skaermbillede-2016-11-07-16-57-40
Så mange børn i alderen 5-14 børn er rapporteret nysmittede med MRSACC398 siden 2007.

Af Morten Riis (Ø), medlem af Børne- og Skoleudvalget, Bornholms regionskommune

I fredagens avis (Bornholms Tidende, 4. november 2016) kan man læse, hvordan spidserne fra Bornholms Landbrug alle mener, at ”Elever trygt kan besøge en grisestald”. Spørgsmålet består så bare i at finde ud af hvilken én?

mortenriis
Morten Riis.

Tidligere på ugen kom det i de landsdækkende medier frem, at Fødevarestyrelsens veterinærdirektør havde slettet centrale dele af styrelsens anbefaling, og at Folketinget således aldrig har modtaget DTUs anbefaling vedrørende de antibiotika-resistente bakterier. Og det er desværre ikke det eneste eksempel i sagen om MRSA, hvor de forskellige styrelsers motivgrundlag forplumrer sig – til hvis fordel om man må spørge? Ikke til befolkningens!

Førende forskere på området, bl.a. professor ved Odense Universitetshospital, Hans Jørn Kolmos har pointeret, at myndighederne rådgiver forkert i forhold til MRSACC398 og gårdbesøg, og også professor og overlæge Henrik Westh fra Hvidovre f.eks. fraråder klart børnebesøg i svine- og minkstalde. Antallet af børn, der nysmittes årligt er faktisk steget ganske betragteligt de senere år, og de nyeste undersøgelser viser, at 70-80% af alle svinebesætninger er smittet.

MRSA_regler
Her er de sikkerhedsforanstaltninger, hver eneste skolelærer skal påse, at børnene iagttager, når man ikke kender MRSA-status for besøgsfabrikken.

Fødevarestyrelsen har nu også besluttet at undersøge svinefabrikker for MRSA landet over – herunder 25 bornholmske i løbet af efteråret. Jeg forstår ikke, at repræsentanterne fra BL undlader at gøre opmærksom på dette fremskridt. Ved den sidste nationale undersøgelsesrunde blev ingen bornholmske stalde undersøgt, hvilket der åbenlyst har været behov for at råde bod på. Derfor ville det også være et fint træk, om skolen og BL henlagde skolebesøgene, indtil resultaterne af disse undersøgelser forelå. Kald det bare et forsigtighedsprincip til gavn for børnene, forældrene og samfundet som sådan.

Alle har naturligvis godt af at se, under hvilke forhold vores fødevarer bliver produceret. Men ligesom hvis det var en hvilken som helst anden fabrik, synes jeg også her, vi skal tage de nødvendige forholdsregler. På tirsdagens BSU-møde blev sagen diskuteret, og der var flertal for at sende skolen en venligt ment henstilling, men Venstre ønskede sagen løftet til Kommunalbestyrelsen, så vi tager lige en tur mere i møllen.

Det kan godt være, at BL synes, alle kritikere er uvidende om griseholdets glæder. Bevares jeg er ikke svinebonde. Det stiller mig også økonomisk uafhængig til at vurdere forholdene, hvilket omvendt ofte er en mangelvare blandt landbrugets repræsentanter.

Visited 6 times, 2 visit(s) today

Comments are closed.