Af Jesper Bak, seniorrådgiver Aarhus Universitet, Ecoscience
Debatten om de kommende Naturnationalparker baseret på principper om ’rewilding’ fortsætter. På Altinget.dk senest med indlæg fra bekymrede naboer til den kommende Naturnationalpark i Gribskov (29/10 2021) og svar fra tre biologer tilknyttet forskellige NGO’er (11/11 2021).
Der er i øjeblikket to spor i debatten: hensynet til biodiversitet, hvor der opstilles en modsætning mellem fremme af biodiversitet og andre hensyn som adgang og benyttelse; og bekymring for dyrevelfærden ved udsættelse af store dyr i indhegninger. Væsentlige aspekter som landskab, natur- og kulturhistorie har ikke fyldt meget.
En sidediskussion er, om fagligheden er på plads.
Tilhængerne præsenterer det som om der er universel enighed mellem både forskere og myndigheder om, at Naturnationalparkerne er det helt rigtige greb til at bevare biodiversitet. Indlægget fra de tre biologer tager Naturstyrelsen til indtægt for, at den mest velegnede naturpleje udføres med store planteædere. Det synspunkt kan nuanceres, hvis man besøger Naturstyrelsens hjemmeside. Der kan i det hele taget være grund til at nuancere og perspektivere diskussionen om naturnationalparkerne. Og til at udfordre præmissen om, at biodiversitet bedst og billigst fremmes ved at rewilde noget af den bedste beskyttede næringsfattige lysåbne natur. Pengene til Naturnationalparkerne kunne også være brugt til andre indsatser, herunder forøgelse af naturarealet.
”Rewilding har i forbindelse med den sidste revision af EU’s naturpolitikker været foreslået som komplementært middel til traditionel naturforvaltning. Politikkerne blev dog ikke ændret, bl.a. fordi der mangler evidens for effekten af rewilding. Det er da også på europæisk plan kun i Danmark, at rewilding har fået en fremtrædende rolle til forvaltning af beskyttet natur”
Grundideen bag EU’s Habitatdirektiv er, at diversiteten af arter på biogeografisk niveau sikres ved at sikre diversiteten af levesteder (bilag 1 naturtyper) og samtidig gøre en indsats for de specielt truede arter (bilag 4). Naturdirektiverne er en del af EU’s samlede naturpolitik og omfatter, hvad man i dansk sammenhæng har kaldt ’brandmandens lov’ – man starter med at beskytte det mest værdifulde.
De beskyttede naturtyper dækker en variation fra skov til lysåben, tørt til vådt, surt til basisk og næringsfattigt til næringsrigt. Klimaksvegetationen i Danmark er de fleste steder skov, og de resterende naturområder med lang kontinuitet af næringsfattig, lysåben natur er i stor udstrækning drift/plejebetingede naturtyper som hede og overdrev, der i vid udstrækning er opstået og vedligeholdt gennem 5000 års ekstensiv drift.
Den fremtidige naturforvaltning i Danmark bør ikke hvile på rewilding
Heder og overdrev er i dag nogle af de mest truede naturtyper på europæisk plan, og EU har derfor udarbejdet handleplaner, ’Habitat Action Plans’, for tør hede og overdrev. Disse planer anbefaler en fortsættelse eller genetablering af ekstensiv drift eller efterligning heraf med naturpleje. For hede vil det omfatte elementer som græsning, slåning, afbrænding og tørveskrælning gennemført skånsomt, på forskellig skala og med forskellig frekvens, der sikrer den rumlige variation og forskellige trin for udvikling af vegetation og jord. Rådgivning fra Aarhus universitet om forvaltning af hede ligger på samme linje. Nyere undersøgelser har også vist at denne praksis også understøtter insektdiversitet på heden.
Nogle ser tilbagegang i naturens tilstand som bevis for, at denne naturpleje ikke virker. Den traditionelle drift har imidlertid vedligeholdt disse naturtyper i årtusinder. Problemet i dag er, at de tilbageværende områder i stor udstrækning er små og fragmenterede, kraftigt forureningspåvirkede, og at der gennemføres alt for lidt og sommetider forkert naturpleje.
Rewilding er i dansk sammenhæng præsenteret som et paradigmeskifte ift. traditionel naturforvaltning. Begrebet har rod i bl.a. amerikanske bevægelser for beskyttelse af ’wilderness’ fra 1970’erne, der ønsker at gentænke forholdet mellem mennesker og natur, så naturen får rettighed til at udfolde sig frit og hvor kun områder med minimal menneskelig påvirkning accepteres som natur. Grundlaget for rewilding er således filosofisk, medens det naturvidenskabelige grundlag er omstridt, bl.a. hvor stor den menneskelige påvirkning har været gennem tiden.
Manglende evidens
Rewilding har i forbindelse med den sidste revision af EU’s naturpolitikker været foreslået som komplementært middel til traditionel naturforvaltning. Politikkerne blev dog ikke ændret, bl.a. fordi der mangler evidens for effekten af rewilding. Det er da også på europæisk plan kun i Danmark, at rewilding har fået en fremtrædende rolle til forvaltning af beskyttet natur. Rewilding af Natura 2000 områder kan udgøre et problem ift. opfyldelsen af forpligtigelserne i Habitatdirektivet, både ift. målet om at forøge arealet af de enkelte naturtyper i gunstig bevaringstilstand, og ift. den krævede konsekvensvurdering ved omlægning af forvaltning.
