Alt for stor andel af natur-inkompetente modstandere af naturnationalparker er udpeget som bestyrelsesformænd for de 15 naturnationalparker, mener opfinderen af selve begrebet
En håndboldspiller fra de glade dage med ’jernladies’ tilbage i 1990’erne, en lokal landmand med partibog fra Venstre, en forhenværende kommunaldirektør, en forhenværende socialdemokratisk borgmester, en godsejer og en campingplads- og grillbarbestyrer er blandt de udpegede forpersoner for de 15 planlagte naturnationalparker.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljøministeriet den 6. maj 2024.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) udtaler i den anledning, at han er ”meget tilfreds med, at 15 dygtige personer, som har lokalt kendskab til områderne, har takket ja til formandsposterne. Deres input bliver vigtige for naturområderne.”
Bestyrelserne vil bl.a. få indflydelse på friluftsfaciliteter, låger, ruteforløb, og input til den mere specifikke afgrænsning af naturnationalparker, fremhæver ministeren.
Forbigået
Overraskende nok er opfinderen af selve begrebet naturnationalpark ikke blandt de udvalgte. Han hedder Rune Engelbreth Larsen og betegner sig selv som idéhistoriker, forfatter, foredragsholder, naturfotograf og digter. I flere bøger har han lanceret konceptet naturnationalpark, og i 2020-22 besluttede den socialdemokratiske regering og støttepartierne i Rød Blok at udpege og etablere 15 naturnationalparker.
”Selve formålet med naturnationalparkerne er at fremme biodiversitet, ikke at please en håndfuld højtråbende lokale konspiratorikere eller uddele pynteposter til landmænd med den rigtige partibog. Lokalbestyrelserne er på ingen måde sammensat med et blik for natur- og biodiversitetskompetence”
Redaktionen har spurgt Larsen, hvordan han opfatter at blive forbigået ved denne mulighed for at honorere hans originale indsats. Her kommer Larsens skriftlige svar på en mail til redaktionen:
”Nej, jeg føler mig ikke forbigået; jeg føler, at fagfolk med relevante praktiske erfaringer og den rette fagekspertise er forbigået – men allermest, at konstruktionen af lokalbestyrelserne i sig selv er problematisk.”
Pynteposter til landmænd
Ifølge Magnus Heunicke er naturnationalparkerne afgørende for at give Danmark mere og bedre vild natur, selvom de alle anlægges i eksisterende natur. Samtidig vil områderne byde på spændende naturoplevelser, mener miljøministeren, som gerne vil gerne sikre, at de lokale borgere i områderne kan give input til forvaltningen af naturnationalparkerne. Bestyrelserne vil erstatte de nuværende lokale projektgrupper, og organisationer i projektgrupperne er blevet inviteret til at indstille medlemmer til de kommende bestyrelser, siger Magnus Heunicke.
Hertil bemærker Rune Engelbreth Larsen i samme mail:
“Der burde slet ikke være lokalbestyrelser for naturnationalparker. Der er allerede en forskergruppe tilknyttet, og den burde i stedet spille en langt mere fremtrædende rolle. For det første er selve formålet med naturnationalparkerne at fremme biodiversitet, ikke at please en håndfuld højtråbende lokale konspiratorikere eller uddele pynteposter til landmænd med den rigtige partibog. Lokalbestyrelserne er på ingen måde sammensat med et blik for natur- og biodiversitetskompetence. De er heller ikke repræsentativt udvalgt, men har flere steder en uforholdsmæssig stor andel af natur-inkompetente modstandere af naturnationalparker, til trods for at alle meningsundersøgelser viser et gigantisk flertal for naturnationalparkerne, både nationalt og regionalt.”
En tragedie for dansk natur
En gennemgang af de 15 kommende forpersoners CV’er afslører, at kun en enkelt eller to kan siges at have naturfaglige kvalifikationer, der kunne forventes at være relevante for at stå i spidsen for de kommende biodiversitetsparker.
Redaktionen har derfor spurgt Rune Engelbreth Larsen, om han finder, at de udpegede forpersoner besidder de rette kvalifikationer til at varetage driften af de kommende parker. Han svarede følgende på mail:
”Det er politisk besluttet, at naturnationalparkerne skal handle om at fremme biodiversitet, og derfor burde det også være afspejlet i bestyrelsernes sammensætning. Som minimum på formandsposten. Med enkelte undtagelser er dette ikke tilfældet. Det svarer til, at man udpeger 15 bestyrelsesformænd for lokalhistoriske foreninger, hvoraf flertallet aldrig har åbnet en historiebog. Jeg er ikke i tvivl om, at hovedårsagen er regeringspartiet Venstre. Det er en tragedie for naturen i dette land, at et parti, der vægter natur og biodiversitet så lavt på stort set alle parametre, har indflydelse på regeringsniveau.”
Det forventes, at de øvrige bestyrelsesmedlemmer for naturnationalparkerne vil være udpeget inden sommer. Bestyrelsesformændene er udpeget for en fireårig periode. Deres honorarstørrelser oplyses ikke i pressemeddelelsen.
