1305_Ung-kongern---EB
Ung kongeørn over Lille Vildmose. Foto: Jan Skriver.

Danmarks tre par ynglende kongeørne har indledt deres familieliv på meget forskellige tidspunkter i 2014. Men de er fælles om at have haft en frugtbar sæson, og facit lyder på fire danske kongeørneunger i år. Det skriver Dansk Onritologisk Forening i en pressemeddelelse 8. september 2014.

Kongeørnene i Hals Nørreskov nord for Limfjorden var tidligt i forårshumør i år, og de lagde æg, så der var to unger i reden allerede i april. Midt i juli fløj ørneungerne så sammen med forældrene over skoven.

Ørnene i Lille Vildmose er senere på den i denne sæson. I Høstemark blev kongeørnenes unge først set uden for skoven i slutningen af juli, og den er først midt i august begyndt at vise sit mægtige vingefang over området.

I Tofte Skov i den sydlige del af Lille Vildmose sender kongeørneparret formentlig først deres unge på vingerne mod slutningen af august eller i begyndelsen af september.

– Vi undrer os over, at der i år har været så stor forskel på, hvornår de tre par kongeørne er gået i gang med æglægningen, men vi kan kun konstatere det, ikke give nogen forklaring, siger ornitologen Tscherning Clausen, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) artscaretaker for kongeørnen.

Det vil sige, at han samler alle data om kongeørne i Danmark og holder nøje øje med udviklingen i bestanden.

31 unger på 16 år

Med årets ynglefacit på fire flyvedygtige unger er der i alt fostret 31 danske kongeørne de seneste 16 år, og på den baggrund kan det overraske, at der ikke yngler flere kongeørne i det danske landskab, end tilfældet er.

– Vi kender kun skæbnen for to af de mange danske kongeørneunger. Et år fløj en unge fra parret i Hals Nørreskov mod en højspændingsledning og blev dræbt, mens ungen fra parret på Overgaard ved Mariager Fjord blev fundet stærkt forkommen ved Tønder nær den dansk-tyske grænse. Det var i 2009, dét år da de gamle Overgaard-ørne pludselig forsvandt, og aldrig siden er set. De unge kongeørne, der forulykkede, var begge ringmærkede, derfor er vi sikre på deres oprindelse, siger Tscherning Clausen.

Visited 1 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.