Rådvildhed præger overskriften “Hvad gør vi nu” på Poul Pilgaard Johnsens glimrende oversigt i Weekendavisen, nr. 51, 2015, om de alvorlige sundhedstrusler fra antibiotikaresistente bakterier som MCR-1, CPO og MRSA. Det er ærgerligt, fordi der faktisk findes klare svar på udfordringen fra disse dødbringende bakterier, der alle er knyttet til husdyrproduktion.
Men overlæge Robert Leo Skov fra Statens Serum Institut (SSI) får uantastet lov at sammenligne resistensproblematikken med klimaforandringerne. “Det er svært at gøre noget ved, for problemet er globalt”, påstår Skov i artiklen, og så er der jo ligesom ikke noget at stille op. Det svar har overlægen givet gentagne gange siden 2010, da MRSA-epidemien brød ud, og dette mantra er vel den overordnede forklaring på Sundhedsstyrelsens svigtende indsats gennem årene.
Fagligt er det imidlertid ikke korrekt. Hvis vi ser på de mest udbredte antibiotikaresistente bakterier, MRSA-typerne, så huser Danmark langt det største reservoir i forhold til de øvrige EU-lande. Mere end halvdelen af de indrapporterede MRSA-tilfælde i 2015 er af husdyr-typen, hvilket ikke kan overraske, da Danmark har verdens største husdyrbestand i forhold til indbyggertallet.
Disse bakterier stammer altså ikke fra udlandet, og de er ikke resultatet af et globalt problem. De er fremavlet i den enorme danske husdyrproduktion, hvor svin, køer, mink, kyllinger, heste og kalkuner i dag kan være smittede med MRSA-bakterier. Af de ialt 2.803 indrapporterede MRSA-tilfælde i 2015 var 54 pct. af husdyr-typen CC398, mens blot 14 pct. stammede fra udlandet. Tallene stammer fra Statens Serum Institut, hvor enhver kan slå dem efter.
Derfor er det Danmark, der truer resten af verden, især med de specielle MRSACC398-bakterier fra vores enorme svineproduktion.Og vi gør det med åbne øjne og ved årligt at eksportere 10 mio. levende svin, der stort set alle er 100 pct. inficerede. En anden eksport sker ved hjælp af de tusinder af udenlandske “praktikanter” i svineindustrien. Ingen bekymrer sig om at tjekke dem for MRSA-smitte, før de får lov at rejse ud af landet.
Overlæge Skov kan så have ret i, at problemet er globalt, men det er altså Danmark, der udgør problemet for resten af verden.
Professor Niels Frimodt-Møller fra Rigshospitalet har derimod fat i den rigtige ende, når han i artiklen foreslår den helt nærliggende løsning, at “man stort set holder op med at bruge antibiotika til dyr, i hvert fald i landbruget”. Frimodt-Møller henviser til den opløftende historie om vancomycin, hvor resistensen svandt ind til næsten nul, da landbruget blev tvunget til at stoppe anvendelsen i 1990’erne.
I Danmark anvendes der i dag dobbelt så meget antibiotika til husdyr som til mennesker, så Frimodt-Møller sætter fingeren på det ømme punkt, men det overser journalist Poul Pilgaard Johnsen. I stedet for rådvildhed og globale bortforklaringer er det lige præcis her artiklen burde sætte ind ved at rejse spørgsmålet: Er billigt flæsk virkelig så værdifuldt, at vi fortsat vil lade husdyrindustrien stjæle vore antibiotika fra fremtidens generationer?
