Med forfatterens tilladelse bringer vi denne læseværdige kronik, der har været bragt i Kristeligt Dagblad, den 28. februar 2018.
af Michael Clasen, forfatter
I december 1940 var den 43-årige politibetjent Albert Alexander i Oxford ved at rydde op i sin have, da han ved et uheld fik revet sig i ansigtet med en rosengren.
I de følgende måneder skulle denne banale rift vise sig at blive fatal for ham. Der gik bakterier i såret, og han blev indlagt på hospitalet. Trods intensiv behandling blev Alexanders ansigt fyldt med bylder, og man måtte fjerne hans ene øje. Lige meget hjalp det, han henlå med høj feber, og hans læge anså ham for at være døende.
Imens var en gruppe fremragende forskere ved universitetet i Oxford ihærdigt beskæftiget med at udvikle det bakteriehæmmende stof penicillin til praktisk brug i kampen mod bakterieinfektioner. På deres laboratorier fremstillede de stoffet i over 700 gæringstanke. Trods dette omfang havde de været måneder om blot at fremstille nogle få gram af det nye pulver.
Onsdag den 12. februar 1941 modtog Albert Alexander som det første menneske 160 milligram penicillin intravenøst. Og miraklet indtrådte: Dagen efter var betjentens temperatur faldet, og han spiste igen. Nye daglige indsprøjtninger fulgte, og patientens helbred blev stadig bedre. Men miraklet blev fulgt af en katastrofe: Efter fem dage var der ikke mere penicillin, og politibetjent Alexander døde af sin infektion den 15. marts 1941.
Ikke mere penicillin i verden! Kære læser, prøv at gentage dén sætning inde i dit hoved: Ikke mere penicillin i verden! En helt fremmed og vanvittigt skræmmende tanke, ikke sandt?
Heldigvis lykkedes det i de følgende år at udvikle metoder, der kom til at ændre lægefaget totalt. Nu blev der fremstillet nok penicillin til at befri menneskeheden for sygdomme, der siden tidernes morgen havde plaget og dræbt. Her var der tale om et totalt paradigmeskift inden for behandling af infektionssygdomme, og foregangsmændene blev fortjent hædret med Nobelprisen i 1945.
For den ganske store del af menneskeheden, der – som denne kronikør – er født efter anden verdenskrigs afslutning, er tilstedeværelsen af penicillin blevet en selvfølgelighed fra vi var børn, og ganske mange af os ville ikke være levende i dag uden at have modtaget en – eller mange – effektive antibiotikabehandlinger igennem vores liv. I vores levetid har lægerne med penicillin i forskellige afskygninger kunnet kurere så forskellige lidelser som øjenbetændelse, tandbylder, barselfeber, meningitis, syfilis, lungebetændelse, difteri og mange andre.
Men det viste sig snart, at der var sluppet en slange ind i det ny paradis. Den første forsker, der opdagede penicillinet – Alexander Flemming – var meget fremsynet i sin nobelforelæsning, hvor han advarede mod, at man ved forkert brug af penicilliner kunne udvikle resistente bakterier; altså bakteriestammer, der ikke mere kunne slås ned med penicillin.
Nogle steder i verden og i visse perioder herhjemme har myndigheder og læger været for gavmilde i deres uddeling af vidundermedicinerne inden for gruppen af antibiotika, men i Danmark arbejdes der i disse år alvorligt på at stramme op på for ukritiske ordinationer.
Der er dog ét sted i vores samfund, hvor hensynet til konkurrencedygtighed og indtjening overskygger hensynet til folkesundheden, nemlig i landbruget og specielt i dets gigantiske svineavl. I et stort flertal af landets konventionelle svinestalde trives en særlig bakteriestamme, som kaldes MRSA, hvilket er en forkortelse af MethicillinResistent Staphylococcus Aureaus. En særlig underart, som kaldes MRSA CC398, har også fået det charmerende navn svine-MRSA. Svinene bliver ikke syge af den, og landbrugets uansvarlige og umådeholdne forbrug af antibiotika i staldene har gjort den resistent over for den antibiotika, der bruges af læger og sygehuse. Man kan roligt tale om en regulær bombe under befolkningssundheden.
I mange år brugtes antibiotika som såkaldte vækstfremmere, der kunne forcere grisenes vækst. Nu om dage gives meget antibiotika helt unødvendigt mod smågrisenes diarré. Denne lidelse er ikke naturlig, men først og fremmest en følge af de konventionelle landmænds ønske om at maksimere deres økonomiske udbytte, hvilket får dem til at fjerne smågrisene fra deres mor mange uger, inden deres fordøjelsessystem er klart til at tåle fast føde. På den måde kommer soen hurtigere i brunst igen, og et nyt kuld kan sættes i gang. Hvis man lod grisene die hos deres mor noget længere, ville det ikke være nødvendigt at medicinere dem. Det er ikke bare dårlig dyrevelfærd, men et klart udtryk for ren grådighed!
