Danske landmænd er sakket langt bagud i forhold til det offentlige, når det gælder økologisk landbrug. Hele 24 procent af de landbrugsarea-ler, der ejes af staten, regionerne, kommunerne og kirken, dyrkes efter det økologiske regelsæt, og det er mere end tre gange så meget, som private landmænd kan præstere. De dyrker blot syv procent økoareal.
Især Miljøministeriet står stærkt som ejer af hovedparten af statens landbrugsarealer (72 pct.), hvoraf ministeriet angiveligt driver de 32 procent økologisk.
Det fremgår af en redegørelse, som fødevareminister Mette Gjerskov har fået udarbejdet af Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) under Århus Universitet. Rapporten har titlen “Offentligt ejet landbrugsjord – forpagtning, driftsform og afgrødetyper”.
Imidlertid afslører en nærmere gennemgang af rapporten, at der nærmest er tale om fup. Konklusionerne er så stærkt misvisende, at de næppe kan anvendes til noget fornuftigt.
Påstanden om 24 procent økologisk landbrugsjord i offentlig eje er ikke sand. Tallet er konstrueret ved at medregne alle naturarealer, der modtager driftsstøtte, uden at skele til om disse arealer overhovedet er i omdrift eller kan dyrkes.
Udgangspunktet for rapporten er regeringens målsætning om en fordobling af det økologiske areal i Danmark inden år 2020. Til det formål har NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet bestilt rapporten hos DCA, der tidligere hed Danmarks Jordbrugsforskning og var en del af sektorforskningen under Fødevareministeriet.
Bestillingen lød på en opgørelse af, hvor store landbrugsarealer der ejes af staten, regionerne, kommunerne og kirken, hvor meget af denne jord er bortforpagtet, og hvor meget af jorden drives økologisk.
Ifølge rapporten ejer det offentlige 55.640 hektar landbrugsjord, hvoraf en fjerdedel (24 pct.) drives efter de autoriserede økologiregler.
Miljøministeriet tegner sig for 72 procent af de statsejede landbrugsarealer, ifølge rapporten. Hele 32 procent drives angiveligt økologisk, men rapporten fortæller ikke, at man som “landbrugsarealer” har medtaget store fredede naturområder som f.eks. Vestamager, Harboøre Tange, det naturvidenskabelige reservat Tipperne og halvøen Skallingen nord for Esbjerg, m.fl.
Ser man eksempelvis på Naturstyrelsens ejendomme i Vestjylland, så administrerer Distrikt Blåvandshuk 1170 hektar støtteberettiget “landbrugsjord”. Det giver en årlig check på 2,45 mio. kr. fra EU. Imidlertid indgår det naturvidenskabelige reservat Tipperne og den naturfredede halvø Skallingen i dette areal med tilsammen 1004,15 hektar økojord, der ligger hen som vedvarende græs.
Det betyder, at 86 procent af de statsejede “landbrugsarealer” under Distrikt Blåvandshuk figurerer som økologiske i DCA-rapporten, til trods for at de aldrig ville kunne dyrkes.
Akademisk medarbejder Inge T. Kristensen har selv udvalgt det offentliges “landbrugsarealer”.
Rapporten er udarbejdet af Inge T. Kristensen, som DCA præsenterer som “seniorforsker”. Den titel er heller ikke korrekt. Kristensen er blot “akademisk medarbejder”.
I et interview med gylle.dk hævder Inge T. Kristensen, at “naturarealer er da også landbrugsarealer”, hvis de modtager støtte af en eller anden slags. Hun er imidlertid ude af stand til at begrunde logikken i denne påstand, der er årsagen til, at alle arealer under den såkaldte Enkeltbetalingsordning er medtaget, uanset om de er naturfredede eller ej.
Kristensen forsvarer sammenblandingen af landbrugsjord og naturfredede arealer med disse ord: “Skal rapporten kunne bruges til noget, nytter det ikke at gå i detaljer med, hvad jorden anvendes til. Skulle vi have pillet de offentligt ejede naturarealer ud, så var jeg aldrig blevet færdig”.
Læs selv rapporten her:
www.web.agrsci.dk/djfpublikation/djfpdf/Offentligt%20ejet%20landbrugsjord_DCA_rapport.pdf
