Som forudsagt flere gange her på www.gylle.dk blev Hjarnø Havbrug og dambrugsejer Anders Østergaard Pedersen dømt med piber og trommer i Retten i Horsens

Afgørelsen i sagen mod Hjarnø Havbrug faldt torsdag den 7. december. Dommen konfiskerer 125 mio. kr. i ulovlig fortjeneste fra havbruget , som samtidig idømmes en bøde på 20 mio. kr.

Nu er dommen afsagt, men tilbage står stadig den manglende forklaring på, hvordan de 77 ringbind kunne forsvinde fra politiets varetægt. Foto: Wikipedia

Den 53-årige havbrugsejer dømmes til ambulant psykiatrisk behandling og en tillægsbøde på 20.000 kr. Han fradømmes også retten til at drive havbrug i tre år.

Fra dommens piber og trommer  skal dog fratrækkes trommerne. Anklagemyndigheden havde nemlig krævet 191 mio. kr. konfiskeret som ulovlig fortjeneste, men beløbet blev af en enig domsmandsret nedsat til 125 mio. kr. De 66 mio. kr. i rabat skyldes efter alt at dømme, at der under sagen forsvandt 77 ringbind – svarende til 4,5 reolmeter – med bevismateriale, som var i politiets varetægt. Ringbindene er aldrig fundet, og netop det fik i sin tid retssagen udsat.

Dambrugsejerens advokater krævede sagen stoppet på grund af de forsvundne ringbid. Retten i Horsens afgjorde, at sagen godt kunne fortsætte, fordi anklagemyndigheden havde et koncentrat på 11 ringbind af de i alt 77. Denne afgørelse blev anket til Vestre Landsret, der var enig med byretten, så sagen kunne fortsætte.

Men retten har altså ikke godkendt anklagemyndighedens beregninger om konfiskation, men har på grund af de forsvundne ringbind måttet bygge på havbrugets egne oplysninger. Derfor nedsættelsen af konfiskationskravet med 66 mio. kr.

Næste forhindring og forlængelse af sagen til over 2 ½ år var en sygemelding fra havbrugsejeren for et år siden. Han skulle mentalundersøges. Den viste, at han er uegnet til fængselsstraf, som anklagemyndigheden fra starten havde forlangt. Dette krav blev så ændret til psykiatrisk behandling, som han nu er dømt til.

Havbrugsejeren har nægtet sig skyldig under hele sagen. Også selv om han på det første retsmøde erklærede, at han havde sendt 31 falske indberetninger til myndighederne om produktion af fisk i havbruget. Han mente, at muslinger og tang ville neutralisere de alt for store og ulovlige udledninger af kvælstof og fosfor. Muslinge- og tangproduktion, som han ikke havde tilladelse til, men sammen med samarbejdspartnere fik milliontilskud til fra staten.

Journalist Flemming Seiersen har fulgt sagen hele vejen og agter også at opklare mysteriet om de forsvundne ringbind. Privatfoto

Anklager Pernille Moesborg erklærer sig godt tilfreds med dommen. Havbrugsejeren og hans advokater vil nu nærlæse den, inden man beslutter, om den skal ankes.

Tilbage står også forklaringen på, hvordan de 77 ringbind kunne forsvinde fra politiets varetægt. www.gylle dk. har tidligere krævet aktindsigt, men er blevet afvist af både Sydøstjyllands Politi og Statsadvokaten i Viborg. Begrundelsen er, at der ikke kan gives aktindsigt i verserende straffesager.

Redaktionens kommentar: De 77 ringbind er jo netop ikke en del af sagen, fordi de er forsvundet. Hvis dommen fra Retten i Horsens ikke bliver anket, vil vi selvfølgelig gentage kravet om aktindsigt. Bliver dommen anket, må vi så vente på landsrettens afgørelse. Vi opgiver ikke.

Bannerfoto: Et af de ulovlige Hjarnø Havbrug. Foto: Lone Landmand

Visited 56 times, 20 visit(s) today

Kommentarer

  1. En million pr ringbind!
    Ikke en ringe kompensation for et bedrag!

  2. Jan Stampe Nielsen

    Skal man le eller græde? Vælger det sidste.
    Jo, svindleren blev dømt, men igen tabte retfærdighedsfølelsen til juristeriet = den efterhånden store “hær” af jurister som styrer og bestemmer alt.
    De kloge læste jura. De mindre kloge arbejder bare, nogen skal jo betale.
    Gylle.dk prøver at ruske lidt op , men den danske verdenspresse har mere travlt med at holde mikrofoner på Christianborg – så kommer de nemlig i fjernsynet!
    De 77 ringbind findes nok aldrig. Statsadvokaten finder nok en § et sted i juristeriets verden som sørger for at “festen” fortsætter. Og jeg tror, at retsordførerne i Folketingets forskellige partier også er ganske tilfredse. De forholder sig ikke til anstændighed, men til lærebøger fra universitet.
    Der er billigt smør i Netto.

  3. HolgerØster Mortensen

    – fiskeopdræt med omtanke…

  4. Jørn From

    Fradømt retten til at drive havbrug i tre år, Latterligt!

    En sidegevinst ved dommen bliver nor at vi ikke lommer til at se “udslip” af slagtemodne ørreder fra havbrugsindustrien.
    Han har taget en for holdet.

  5. Det er en alt for mild dom, Anders Østergaard Pedersen burde også være idømt en ubetinget fængselsstraf på minimum 3 – 4 år, og så skulle forbuddet mod, at han kan drive havbrug, ha’ været livsvarigt.

  6. Pingback: Hjarnø Havbrug anker ikke dommen – slipper havbruget for at betale 145 mill. kr? | Gylle.dk

  7. Pingback: Tredje begæring om aktindsigt i sagen om de 77 forsvundne ringbind | Gylle.dk

  8. Pingback: Endnu et nej til aktindsigt om de 77 forsvundne ringbind i politiets varetægt | Gylle.dk

Skriv en kommentar