AntibiotikaFriGris
“Aldrig” er et stort ord, især når producenten ikke vil fortælle, hvordan det foregår…

 

Bilka har for første gang udbudt svinekød med mærkatet “Opdrættet uden brug af antibiotika”, og produkterne bliver revet væk, siger Dansk Supermarked. Kædens pressechef ønsker dog ikke at oplyse, hvilke midler svineproducenterne har erstattet antibiotikaforbruget med.

Det er en ny “fodertype”, der gør det muligt, at grisene kan opdrættes helt uden brug af antibiotika. Sådan lyder det i store dagbladsannoncer fra supermarkedskæden Bilka, der har fået to landmænd til at producere grisene – og nu bebuder at man skal have flere landmænd til at levere grise til konceptet.

MadsHvitvedGrand
Mads Hvitved Grand, DS.

70 grise ugentligt

Bilkas direktør Mark H. Nielsen glæder sig over, at Bilka går forrest med en variant, som ikke før er blevet forhandlet på det danske marked.

“Danmark er et foregangsland inden for svineproduktion. Vi vil i Bilka gerne tage skridtet videre og bakke op om en ny opdrætsmetode, der kan holde grisene sunde og raske, så antibiotika næsten helt kan undgås,” siger Mark H. Nielsen til landbrugsavisen.dk.

I første omgang bliver den nye grisetype udelukkende solgt i Bilka, men senere sælges den både i Bilka og Føtex.  Til en start kan landmændene levere omkring 70 grise ugentligt til Dansk Supermarked Group, som Bilka og Føtex er en del af.

De to landmænd, der har omlagt produktionen til denne opdrætsmetode, skal leve op til kravene om, at højst 10 procent af grisene må behandles med antibiotika – og de må ikke sælges med mærkatet ”Opdrættet uden brug af antibiotika”.

Barnkyssersvin
Svineopdræt uden antibiotika er det bedste middel til at bekæmpe de frygtede MRSACC398-bakterier, der især findes i svinenes snuder.

Vi ville gerne høre nærmere om konceptet, bl.a. om der er skruet op for zinkforbruget, men Dansk Supermarkeds pressechef Mads Hvitved Grand er tavs. Vi har ellers stillet ham følgende spørgsmål, som må anses for det minimum af reel forbrugeroplysning, der bør følge det nye epokegørende produkt:

  • Hvor produceres grisene? Hvad hedder producenterne?
  • Hvordan udføres kontrollen med anvendelsen af antibiotika? Hvem garanterer, at der ikke snydes på vægten?
  • Hvilke mængder af zink anvendes i opdrættet?
  • Er grisene stadig halekuperede?
  • Hvor mange AB-frie svin resp. kilo svinekød kan I udbyde?

Også tavshed hos Danish Crown

Svinegiganten Danish Crown er ikke involveret i Dansk Supermarkeds forsøgsprojekt, men har i nogen tid kørt sit eget program med antibiotikafrit opdræt af svin. Angiveligt skulle der være 70 producenter involveret, men ellers er DC-pressechef Jens Hansen lige så karrig med fakta som Dansk Supermarked. Her er, hvad Jens Hansen kan udtale i en mail fra 26. april 2016:

“Som svar på dine spørgsmål kan jeg oplyse, at der fortsat er tale om et forsøgsprojekt. Det vil sige, at regelsættet fortsat er generisk og løbende ændres og afstemmes med vores kunder i først og fremmest USA. Der skal dog ikke herske tvivl om, at alt brug af antibiotika er forbudt. Af konkurrencehensyn – OUA-produktion er allerede et område med flere stærke spillere – kan vi ikke lade dig få indsigt i det nuværende regelsæt. Om det bliver offentligt tilgængeligt på et senere tidspunkt er uvist, men indtil videre holder vi det for os selv.

Jens-Hansen-1
Jens Hansen, DC.

I relation til kontrol, så var Danish Crown i projektets første år økonomisk garant og producenterne producerede uden økonomisk risiko med det formål at afdække niveauet for meromkostninger i forbindelse med opdræt uden brug af antibiotika (OUA). Sideløbende har igangsatte vi et projekt, der skal afdække hvordan vi på den mest effektive måde kan kontrollere producenterne. Der er en lang række muligheder. Vi beslutter os givet vis for en kombination af flere forskellige kontrolforanstaltninger, som naturligvis vil være forankret hos en uafhængig tredjepart.

Vores kunder har samtidig stillet forskellige krav om ret til at få udført uanmeldte audits. Kravene er forskellige fra kunde til kunde, men dem accepterer vi selvsagt uden diskussion, da audits ude hos producenten er en helt naturlig del af et samhandelsforhold omkring en specialproduktion som OUA.

Jeg forstår udmærket din overraskelse.

Svinevelfard
De sygdomsfrie SPF-svin får antibiotika på lige fod med andre intensive produktionsformer.

Det der adskiller OUA-produktion fra Danish Crowns andre specialproduktioner er, at kødet ikke sælges og markedsføres i Danmark. Hvis det på et tidspunkt bliver aktuelt, så vil vi alt andet lige gøre konceptet fuldstændig transparent, da det vil være helt naturligt krav fra en dansk detailkæde.

I øjeblikket er regler og kontrol reguleret gennem de kontrakter vi har med de enkelt kunder i først og fremmest USA. Da der er tale om en specialproduktion, hvor Danish Crown har sikret sig et forspring i forhold til en række konkurrenter, så ønsker både vi og vores kunder at værne om konceptets indhold og struktur. Med andre ord lader vi det – på fuldstændig samme vis som vi gør i Danmark – være op til vores kunder at afgøre i hvilket omfang indholdet i konceptet skal være tilgængeligt for forbrugerne.”

 

Visited 43 times, 5 visit(s) today

Comments are closed.