Efterfølgende slæbes de resistente bakterier ud til hele befolkningen via inficeret svinekød og de mennesker, der arbejder i staldene. Ude i samfundet spredes de via raske smittebærere, mens mennesker med svagt helbred og dårligt immunforsvar bliver syge, og et stigende antal dør af MRSA-infektioner.
Det er ganske svært at finde nøjagtige oplysninger om bakteriens udbredelse i og uden for de konventionelle svinebesætninger samt dens forekomst i svinekødet i supermarkedernes kølediske. Tallene for raske smittebærere, syge mennesker og dødsfald på grund af MRSA CC398 er ikke specielt gennemskuelige, men alt tyder dog på, at disse tal er steget inden for de seneste år.
Ofte prøver estimerede videnskabsfolk at råbe politikere, befolkning og svineavlerne op, men reaktionerne er som regel en af disse to almindelige psykiske forsvarsreaktioner: Enten stikker man hovedet i busken og fremstår lige så ugraciøs som den velkendte struds, eller også farer man i harnisk og forklejner problemet, bringer Danmarks nationaløkonomi i spil og prøver at miskreditere forskerne.
Hvor mange danskere har gennemtænkt, i hvor mange situationer MRSA´en før eller senere kan gribe afgørende ind i deres egne, deres næres og deres kæres liv og helbred? Hvis man en dag er i et urimeligt godt humør, kan man for eksempel overveje, om vi bør finde os i følgende:
Det må regnes for en selvfølge, at mennesker, der arbejder eller bare jævnligt kommer i de konventionelle svinestalde, let kan blive inficerede og således blive MRSA-positive. I de fleste tilfælde vil de gå omkring blandt os andre som raske smittebærere. Men man skal være opmærksom på, at MRSA ikke kun smitter fra svin til menneske, men i høj grad også mellem os tobenede. Det siges, at så længe vi er unge og raske, sker der ikke så meget ved det, men hvem er altid ung og rask?
Hvad skal der ske med spædbørnene, de ældre, de kronisk syge og dem, der er svækkede efter infektioner og operationer? Kan vi stiltiende lade alle disse mennesker blive uskyldige ofre for svine-MRSA´en? Og hvad med alle andre, der generelt bare døjer med et dårligt immunforsvar samt mennesker, der er under kemobehandling? Men der er langt flere i den udsatte gruppe; vores sunde helbred beror nemlig blandt andet på vores naturlige bakterieflora i tarmene. Men når vi får lunge-, underlivs- eller en anden alvorlig betændelse, og lægen ordinerer os en antibiotikakur, vil vores almindelige og sunde bakterieflora mere eller mindre blive udryddet sammen med den sygdomsfremkaldende bakterie, og vi vil være lette ofre, hvis et tilfælde af MRSA passerer vores vej.
I sygehusvæsenet er man naturligvis meget på vagt overfor smitten, som vil ramme hårdt på afdelinger med svage patienter. MRSA-positive fødende kvinder gennemgår gentagne, grundige desinfektioner, hvor den glædelige begivenhed indhyldes i en atmosfære af antibiotisk sæbe, antiseptisk salve og sprit. Og så er det ellers bare om at håbe på, at den ny verdensborger kommer sund til verden. Skulle den vordende farmand være smittet, er han naturligvis udelukket fra fødestuen. Burde han også have forbud mod at kramme sit nyfødte barn?
I december 2017 bevilgede man adskillige millioner til otte sygehuses akutafdelinger, der i år skal undersøge, hvor mange af deres patienter, som er inficerede med MRSA. Formålet er, at det skal være nemmere at identificere smittebærere, så man hurtigt og effektivt kan isolere dem fra de øvrige patienter. Hvis du kommer ind på en af disse akutafdelinger i 2018, må du være forberedt på, at man ikke bare vil spørge, om du har været udsat for smitte, men også bede dig om podningsprøver forskellige steder på kroppen. Det er utvivlsomt et godt initiativ, som forhåbentligt kan være med til at forhindre yderligere spredning af sygdommen. Ikke desto mindre er det endnu en indgriben i vores liv forårsaget af et enkelt erhvervs uansvarlige jagt på profit.
Hvis du er så uheldig at skulle have foretaget en operation hos tandlægen – behandling af paradentose, tandbyld eller rodbehandling – og du er testet positiv, må du se frem til, at personalet vil være klædt i heldækkende dragter med visirer og åndedrætsværn. Og da klinikken efterfølgende skal gennemgå en specialrengøring, må du regne med, at du kun kan få dagens sidste tid, så ingen efterfølgende patienter bliver smittet!
Men hvad når MRSA rammer intimsfæren? Hvilke konsekvenser vil det få i de familier, hvor et medlem bliver smittet? Hvordan kan man beskytte børnene? Og hvad med den gamle, svagelige bedstefar? Vil de blive glade for ens besøg på plejehjemmet? Næppe.
