imagesCA9TIWQ0
“Vask hænder!” lyder Sundhedsstyrelsens bedste råd mod spredningen af MRSA-stafylokokker.

Mistanke om lidt hestekød på afveje kan fremkalde storalarm i Fødevareministeriet med øjeblikkelige ransagninger over hele landet, og en hundestrid mellem naboer udløser løfter om ny lovgivning på mindre end en uge.

Derimod vender fødevareminister Mette Gjerskov konsekvent det blinde øje til, når det gælder den voksende MRSA-trussel mod danske borgere. Den sag overlader hun til dyrlægerne.

Ganske vist nedsatte Fødevareministeriet og Sundhedsministeriet i august 2012 en tværministeriel “aktionsgruppe”. Den skulle tage kampen op mod MRSA CC398-stafylokokkerne ude på svinefabrikkerne og samtidig stoppe spredningen af de antibiotikaresistente bakterier fra de inficerede svin til befolkningen. Alene fra 2011 til 2012 var antallet af inficerede svin fordoblet fra 44 til 88 procent af de undersøgte slagtedyr.

Otte måneder senere er der endnu ikke taget et eneste initiativ til at imødegå den alvorlige sundhedstrussel.

Aktionsgruppen er aldrig trådt i aktion. Sundhedsministeriet er kørt ud på et sidespor, og Fødevareministeriets dyrlæger har sat sig tungt på opgaven. De varetager både hensynet til milliardeksporten af svinekød og borgernes sundhedsmæssige sikkerhed, men i nævnte rækkefølge.

Det har ellers ikke skortet på alarmerende presseudtalelser fra Fødevareministeriet. I oktober 2012 prioriterede fødevareminister Mette Gjerskov indsatsen med disse ord: “Det bekymrer mig, at vi ser en stigning i antallet af MRSA-smittede slagtesvin. Det er et problem for de mennesker, som arbejder med dyrene og for deres familier. Når vi samtidig ser en stigning hos befolkningen generelt, er det et problem regeringen tager meget alvorligt.”

Aktionsgruppen fra august 2012 var tænkt som regeringens “problemknuser”, men når man spørger som journalist til den tværministerielle aktionsgruppe i Fødevareministeriet, så sker der ikke noget. Man får simpelthen ikke noget svar.

I Sundhedsministeriet henviser man til Fødevareministeriet, som den eneste myndighed der kan udtale sig. Selv ikke en banal liste over medlemmerne af aktionsgruppen vil Sundhedsministeriet ud med. Der skal begæres en formel aktindsigt og herunder henvises til lov om offentlighed i forvaltningen – og ombudsmanden nævnes som næste trin i en klagesag -, før den ansvarlige fuldmægtig i Kontoret for Sundhedsjura og Lægemiddelpolitik fremsender de ønskede dokumenter.

PerHenriksen
Dyrlæge Per S. Henriksen, der tidligere har været ansat hos Dansk Pelsdyravlerforening, har haft jobbet som veterinærdirektør siden 1. marts 2011. Han afløste dyrlæge Jan Mousing, som blev administrerende direktør i det såkaldte Videncentret for Landbrug.

Heraf fremgår det så, at Fødevareministeriet har sat sig tungt på styringen af MRSA-indsatsen. Den kontroversielle veterinærdirektør Per S. Henriksen, der er uddannet dyrlæge, har placeret sig som formand, mens næstformandsposten er overladt til overlæge Tove Rønne fra Sundhedsstyrelsen.

Aktionsgruppen har 11 medlemmer. Heraf er der to repræsentanter for den private lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer. Den ene er den politiske direktør for det såkaldte Videncenter for Svin, Nicolaj H. Nørgaard, der har “Ledelse og Kommunikation” som sit ansvarsområde, men hvis faglige baggrund er jordbrugsøkonomi. Den anden er en dyrlæge, der arbejder på Axelborg.

På vegne af DTU-Food og DTU-Vet deltager to dyrlæger, og yderligere to dyrlæger er udpeget fra det Sundhedsvidenskabelige Fakultet under Københavns Universitet.

Ingen eksperter i human sundhed, der har konkret føling med det stigende antal MRSA-patienter, er inviteret med i gruppen. Det gælder bl.a. professor H.J. Kolmos fra Klinisk Mikrobiologi fra Odense Universitetshospital, overlæge, dr.med. Henrik Westh fra MRSA-videncentret på Hvidovre Hospital og professor og forskningsleder Frank Møller Aarestrup fra Afdeling for Epidemiologi og Genomisk Mikrobiologi på DTU. De tre eksperter repræsenterer den største samlede viden om den stigende MRSA-trussel mod befolkningen, i modsætning til dyrlægerne der er fokuseret på forholdene for svinene.

Efter otte måneder er der nu lagt op til det første møde i MRSA-styregruppen. Ifølge en mail fra Kontoret for Foder- og Fødevaresikkerhed i Fødevareministeriet vil mødet finde sted 30. april hos Fødevarestyrelsen i Glostrup. Der er afsat to timer til at behandle emnet.

 

FAKTA OM MRSA:

– Forkortelse for Methicillin-resistent Staphylococcus aureus.
– MRSA er en stafylokok-bakterie, der er blevet resistent overfor normale antibiotika.
– Den kan give bylder, sår, infektioner og blodforgiftninger.
– MRSA kan være farlig, hvis du er svagelig, syg eller skal opereres.
– Mange er raske smittebærere og mærker ikke noget til bakterien.
– MRSA findes især i udlandet, hvor vi slæber den med hjem fra.
– Der findes mange forskellige typer af MRSA. En af dem er CC398, der findes hos svin – og smitter til mennesker.

 

Se udsendelsen om den hemmelige svinebakterier her: www.dr.dk/tv/se/bag-facaden/bag-facaden-2/

 

Visited 9 times, 6 visit(s) today