Nok den fedeste af alle smørblomster er engblommen – med blomster som store smørkugler til risengrød – om end de er hule. Foto: Wikipedia

Sandsynligvis var det børn, der i tidernes morgen fandt på navnet ”smørblomst” – en blomst, hvis gule farve jo synes at være smurt ret så tykt på

Ian Heilmann

Smørblomst er en gængs fællesbetegnelse for en lang række gule arter tilhørende ranunkel-familien, en plantefamilie med mange velkendte og folkekære repræsentanter.

Her vel inde i maj har det tidlige forårs eksplosion af den lille, allestedsnærværende og glinsende-gule Vorterod takket af. Det har også Gul anemone, som i de fede sydfynske skovbunde hist og her gør sig gældende som små, indvævede mat-gule felter i tæpperne af dens altdominerende hvide fætter. Nu har skyggen fra skovens løvspring så lukket aprils anemonefest ned.

Floraen i maj måned er i høj grad præget af gult og grønt. Ikke mindst gule mælkebøtter i rå mængder og lysegrønne kaskader af nyudsprunget bøgeløv. Men også de såkaldte smørblomster forstår sig på det gule, tilsat det grønne drys. Her er det en klynge engkabbelejer på Tåsinge, i kanten af en grøft, som spejler den blå himmel – som var det en passende støtteerklæring til Ukraine. Hvad angår Fyns sidste sårbare forekomster af smørblomsten over dem alle, engblommen, holder botanikerne kortene tæt til kroppen. Foto: Ian Heilmann

På mere åbent terræn er det nu og i de kommende måneder fortsat smørblomsthøjtid. Meget almindelig er Bidende ranunkel, som trods navnet dog ikke er kødædende. Den findes på fugtig bund, også i krat og åben skov. Ligeså almindelig, men mindre synlig, er Lav ranunkel, med sine nedliggende stængler.

Sjældnere er Knold-ranunkel, med de nedadbøjede bægerblade lige under smørblomstens bund – den kræver tørt overdrev og græsland, fri for gødskning. Den står ofte i selskab med den hvide Kornet stenbræk, bl.a. på Thurø Rev. Og listen af gule arter i den slægt er lang.

Knold-ranunkel vokser på tørt, næringsfattigt græsland, ofte i selskab med vellugtende gulaks, kornet stenbræk og, som her, håret høgeurt (foreløbig kun blade). Foto: Ian Heilmann

Mere prangende gule familiemedlemmer kan man finde på våd bund. Engkabbeleje står i kanten af vandløb og grøfter, i kildevæld og ellesumpe. Allerede på afstand lyser de store blomster op som glaserede gule tekopper, dækket op i lysegrønt løv af smukt hjerteformede blade. Engkabbelejen er tilmed almindelig.

Nok den fedeste af alle smørblomster er engblommen – med blomster som store smørkugler til risengrød – om end de er hule.

Blosterbladene er nemlig foldet sammen til en sfærisk labyrint, som i sin midte gemmer på støvveje og -knapper. Og kun én bestøvende insektart, den lille engblommeflue, kan finde den snørklede vej, og som på sin side udelukkende besøger engblommeblomsterne. Der er tale om et smukt eksempel på æoners gensidige evolution mellem blomsterplante og bestøver – to arter, som så til gengæld er blevet kritisk afhængige af hinanden.

Herhjemme går det desværre den gale vej for dem begge. På Fyn har engblommen nu kun en håndfuld voksesteder tilbage, hver med små og sårbare bestande – og ingen på Sydfyn.

Bannerfoto: Engkabbeleje. Privatfoto

One Comment

  1. Henrik Jørgensen

    Folk kender ikke engblommen længere, og jeg har adskillige gange oplevet, at dens navn er overført til engkabbelejen…
    Forøvrigt er der en del forvirring omkring engblommes bestøvning, jeg er ikke sikker på, at det altid forholder sig, som du beskriver.

Skriv en kommentar