Vil forældrene til de andre børn i børnehavens gule stue være glade for barnet fra det inficerede hjem? Det må vist hellere holdes helt hemmeligt. Men snakken går jo i de små samfund, så det er nok bare en stakket frist.
MRSA kan smitte gennem sår, men nok så meget gennem luftvejene. Ikke desto mindre kan man på internettet finde påstande om, at man ikke bliver smittet gennem seksuel kontakt. Det må være skrevet af mennesker, der aldrig har set to elskende kysse hinanden!
Og apropos smitte gennem mund og næse: Hvad vil du gøre, når du kommer ud for et medmenneske, der absolut skal have livreddende førstehjælp. Er du frisk på at give mund-til-næse-behandling og måske pådrage dig en ond smitte? Og hvad hvis du tilfældigvis ved, at vedkommende arbejder i et konventionelt svinebrug?
Allerede nu finder man en del eksempler på, at gamle venskaber går i stykker, når MRSA´en dukker op, og mange smittede oplever en knugende isolation, når omverdenen – naboer, familie, barndomsvenner – trækker sig.
Denne kronikør udsendte i november 2017 sin krimi ”Grådighedens pris”, hvori den store, overordnede forbrydelse ikke er et lumpent knivmord eller et dramatisk skuddrama, men den trussel landbruget udsætter os alle for. I planlægning af plot, hovedhandling og sidehandlinger var det nødvendigt nøje at gennemtænke de truende situationer, som kommer til at opstå for os, der lever i samfundet uden om den konventionelle svineavls spredning af sygdomsfremkaldende lidelser, der ikke mere findes behandling for. En del af eksemplerne er gennemgået her, men der er mange andre, som vil dukke op med tiden, hvis der ikke gribes ind.
I mange økologiske svinebrug har man indhøstet erfaringer og driver en svineavl, hvor MRSA ikke findes. Forbrugerne kan selvfølgelig købe deres produkter der, men hvis vi for alvor skal eliminere MRSA-truslen, må der indføres drastiske restriktioner over for de landmænd, der på forbryderisk vis lader hensynet til egen indtjening overtrumfe enhver etisk overvejelse om de omkostninger, andre mennesker må betale. Der er naturligvis ikke tale om gerningsmænd, som lider af psykiske afvigelser eller nyder deres ofres lidelser. Når man lytter til branchens talsmænd, står det derimod ganske klart, at hele misgerningen styres af ét altoverskyggende motiv: Økonomisk grådighed i den mest fundamentale liberalismes navn.
Grådighed er en fundamental drift, som allerede i klassisk tid blev regnet for en af de syv dødssynder. I dag ser vi den udfoldet flere steder: i finanssektoren, i medicinalbranchen, i skattetænkningen, men i lille Danmarks konventionelle svinebrug udfolder denne synd sig dagligt, tydeligt og med konsekvenser for os alle. Her omtaler man de levende væsner, man avler, som ”produktionsenheder”. Man spærrer søerne livslangt inde i små bure, man kastrerer uden bedøvelse og halekuperer ulovligt på samme måde. Hvilket ramaskrig ville der rejse sig, hvis det skete med hunde eller heste? Man intensiverer ”produktionen” og indregner titusinder af døde smågrise på den ”nødvendige” tabskonto.
Det er det samme erhverv, der udviser arrogant mangel på almindelig moral, når de står som de hovedskyldige i forurening af vores fælles herlighedsværdier: sundt grundvand og rent vand i søer, åer og farvande. Og hvad er det konventionelle landbrugs faste reaktionsmønster, når vi andre – repræsenteret ved samfundets myndigheder – siger, at nu må det være nok med svineri og dyremishandling? Jo, der skriges straks på ”kompensation”! Fællesskabet skal med andre ord betale dem for at opføre sig anstændigt! Hvis ikke det er grådighed, hvad skal det så kaldes?
Hvad siger vi til at blive sparket tilbage til situationen, hvor lægerne ikke kunne hjælpe betjent Alexander i 1941? Hvor længe skal vi stiltiende vente på, at et lille mindretals umådeholdne griskhed skal starte noget, der i længden kan udvikle sig til en pandemi af historiske dimensioner? Nu havde vi næsten lige oplevet et par menneskealdre, hvor store og små sygdomsplager endelig kunne lindres og helbredes.
I efterordet til krimien ”Grådighedens pris” står der en sætning, der sammenfatter denne kronikørs store ønske:
”Det er forfatterens højeste ønske, at dette stykke fiktion om få år vil opfattes som science fiction og ikke som endnu en ond drøm, der er gået i opfyldelse.”
Efterspil
Kronikken provokerede et indlæg frem fra en svinedyrlæge – læs det her – og læs også forfatterens svar.
