Evolutionen har haft æoner på sin side til produktudvikling, optimering efter det gennemprøvede princip ”trial and error”, og menneskelig snilde har taget ved lære af naturen. Man aner her inspirationen til rotorkonfigurationen i en moderne helikopter, med dens to forskellige og forskelligt orienterede rotorer med hængslede vinger i elastiske ophæng og system af kontrolstænger med forbindelse ind til cockpittet
VARME SENSOMMERDAGE er højsæson for nogle af naturens mest forbløffende skabninger – guldsmedene. Synet af en guldsmed på tæt hold har det med at sætte tiden i perspektiv, dels tilbage til svimlende fjerne epoker og dels til nutidens helikoptere og nyeste robot- og droneteknologi. De første flyvende væsener på kloden var stamformer til nutidens guldsmede og var på færde allerede i Devon-tiden for 400 mio. siden. 50 mio. år senere, i Kultidens dampende skove af enorme ulvefodstræer, drønede kæmpeguldsmede rundt med et vingefang på 70 cm. Det er flere hundrede mio. år før flyveøgler og igen senere fugle gjorde deres entré.
GULDSMEDENES FLYVEEVNE er legendarisk, og det er ikke svært at blive vidne til i denne tid. Guldsmede kan stå bomstille i luften, for i næste øjeblik robotagtigt og rykvist at skifte vinkel og position, lige ubesværet op og ned, sideværts og frem og tilbage. Eller de kan flyve ret frem med høj fart, op til 40 km/t over længere stræk. Det er sammen med deres højt specialiserede halvkugleformede facetøjne og lange, tornede ben alt sammen tilpasninger til deres speciale som rovinsekter – at overrumple, indhente, gribe og fastholde flyvende bytte – som regel andre og mindre insekter.
INDIMELLEM sætter guldsmedene sig på vegetation og andet, enten for at fortære et bytte eller hvile sig og slikke solskin, ligesom sommerfugle. Vingerne er iøjnefaldende, de holdes hos de større arter enten ret ud fra kroppen eller fremskudt og paraplyagtigt ludende. Der er to par vinger, cellofangennemsigtige og med et komplekst net af ribber, mere tæt forgrenet end hos bier, myg og fluer. Stiller man skarpt på guldsmedens rygparti synes det klart, at ingeniører her har hentet inspiration. Det er som om motorhjælmen mangler, der er fri inspektionen til det komplicerede flyvemaskineri. Man ser muskler og sener, der forankret i kroppens midterstykke har forbindelse ud til vingernes hovedribber. Dette ophæng styrer ikke alene vingernes orientering i flere frihedsgrader, men tillader også at de to vingepar kan bevæges enten helt uafhængigt af hinanden, en forudsætning for guldsmedens artistiske manøvrer, eller helt synkront, hvad der giver maksimal fremdrift. Og man aner her inspirationen til rotorkonfigurationen i en moderne helikopter, med dens to forskellige og forskelligt orienterede rotorer med hængslede vinger i elastiske ophæng og system af kontrolstænger med forbindelse ind til cockpittet.
EVOLUTIONEN HAR haft æoner på sin side til produktudvikling, optimering efter det gennemprøvede princip ”trial and error”, og menneskelig snilde har taget ved lære af naturen, her som i så mange andre tilfælde. Alle guldsmede er overraskende lette. De små turkis-sorte vandnymfer vejer blot 20 mg, de store guldsmede ikke mere end omkring et gram. Der er meget tomrum i en guldsmedekrop, kitinskellettet er ekstremt tyndt, men ultrastærkt og tiltrækker sig forståeligt nok interesse fra materialefysikere. Med sin overlegne flyveteknik og evne til samtidigt at se i alle retninger med sine 2 x 30.000 enkeltøjne, er det kun ganske få arter, der i fødekæden befinder sig over guldsmedene. F.eks. lærkefalken. Den overrumpler snildt guldsmede i luften og fortærer dem med det samme som en sprød snack-to-go.
Læs mere i den smukke bog ”De danske guldsmede”, af Ole Fogh Nielsen (Apollo Books, 1998)
