligt ukrudt af landmændene. Midt i firserne var jeg ansat på det nyoprettede Center for Jordøkologi og var med til at sætte det første danske forskningsprojekt op om randzonernes flora og fauna i det dyrkede land. Baggrunden var en alarmerende tilbagegang af agerhøns, lærker og gulspurve, som er karakteristiske fuglearter i det dyrkede land. De er alle afhængige af insektlivet i markerne og deres randzoner, som igen er afhængige af specielle planter og interaktioner med andre dyr – et såkaldt fødekædenet.
I forskningsprojektet blev sprøjtede randzoner sammenlignet med tilsvarende usprøjtede områder. Projektet blev senere udvidet, nye projekter fulgte, og man inddrog undersøgelser af økologiske jordbrug. Lignende undersøgelser blev udført i andre lande. Forsøgene viste, at sprøjtemidlerne havde en virkning på floraen og faunaen, men ikke så stor som man kunne forvente. Det kunne skyldes, at man kun havde gennemført forsøgene i nogle få år og med for få gentagelser, så det statistiske grundlag var for svagt. Men årsagen kunne også være, at de mest følsomme plantearter i det åbne land allerede var væk pga. mange års intensiv sprøjtning.
Gennem årtiers intensive sprøjtning af stort set alle marker i et land, hvor næsten to tredjedele er opdyrket, har det meste af arealet været udsat for pesticider ved direkte sprøjtning eller ved vinddrift af sprøjtetågerne. Hertil kommer, at det var almindeligt at sprøjte læhegn for at udrydde planter, som kunne sprede sig til markerne. I skovene sprøjtede man – det gør man fortsat i nogle skove – for at hindre uønskede buske og flerårige planter. I skovbruget udtyndede man også nåletræer og fjernede selvsåede træer kemisk. Selv i fredede lysåbne naturarealer, specielt heder, sprøjtede man.
Det værste var måske, at skove og marker blev sprøjtet med fly. Metoden blev også brugt til bekæmpelse af myg i vådområder. En betydelig del af sprøjtemidlerne blev ført væk fra målområdet med vinden og landede uden for markerne. Nu bliver der ikke længere sprøjtet fra fly i Danmark. Det er forbudt i hele EU, men det sker stadig i visse lande, bl.a. Storbritannien.
Før i tiden spillede grøftekanterne en særlig rolle som hjemsted for blomstrende planter, for insekter og som spredningskorridor for mange dyrearter. Der er i dag ca. 75.000 km offentlige veje, så der var tale om et levested af betydelig udstrækning.
De fleste vejstrækninger havde en rig flora og insektliv, før brugen af pesticider satte ind. Skønt datidens forskning viste, at markukrudtet, bort set fra mælkebøtter og et par andre arter, ikke trivedes i grøftekanterne, valgte landmændene at sprøjte i den tro, at ukrudtet kom fra vejsiderne.
Overalt på marker og i deres omgivelser vil det genstridige markukrudt kunne overleve sprøjtningen, bl.a. ved at udvikle modstandsdygtighed mod giftene, mens følsomme og sjældnere arter vil bukke under og kun overleve i fjerntliggende naturområder, hvor sprøjtetågerne ikke kan nå hen, og hvor der ikke er skov og krat, som skygger.
Den insektfri verden
Under Anden Verdenskrig tog man insektgiften DDT i brug til bekæmpelse af lus hos de allierede tropper. Det hævdes endog, at DDT på den måde var med til at sikre de allierede troppers sejr i Asien. I 1940’erne og 1950’erne var der begejstring for dette nye og lignende vidundermidler. Man talte endog om at stå over for en insektfri æra! Sådan kom det ikke til at gå – dengang. DDT og de andre klorholdige insekticider er vanskelige at nedbryde, og de ophobes i fedtvævet hos mennesker og dyr. De fleste af stofferne var giftige og viste sig tilmed at have langtidsvirkninger i form af kræft, fosterskader og hormonforstyrrelser. Derfor er de alle forbudt i Europa i dag.
Nu har et stort anlagt tysk forskningsprojekt vist, at vi måske alligevel står over for en æra med få insekter. Forskerne fandt, at over de seneste 25 år var op mod tre fjerdedele af de flyvende insekter forvundet. Lægmand kan konstatere det ved, at man om sommeren ikke længere så tit må rense forruderne på biler for udsmattede insekter.
Det er alarmerende, fordi de flyvende insekter spiller en afgørende rolle i naturen for bestøvningen af vilde planter og afgrøder, de deltager i nedbrydningen af dødt materiale og omsætter det til næringsstoffer i jorden, og rovinsekter gør indhug på skadedyr. Insekterne indgår i fødekæderne, ikke mindst som føde for insektædende fuglearter. Fisk i vandløb og søer er også afhængige af insekter, som falder ned på vandoverfladen. Forskerne slår fast, at nedgangen i antallet af flyvende insekter ikke skyldes ændringer i klimaet, men snarere en kombination af mangel på føde i de sprøjtede arealer og den direkte virkning af insektmidler.
