Evighedstræ
Folk elsker de gamle træer.

Gamle træer er levested for sjældne og spændende dyr og planter. Gamle træer fortæller desuden historier, der går flere generationer tilbage og giver os daglige oplevelser af natur og skønhed, både i byen og på landet. De store kæmper kan leve næsten evigt og være levested for insekter og smådyr i mange år − også efter, de er gået ud.

Derfor bør vi forvalte de gamle træer med omtanke og hensyn. Det er en ære og et fornøjeligt ansvar at have store, gamle og særlige træer på sin jord eller under sin forvaltning.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) støtter de store, gamle træer i landskabet, i alléer, i skovene og i byerne med en frivillig lodsejeraftale om Evighedstræer. Ved at mærke udvalgte Evighedstræer, vil DN åbne endnu flere menneskers øjne for de gamle træers værdier.

Kampagnen Evighedstræer er en opfordring til både staten, kommunerne og de private lodsejere om at tage ansvaret for bevaring og pleje af de gamle, store og særlige træer i Danmark.

Aftalen bidrager til at passe på og bevare træet, så det kan stå så længe som muligt − også, når det er gået ud. Hvis du kender eller ejer et helt særligt træ, som fortjener en mærkning som Evighedstræ, så kontakt din lokale DN afdeling.

DN mener:

  • Store gamle træer er yderst værdifulde for både biodiversitet, landskabsoplevelse og kulturhistorie.
  • Store gamle træer er livsmiljø for mange sjældne arter af insekter, fugle, svampe, laver m.m.
  • Der bør indføres en generel beskyttelse i naturbeskyttelsesloven af visse værdifulde træer, f.eks. alléer.
  • Staten og kommunerne bør lave handlingsplaner for beskyttelsesværdige træer. 
  • Gamle træer skal kunne fældes (og genplantes), hvis det virkelig er nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde. Vurderingen skal foretages af eksperter.
  • Beslutninger om gamle træer skal også hvile på en grundig vurdering af træets biologiske og kulturelle værdi. Hvis træet er værdifuldt, men udgør en risiko, bør andre løsninger end fældning overvejes, f.eks. omlægning af stier eller beskæring.
  • Træruiner, altså døde træer (og grene), bør så vidt muligt blive stående eller liggende til gavn for insekter, svampe osv. som lever af dødt ved.

Kampagnen “Evighedstræer” er støttet med tilskud fra tips- og lottomidler til friluftslivet.

 

Visited 23 times, 5 visit(s) today

Comments are closed.