Nutidens ca. 11.000 fuglearter er resultatet af en vildt fascinerende udviklingshistorie, som møjsommeligt er blevet kortlagt ved hjælp af bl.a. DNA-analyser. Centrum i fuglekarrusellen er 100 mio. år tilbage og enhver radius er en tidsakse frem mod periferiens nutid. En central aktør i denne grundforskning er professor emeritus Jon Fjeldså, Københavns Universitet, som tillige er en gudsbenådet fuglemaler. Et sjældent multitalent. Billedet bringes med venlig tilladelse af Jon Fjeldså, som fylder 80 år den 13. december. Tillykke!

Forhistoriske hulemalerier, ægyptisk billedkunst, det gamle testamentes lovsange og verdenslitteraturens øvrige hovedværker, nyere dansk poesi af Thorkild Bjørnvig og Inger Christensen og meget mere til understreger en fundamental kobling: Livets myldrende mangfoldighed i bredere og snævrere forstand har til alle tider udgjort en strømførende kilde til kunstneriske, religiøse og kulturelle udfoldelser. Et rædselsvækkende modbillede skildres i børnebogen ”Palle alene i verden” – en mareridtsagtig tilstand ved at være helt alene, isoleret og overladt til sig selv, uden medmennesker og medskabninger, kun omgivet af tomme sporvogne og huse og andre artefakter. Bogen burde være forbudt for børn.

Palle er en lille dreng, der drømmer den ønskedrøm, som alle små drenge har haft. At være alene i verden. Han går gennem de mennesketomme gader og kan gøre alt, hvad han har lyst til. I en chokoladebutik kan han forsyne sig med de dejligste delikatesser, og får han lyst til noget legetøj, så forhindrer ingen ham i at vælge det mest fristende. Filmen er fra 1954.

Biodiversitet er et ord, som efterhånden er kommet på alles læber, og som direkte oversat betyder livets mangfoldighed. Ordet hører retteligt hjemme i naturvidenskabelig sammenhæng – f.eks. blev biodiversitet introduceret som universitetsfag herhjemme for omtrent tyve år siden, og er siden hen vokset til at blive et af biologiens centrale forskningsområder – i tæt korrespondance med fagene økologi, evolutions- og molekylærbiologi.

De fleste vil umiddelbart sætte lighedstegn mellem biodiversitet og antal arter (artsdiversitet) i et givet større eller mindre område. Når vi i Svendborg kommune udlægger en del af Sofielund som urørt skov og søger at forbedre driften på beskedne 0.1 % af vejsiderne (”grøftekanter”), gøres det i bedste mening for at forbedre vilkårene for hasselmus, spætter, fluesnappere, blåhatte, bier, gulspurve mm. og for at forhindre, at arter ligefrem forsvinder fra de pågældende steder. Det store problem i Danmark er imidlertid, at sådanne områder er så ubetydelige i størrelse og ligger som indbyrdes isolerede øer i det altdominerende produktionsland, hvor alt andet end hensyn til biodiversitet synes at råde. Biodiversitet drejer sig nemlig også om antal forskellige slags levesteder og deres indbyrdes kontakt og samspil – og tillige drejer det sig om antal individer af de forskellige arter. En bestand kan blive så lille, at dens genetiske variation skrumper, med indavl og i sidste ende uddøen til følge. Biodiversitet handler altså om diversitet på mindst tre niveauer – gener, arter og levesteder.

Ian Heilmann

Det er et naturgivent træk ved et sundt økosystem i balance, at få arter er talrige, mens de fleste arter er ualmindelige. Det er ´almindeligt at være sjælden´, som man siger. Derfor er det et faresignal, når førhen almindelige arter begynder at blive fåtallige, som det er tilfældet ved en lang række arter i det danske kulturlandskab. Når yderligere ualmindelige arter bliver endnu mere sjældne, begynder de røde lys at blinke. Det er i det (røde) lys, man skal forstå, at biodiversiteten i Danmark er i krise, uanset fremgangen for iøjnefaldende arter som havørn, trane og indvandringen af ulv, sølvhejre, vores egen delfin i Svendborgsund, m.fl. – og uanset at antallet af fugle- og plantearter herhjemme er højere i dag end for hundrede år siden.

Krisen er desværre også manifest i det ultimativt største område vi har, nemlig hele planeten. Netop nu sidder der repræsentanter for 195 lande i Montreal og diskuterer og forhandler på COP15-mødet for biodiversitet. Man må håbe det bedste. Som bekendt huser tropernes regnskove den største andel af klodens biodiversitet. Her er et væld af arter i fåtallige og sårbare bestande specifikt knyttede til begrænsede områder som lokale dalstrøg eller bjergsider eller f.eks. til lokalt udbredte træ- eller plantearter. Én rovdyrarts, menneskets, beslaglæggelse af stadig større arealer med grådig foretagsomhed, er i færd med at sende hundredtusinder af andre arter ud i mørket. Hvad bliver der i fremtiden tilbage at besynge, beundre og male, hvis vi bliver mere og mere alene i verden? For slet ikke at tale om de umistelige, vitale ydelser og tjenester, som intakte økosystemer leverer til os. Det er liv og død, der er på dagsordenen i Montreal.

Bannerbillede: Atlantisk klithede i Thy. Foto: Susanne Possing.

One Comment

  1. Igen og igen sætter vi vores lid til at denne gang lykkes det på Cop’en… mennesker verden over er desværre en ikke homogen masse. Så mange higer efter at udnytte selv den mindste resurse på planeten samtidig med at der bliver stadig flere af os.
    Hvornår forstår mennesket, det enkelte individ, at vi alle har ansvaret når planeten giver op?

    – og jeg har blåhat i min have for jeg elsker denne jord ❤️

Skriv en kommentar