Her er de 15 første bestyrelsesformænd som Magnus Heunicke har udvalgt. Du kan selv google dem, hvis du vil orientere dig om deres eventuelle kvalifikationer:
Naturnationalpark Almindingen: Laila Kildesgaard
Naturnationalpark Bistrupskovene: Jan Eriksen
Naturnationalpark Draved Skov og Kongens Mose: Niels Johannesen
Naturnationalpark Fussingø: Katrine Fruelund
Naturnationalpark Gribskov: Kaare Larsen
Naturnationalpark Hanstholm: Lars Riis
Naturnationalpark Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn: Daniel Boalth Petersen
Naturnationalpark Husby Klitplantage: Helle Sigh
Naturnationalpark Kompedal: Ole Nielsen
Naturnationalpark Læsø Klitplantage: Finn Mikkelsen
Naturnationalpark Mols Bjerge: Anne Sophie Gamborg
Naturnationalpark Nørlund Plantage og Harrild Hede: Hanne Bæk Olsen
Naturnationalpark Stråsø: Dorte-Pia Ravnsbæk
Naturnationalpark Tranum: Lisa Kronborg Sørensen
Naturnationalpark Ulvshale skov: Tove Damholt
Miljøministerens fortolkning af loven medfører at de nye bestyrelser kun er lidt rådgivende og har derfor en meget lidt betydning.
De nye bestyrelser er kun opfundet for at pynte lidt på en rigtig dårlig og ugennemtænkt lovgivning
De nye bestyrelser får indflydelse på ”såkaldte væsentlige ting” som låger og stier etc.
Men bestyrelserne kan slet ikke røre ved det grundlæggende koncept om forvaltning skal være med store græssende dyr på Naturstyrelsens arealer og at fravigelse af konceptet vil være i strid med loven.
Men…men….Lovteksten indeholder ingen bestemmelser om, at der skal udsættes store planteædere i en naturnationalpark.
Under ministerens omtale af de kommende bestyrelses kompetencer udtalte ministeren, at helårsgræsning med store græssende pattedyr og også tilhørende hegn er centralt.
Ændring på det vil kræve en lovændring.
Dette er ganske enkelt ikke korrekt.
Der kan efter gældende regler lovligt etableres en naturnationalpark uden udsætning af store planteædere.
1. Følgende fremgår af selve lovteksten i lov om naturbeskyttelse: § 61 a.
En naturnationalpark kan efter tilladelse fra miljøministeren etableres på et større statsejet område.
Tilladelse meddeles på baggrund af en ansøgning efter § 61 c. Stk. 4.
Miljøministeren kan uanset § 22, stk. 3, og § 23, stk. 2, efter stk. 1 tillade, at en naturnationalpark eller et område her i helt eller delvis indhegnes med henblik på helårsgræsning.
Offentlighedens adgang til og fra naturnationalparken må dog ikke forhindres eller vanskelig gøres unødigt.
Vildtets frie bevægelighed skal endvidere opretholdes i det videst mulige omfang. § 61c Stk.2.
En ansøgning efter stk.1 skal indeholde en projektbeskrivelse for naturnationalparkens etablering og en forvaltningsplan for området, jf.§ 61 dog 61e.
§ 61d. En projektbeskrivelse for etablering af en naturnationalpark skal indeholde en angivelse af områdets geografiske afgrænsning og oplysninger, her under om følgende:
4) Planlagte tiltag og anlæg ved etableringen af området, herunder etablering af hegn, veje og stier, udsætning af store planteædere, trafiksikkerhedsmæssige foranstaltninger og frilufts – og turisme faciliteter.
§ 61e. En forvaltningsplan for en naturnationalpark skal omfatte udviklingsmål og principper for områdets forvaltning og drift, herunder i forhold til følgende:
1. Økosystemer, naturtyper og arter.
2. De udsatte dyr.
Bestemmelserne i selve loven giver så ledes mulighed for, at der kan udsættes store planteædere med tilhørende hegn.
Lovteksten indeholder ingen bestemmelser om, at der skal udsættes store planteædere i en naturnationalpark.
2. Følgende fremgår af lovens bemærkninger, hvor der hentes bidrag til fortolkning af loven:
Formålet med lov forslaget er at skabe en retlig ramme for etablering og forvaltning af naturnationalparker på statsejede områder i Danmark.
Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke områdernes natur og biodiversitet ved at givemulighed for etablering af større sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad end i dag kan udvikle sig på egne præmisser, og hvor der kan udsættes store planteædere med henblik på, at de kan udføre en vigtig øko system funktion.
Det er hensigten, at der i naturnationalparkerne vil kunne udsættes store planteædere, der kan bidrage til at genskabevigtige økosystemfunktioner og dermed være med til at skabe en varieret natur.
Som et led i at genskabe betingelser for de naturlige processer er det hensigten, at der skal kunne udsættes store planteædere med henblik på, at de kan udføre en vigtig økosystemfunktion.