Diskussionen om biodiversitet er vanskelig, fordi biodiversitet har forskellige skalaer. Hvis man på et eksisterende hede areal lader en del springe i græs og andre dele i krat eller skov, vil der kunne være flere forskellige arter på arealet, fordi man dækker en større variation i levesteder. Man mister til gengæld et areal med hede som naturtype – og nogle af de arter, der er knyttet dertil. Det er et problem, fordi vi i dagens eutrofierede landskab ikke kan skabe ny hede og dermed på landsplan risikerer at miste arter, der i dag i Danmark primært forekommer på hede.
Det har været fremført, at rewilding med store dyr vil holde arealer lysåbne, og at der kan skabes mere sammenhængende areal ved fx at rydde nåleplantager. Det er dog omdiskuteret, hvor lysåbne disse områder vil blive, og der er ikke evidens for, at hede kan genskabes på den måde.
Der er yderligere problemer. Et er, om arterne kan nå at flytte sig ved en omlægning af forvaltningen. Et andet er invasive arter. For hede er der et samspil mellem dværgbuske og jord, hvor der kræves lang tids kontinuitet med dominans af dværgbuske for at udvikle den særlige podsoljord på heden og samspillet mellem dværgbuske og mykorrhiza.
Det væsentligste problem er imidlertid, at den resterende natur nogle steder er påvirket af tidligere mere intensiv landbrugsdrift og alle steder af tidligere og nuværende atmosfæriske kvælstofbelastning. Der er desuden en eftervirkning fra det tidligere høje svovlnedfald i 1970 og ’80’erne. Det er nødvendigt at målrette naturpleje mod effekten heraf. Dette er uforenelig med en forvaltning baseret på rewilding, hvor intet må fjernes. Forholdet mellem kulstof og kvælstof (C/N) i jorden på de resterende heder i Danmark er allerede faldet fra et niveau over 40 til et niveau mellem 20 og 30, hvilket er kritisk. Et fortsat fald med den nuværende takt vil betyde, at en stor del af det resterende hede areal kan tabes de næste 10 – 20 år. Denne proces vil fremskyndes hvis hederne forvaltes så dækningen af dværgbuske falder.
Døde dyr og lort
Det har været fremhævet, at en af de store gevinster ved rewilding som forvaltningsform er, at dødt ved og de store dyrs lort og kadavere skaber levested til en række arter. Disse arter er imidlertid ikke nødvendigvis knyttet til bestemte naturtyper og ikke afhængige af opvækst af buske og træer på lysåben natur, eller af at lorten bliver lagt eller kadaverne efterladt på områder, der i dag er beskyttet næringsfattig lysåben natur. På nogle arealer udfylder hjortevildtet desuden denne funktion.
Før man gennemfører en omlægning af forvaltning af nogle af de bedste, resterende arealer med næringsfattig, lysåben natur bør der ske en styrkelse af videngrundlaget, specielt for heden.
Græsland kan som udgangspunkt godt tåle at blive græsset, men der bør selvfølgelig ske en opfølgning på formen og på, om der vil være behov for andre tiltag. Stråsø plantage er allerede udpeget som Naturnationalpark. En del af forvaltningen her kan måske godt være et forsøg med rewilding, men der bør foretages en grundig forundersøgelse og opfølgning over en længere tidsperiode, før det overvejes at omlægge forvaltningen på andre hedearealer. Der bør udvises stor forsigtighed med den beskyttede natur og de landskabelige, natur- og kulturhistoriske værdier, der er knyttet dertil.
Dejligt med et nuanceret indlæg i en debat, der ofte fremstår skinger og sort/hvid.
Sjovt som man i en klima tid sætter kvæg og heste ud, hegner naturen ind og reducerer de dyr og planter naturen burde stå for, iøvrigt er “rewilding”, som ideologisk går ud på at blande sig så lidt som muligt i naturens gang, ikke lade siggørelig uden også at sætte f.eks ulve ud der kan holde bestandene i skak…ellers ender det med jægerne sættes ind når flokkene bliver for store og så er hele ideen borte
Mener Jesper Bak, at det er tid til forsigtighed i vores naturforvaltning, for at fremme biodiversiteten.
Der er brug for langt mere indsats, der er dokumentation for virker; og meget stor forsigtighed ift. udokumenterede koncepter
Hvor er fårene henne i denne debat om heder.
Fårene har vel tidligere afgræsset heden og er vel kulturmæssigt medskaber af hederne og den faktor der har gjort mest for bevaring af heden og har ædt hedens vækster, så den ikke springer i skov.
Mon ikke dét er fårehegn, fremfor vildthegn der mangler hos naturforvaltningen?
Hvor kulturløs er vi i set danske samfund, når fårene ikke får en fremtrædende plads i den her Debat,?
Jesper Bak svarer med videnskab på ideologi og derfor vil sådanne fornufttige, konservative betragtninger være som.vand på en gås. Om man har fulgt debatten på biodiversitet.dk så handler det ikke længere om artstab eller naturforvaltning, men om ” at sætte naturens kræfter fri” og have områder hvor man ” blander sig” , på nær at man hegner, fælder, udsætter dyr, veteraniserer træer ect. Er man imod dette, er du ikke kun imod parkerne, du er imod naturen som.begreb. Derfor kan man ikke argumentere med videnskab, for nu handler det om ideologi.