Af Steen Ole Rasmussen, cand.phil.

Nogle har læst op på “Pesten” af Albert Camus fra 1947 i forbindelse med pandemien, og jeg har hver aften over snart en måneds tid ladet en udgave af den fra YouTubes univers af lydbøger lulle mig ind i min nattesøvn sammen med Daniel Defoe’s “A Journal of the Plague Year”.

 Værkerne er en guldgrube af en åbenbaring i forhold til, hvordan døden som højere nødvendighed historisk har ramt den menneskelige sanselighed, for på den måde at give en universel afsløring af sindets skrøbelige dispositioner.

Byldepesten var med sine tre bølger med til at sætte rammen for menneskehedens udvikling, fra det øjeblik hvor den først ramte Italien i 1347. Her slog den halvdelen af befolkningen ihjel for så at gøre det samme i resten af Europa de følgende få år. Den tredje, sidste og svageste bølge af pesten ramte London i 1665, hvor en femtedel af byens borgere døde.

Det var forfærdeligt, for dem som det gik ud over. Det er “A Journal of the Plague Year” skrevet over.

Albert Camus (1913-1960)

Pesten reducerede antallet af mennesker voldsomt, især med den første bølge der ramte Europa. Men først efterfølgende mangel på arbejdskraft samt rigeligheden af frodig landbrugsjord til de overlevende forbedrede deres sundhedstilstand. Opfindsomheden omkring teknik, som kunne erstatte arbejdskraften og en meget mere varieret produktion af både vegetabilske og animalske fødevarer forbedrede livsbetingelserne i Europa allerede i anden halvdel af det fjortende århundrede.

Camus’ værk giver sig ikke ud for at være en nøgtern optegnelse over en virkelig begivenhed, sådan som Daniel Defoes værk gør, men er det i forhold til det menneskelige sind med sin eksistentialistiske referenceramme. Camus udpensler og dissekerer Daniel Defoes kristne univers, sådan som det udfolder sig bag og i Defoes opdigtede optegnelser over hændelserne i 1665.

Fortællerpersonens primære kilde er i Defoes værk præst og læge i en og samme person. Det grundlæggende budskab er her, at pesten er guds værk og at menneskeheden lige så godt kan kapitulere, fordi det er gud og gud alene, der styrer for vildt. De mange tiltag, som tages i 1665 i forsøget på at dæmme op for pesten, beskrives som enten kontraproduktive eller uden virkning. Oplæsningen af Defoes værk, der varer ca. 14 timer, indeholder et hav af detaljer, betragtninger, fx en eksplicit optegnelse over strategier i forhold til sygdommen, kvaksalvere, flagellanter, lokale myndigheds- og kirkelige institutioners forordninger. Rige og fattige skildres relativt i forhold til deres respektive adfærd under udbruddet, både i forhold til hvor de bor, hvor de tager hen og hvilke konsekvenser sygdommen får for dem.

Daniels Defoe (1660-1731)

Fortællerpersonen i Camus’ værk er selv læge, men er ikke troende. Den troende får sin egen skikkelse i form af en jesuiterpræst ved navn Panalu. I Camus værk er det ikke gud, der hersker, og Panalu dør uden sikker diagnose, mens han tvivlende ligger og holder fast i sit kors.

Døden er udfordringen, den som præst og læge enten som en og samme person eller hver for sig kæmper med og som kampen handler om at overvinde, give mening i begge værker.

I Camus værk er der ikke mening i døden, som hovedpersonerne taber til hver gang en af patienterne dør, men kampen om at give den mening er det, det handler om. Et uskyldigt barns død bringer præsten ud i sin ultimative tvivl, men både præst og læge har dette særligt skærende tab til fælles, som de oplever sammen.

I Defoes verden er der mening med pesten. I Camus’ verden er der ingen mening, og udfordringen består for Camus i at lægge en mening i døden såvel som alt andet. Bogen om pesten, som lægen taber til igen og igen, handler om ikke at tabe kampen. Det kan godt være, at lægen er noget udslukt efter det hele. Men han overlever, og livet, kampen i sig selv fortsætter omkring ham. Pesten har sat en ramme om det hele, også efter.

Steen Ole Rasmussen

Jeg kan ikke gengive indholdet i værkerne. Men for Defoe er det moralen, der er budskabet. For Camus er det sindet, der ligger ham på sinde. Begge værker supplerer og bærer hinanden fint. Læs dem.

Bøgerne er en ukompromitteret af den pågående pandemi. Det er en befrielse at kunne genkende så mange skildringer af fænomener, som udfolder sig helt parallelt med samtidens reaktioner på coronaen. Det er lidt ligesom at forholde sig til samtiden, uden at blive klamt til mode.

Alverden er udfordret af et simpelt virus, der kun adlyder sin helt egen indre nødvendighed, natur. Og mangfoldigheden af forsøg på at komme på højde med udfordringen afslører det menneskelige sind i alle dets afskygninger. Ingen er herre over situationen, alle prøver på at blive det. Med disse værker får man en kommentar, der ikke har smuds på fingrene eller er smurt ind i  alt for påtrængende klamheder.

Comments are closed.