Blæsten går frisk over Isefjorden og pumper livgivende ilt ned i vandlagene. Foto: Carsten Jensen

Landbrugsland eller fiskerination – hvor blev fiskene af i Nordens Middelhav?

Af Erling Frederiksen, cand. scient. soc

Holbæk Fjord er en del af Isefjorden, som er ca. 300 kvadratkilometer stor. Kystlinjen er 205 kilometer (det nye vådområde i bunden af Isefjorden, Tempelkrogen, er ikke indregnet her). Det såkaldte opstrømningsareal er på 734 kvadratkilometer og ca. halvdelen af dette er landbrugsarealer.

Opstrømningsarealet er de områder, der ligger op til Isefjorden, og hvorfra der strømmer vand, og dermed også potentielle næringssalte og forureninger, ud i fjordsystemet. Men også grundvand.

Isefjorden. Kort: Wikipedia

Der tre blå bølger i Holbæk Byvåben vidner op, at fjorden oprindeligt har haft stor økonomisk (ernæringsmæssig!) betydning.

Isfjorden har i biologkredse fået betegnelsen, ”Nordens Middelhav”. Det skyldes flere forhold. Isefjorden ligger i et af Danmarks regnfattige områder (alt er relativt i disse klimaforandringstider!) og fjorden er forholdsvis lavvandet.

Isefjorden er en tærskelfjord (ligesom Middelhavet!). Dvs. at ind- og udløbet, mellem Hundested og Rørvig, er forholdsvis lavvandet i forhold til vanddybden i fjorden og i Kattegat. Når det blæser kraftigt vil det meste af vandmassen i Isefjorden blive omrørt og dermed iltet, fordi blæsten får lavet uro nok til at det også påvirker bunden. Dvs. at de betydelige arealer på bunden af fjorden, der sidst på sommeren (også i år!) ligger øde hen på grund af iltmangel, igen får gang i de biologiske processer. Fiskene kan igen få ilt fra vandet til deres vejrtrækning via gællerne og de kan svømme i disse områder og dybder igen.

Alt det medvirker til, at Isefjorden er en smule varmere end f.eks. Limfjorden. Det betyder også, at der sker en hurtigere omsætning af de tilstrømmende næringssalte, således at man kan sige, at Isefjorden er lidt mindre forurenet end man umiddelbart skulle forvente. Det skyldes også, at der er forholdsvis beskeden tilstrømning fra oplandet i forhold til fjorden areal. Det medfører i øvrigt også, at saltkoncentrationen i Tempelkrogen (det inderste område af Isefjorden), som ellers er et rigtigt brakvandsområde, på varme og tørre somre kan kan nå op på niveau med havet det sydlige Kattegat, fordi der er meget lav tilstrømning af ferskvand og stor fordampning.

“Landmændene har ret beset stjålet vores fælles ressourcer i de indre farvande, ved at overgødske på deres private og EU-støttede jorde”

Men på trods af de gunstige økologiske betingelser for et rigt og varieret liv i Isefjorden, så sker dette ikke, fordi hovedparten af fjordbunden er dækket af et tykt slamlag, der er opbygget af årtiers udledninger fra primært landbruget og afbrænding af fossile brændstoffer.

Fisk skal ikke fodres eller passes – de skal bare fiskes op. Dejligt, friskt, sundt og med begrænset arbejdsindsats i forhold til udbyttet eller som hyggelig fritidsaktivitet… Foto: Carsten Jensen

Mere end halvdelen af de arter der levede på fjordens bund er forsvundet, og mange af dem, der er forsvundet, levede af at filtrere plankton fra vandet. Nu rådner disse planton m.m. i stedet for at blive spist, og de bruger ilt til den proces, hvilket som bekendt medfører iltsvind… hvilket skaber yderligere slamlag på bunden af fjorden.

Iltsvindet betyder bl.a. at fisk og muslinger forsvinder. I 1978 blev der fra Isefjorden landet ca. 125.000 kilo fisk i Holbæk Havn. I dag bliver formentlig kun fanget nogle få tons af lyst- og fritidsfiskere i hele Isefjordsystemet.

I 1978 var forureningen allerede begyndt at slå igennem, så fangsterne har formentligt været betydeligt højere før 1978 og med mange private som fiskede til husbehov.

Hvis man antager, at hele Isefjordsystemet kan producere 500.000 kilo fisk om året (jeg har ikke lavet beregninger, men det kan formentligt nemt lade sig gøre!), så vil det betyde 2.500.000 måltider, hvis vi regner med 200 gram fisk pr. person i gennemsnit. Dertil kommer rejer, muslinger, krabber og fugle.

Hvad man ikke kan se på dette idylliske billeder er, at fjordbunden er død – dækket af et tykt slamlag, der er opbygget af årtiers udledninger fra primært landbruget og afbrænding af fossile brændstoffer. Foto: Carsten Jensen

Det medfører, at en evt. kommende produktivitetsnedgang, som en omlægning af landbruget og beplantning af skov, vil betyde, i høj grad vil kunne kompenseres ved en stærkt forøget mængde fisk i vore fjordsystemer.

Landbruget har i høj grad stjålet vores fisk fra de indre farvande under dække af, at de producerede meget mere korn (til svin!), og dermed har kunnet give mange flere mennesker mad på bordet. Men det er en sandhed, der skal modificeres af, at vi på den bekostning har mistet stort set hele fiskebestanden i de indre farvande.

Fisk skal ikke fodres eller passes – de skal bare fiskes op. Dejligt, friskt, sundt og med begrænset arbejdsindsats i forhold til udbyttet eller som hyggelig fritidsaktivitet…

Erling Frederiksen

I et økologisk og klimamæssigt perspektiv vil det være klogt, at vi igen blev en fiskerination frem for den svineri nation vi nu er.

En fjord, hvor der ikke blev udledt kvælstof til, vil betyde en genindvandring af den marine flora og fauna – og den vil kunne levere føde/ proteiner, der formentlig (måske?) overstiger faldet i de mindre udbytter på landbrugsjorderne omkring Isefjorden.

Landmændene har ret beset stjålet vores fælles ressourcer i de indre farvande, ved at overgødske på deres private og EU-støttede jorde, hvorfra udledninger af næringsstoffer har ødelagt de enorme fælles ressourcer (mad) der tidligere var tilgængelige for borgerne som en fri ret til at fiske… En nedgang i landbrugsproduktionen vil efter nogle år modsvares af bl.a. en vækst i fiskebestandene.

Bannerfoto af Munkholm Broen. Fotograf er Per Bjarne Pedersen

Skriv en kommentar