I den sammenhæng er tilbagegangen af bier og andre bestøvere et kendt eksempel på utilsigtede virkninger af pesticider: Den omfattende bidød i hele Europa menes at hænge sammen med brugen af insektmidler i gruppen neonikotinoider, som påvirker deres forfinede sanseorganer og adfærd uden at slå dem ihjel, men således, at de ikke kan finde hjem til bistadet. Måske påvirkes de også således, at de ikke kan opretholde deres komplicerede samfundsstuktur.
Giftige cocktails
For nylig havde to britiske forskere, Ian Boyd og Alice Milner en artikel i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science. Her kritiserede de godkendelsen af pesticider i Europa og påpegede, at der ikke sker en overvågning af deres virkning og tilstedeværelse i miljøet. De sammenlignede med lægemidler, hvor der er langt mere fokus på at holde øje med skadevirkningerne. De var bl.a. inde på, at virkningen på hele landskaber ignoreres helt i godkendelsen af pesticider, og at dette både kan og skal ændres.
Det har længe været kendt, at blandinger af pesticider kan have en stærkere virkning end stofferne hver for sig, f.eks. på den akutte giftighed eller påvirkninger af hormoner. Det kan ske i landskaber, hvor de enkelte marker sprøjtes med forskellige stoffer. Dyr, der som flyvende insekter, fugle, padder og pattedyr flytter sig, har risiko for at bevæge sig ind i flere nysprøjtede marker efter hinanden og på den måde få en skadelig dosis af en cocktail af stoffer.
Det vil være oplagt at omlægge store landbrugsarealer til økologisk drift, hvor der ikke anvendes pesticider. Det er er imidlertid også muligt at lave en regulering af pestidanvendelsen på de sprøjtede marker med mindre brug af pesticider og brug af sædskifte, således at der ikke dyrkes den samme afgrøde år for år.
Vejen til mindre sprøjtning
På landskabsniveau er det ukrudtsmidlerne, som indebærer den største risiko ved at fjerne fødegrundlaget for dyrelivet. Det kunne blive reglen, at kornmarker ikke må sprøjtes mod ukrudt to år i træk. I dag er markerne stort set ukrudtsfri, fordi landmændene gennem årene har fjernet jordens pulje af plantefrø. Hvis der alligevel er lidt ukrudt i kornmarken, sprøjter man med glyfosat inden høst. Det er praktisk, når man høster, fordi kornet bliver tvangsmodnet og ukrudtet visner, så det er nemmere at høste, og så man ikke skal bruge ekstra energi til at tørre evt. fugtige kerner. I den nye pesticidstrategi bliver der forbud mod at sprøjte 30 dage før høst af konsumafgrøder, men den største mængde glyfosat bruges i foderafgrøder.
Hvis der igen kommer ukrudt på marken, som volder problemer for landmanden, findes der kraftigt virkende ukrudtsmidler, som hvert andet eller hvert tredje år ville kunne ’rense’ marken for det besværlige ukrudt. En sidegevinst ville være, at planterne ikke bliver resistente, således at dosis kunne reduceres. I USA er det almindeligt at henstille til landmændene, at der ikke sprøjtes på det samme areal med det samme stof igen og igen. Det sker for at forhindre, at der udvikles resistens hos skadedyr, svampe eller ukrudt. Noget lignende er indeholdt i den nye pesticidstrategi, men foreløbigt kun på undersøgelsesstadiet med henblik på en senere handlingsplan.
For tiden ser det ud til, at det helt dominerende pesticid, glyfosat, er på vej mod et forbud i EU på grund af mistanken om, at det er kræftfremkaldende. Hvis ikke der sker et paradigmeskift i reguleringen af pesticider, sådan at de godkendende myndigheder i EU-landene ser på hele landskabet og nedbringer belastningen drastisk, vil vi blot opleve, at produkter med glyfosat erstattes med lige så store doser af andre ukrudtsmidler. De vil i alle tilfælde være mere giftige for mennesker og dyr, og de fleste vil også i højere grad kunne sive ned til grundvandet i sammenligning med glyfosat. Og vi mennesker vil have små mængder af de andre ukrudtsmidler i kroppen.
Glyfosat er en påmindelse om, at de kemikalier, vi spreder i det ydre miljø, ikke bare forsvinder, og at de påvirker både os og vores omgivelser, hvis vi ikke tager hensyn til det derude, som vi kalder ’naturen’.
Hans Løkke er forhenværende forskningschef i Danmarks Miljøundersøgelser 1990-2010 med området terrestrisk økologi. Fra 1984 til 2010 var han medlem af Bekæmpelsesmiddelrådet, som via Miljøstyrelsen rådgav miljøministeren om pesticider. Fra 1992 til 2010 var han rådets næstformand. Han har desuden været medlem af EU’s Videnskabelige Pesticidkomité 1986-1994. Siden 1968 har han været involveret i forskning i pesticider i levnedsmidler, jord og planter og har som lektor i økotoksikologi ved Danmarks Tekniske Universitet forsket i virkningen af pesticider i planter og dyr.