Der bør dog også åbnes mulighed for etablering af naturnationalparker, hvor i der ikke udsættes store planteædere.
Det anføres således specifikt i lovens bemærkninger, at der kan etableres naturnationalparker uden store planteædere – uden en lovændring.
Om etablering af naturnationalparkerne er det meget vigtigt at ministeren snarest muligt bekræfter, at der med den gældende lovgivning kan etableres en naturnationalpark uden udsætning af store planteædere.
———————————————
Ministre er ansvarlige for, at Folketinget får korrekte oplysninger fra ministeriet.
Lever ministeren ikke op til sit ansvar, kan vedkommende få en næse af Folketinget eller risikere at blive væltet.
I værste fald kan Folketinget beslutte at rejse en rigsretssag mod ministeren.
Hvordan kan Rune Engelbreth dog anse signselv som en kompetent fagperson mht Naturnationalparker? Manden er idéhistoriker
Rune Engelbreth Larsen kan ånde lettet op. Bestyrelserne til Naturnationalparkerne får i henhold til Miljøstyrelsens vejledning ingen bestemmelsesret, men kan kun indstille forslag til Miljøministeriet. Forslag, der ikke vedrører de grundlæggende temaer om Naturnationalparkerne.
Emnevalget til, hvad bestyrelserne kan beskæftige sig med, er begrænset til forslag om lågers placering, mere fjernelse af “invasiv” vegetation samt events og formidling.
Bestyrelsen er rendyrket statsstyret lokal inddragelse. Miljøministeriet får – udover styring af. hvad bestyrelsen må beskæftige sig med – fuld kontrol med, hvilke grupper og organisationer, der får sæde. Miljøministeriet udvælger tilmed, hvem af de to personer, som de udvalgte grupper og organisationer indstiller, der kan godtages.
Ingen af de udpegede forpersoner er i øvrigt nejsigere, ingen er aktive i de lokale modstandsgrupper, og ingen har beskæftiget sig indgående med natur, rewilding og Naturnationalparker. Det er politikere og personer, der har karrieremæssig eller erhvervsmæssig interesse i de muligheder for branding, som naturnationalparkerne kan give, der er udnævnt til forpersoner.
Atter engang er det kun ja sigere der kommer med. Lyt nu til de lokale modstandere også.
Fornuftig beslutning af Heunicke at vriste beslutninger om Dansk arealanvendelse og dermed magten over Dansk jord ud af hænderne på DN, EL og deres biologer samt trofaste journalister uden brug af kildekritik som naive budbringere.
Bestyrelsen for NNP Gribskov.
Der har været en del debat om, hvorfor og hvem, der er blevet udpeget som formænd for de kommende bestyrelser for de forskellige Natur National Parker (NNP).
Når det drejer sig om NNP Gribskov, har man efter min vurdering valgt en erfaren og vedholdende formand, som formodentlig kender kunsten at få enderne til at mødes. Han har nemlig været en del af projektgruppen om reetablering af Søborg Sø. Han har været formand for pumpelaget bag udtørringen af Søborg Sø. Det er sandsynligt, at han er velanskrevet af NST Gribskov.
Det drejer sig om Kaare Larsen, som er tredjegenerationslandmand og driver gården Brunbjerggaard i Gilleleje. Her bor han sammen med sin kone Dorte Wain Prior og deres tre børn.
Alt er således i skønneste orden, blot med den bemærkning, at hele spørgsmålet om Natur National Parker er håndteret uredeligt både af Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening og Universiteterne. Natur National Parkerne, der er baseret på en rewilding tankegang, vil føre til en forarmelse af naturen via indavl og ovegræsning. Det er ikke et naturvidenskabeligt projekt, men et ideologisk projekt søsat af bl.a. Enhedslisten.
Statsskovene er en del af den nationale identitet, og den mishandler Naturstyrelsen. Man fælder træer, man ødelægger træer ud fra en økonomisk og ikke biologisk tankegang.
Der vil kunne optræde massive ødelæggelser af den nationale arv, som Gribskov er. Hertil kommer dyremishandling og reduceret optag af CO2. Bøgetræer og egetræer vil inden længe forsvinde både pga. af fældning og også pga. et stor græsningstryk fra store bestande af kvæg, hest, elge og hjorte.
Uden at jeg kender Kaare Larsen, er mit gæt, at han stemmer på partiet Venstre og at den nationale tanke ligger ham på sinde. Det forventes blot, at han blåstempler beslutninger som NST har taget.
Jeg mener ikke, at Kaare Larsen med overbevisning og med troværdighed vil ikke kunne synge med på ”vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå”.
Jeg vil henvise til Frederiksborg Amts Avis fra den 18.maj 2024 side 1-3, desværre kan jeg ikke link til interviewet af Kaare Larsen. Jeg kommer tilbage med flere bemærkninger il interviewet.
Velkommen som formand for NNP Gribskov.