Brosboell2Der skal være plads til fiskeopdræt i Danmark. Opdrætserhvervet er med til at producere sunde fødevarer og skabe arbejdspladser, og vi er rigtig gode til det. Det hævder miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i et debatindlæg i Jyllandsposten 25. maj 2014. Ministeren skriver:

“I JP 19/5 skriver Anders Grosen, at Miljøministeriet ikke tager højde for miljøbelastningen fra havbrug. Det er ikke korrekt. Alle havbrug i Danmark skal leve op til en række strenge miljøkrav. Hvert enkelt havbrug bliver vurderet, inden de kan få en tilladelse for at sikre, at deres produktion ikke skader havmiljøet. 

Det er rigtigt, at Danmark flere steder har udfordringer i forhold til udledningen af næringsstoffer. Derfor skal havbruget syd for Endelave netop producere muslinger og tang, som kan optage næringsstoffer og dermed medvirke til at kompensere for den udledning af næringsstoffer, der sker fra deres fiskeproduktion. Princippet er, at der skal være styr på udledningen af næringsstoffer inden for hvert vandområde, og det er der i det her tilfælde. 

Sammen med havbruget etableres der et moniteringsprogram, der følger produktionen af muslinger og fisk. 

Dermed sikres det, at der kilo for kilo kompenseres for den tilførte kvælstofbelastning, ligesom fosforbelastningen moniteres. 

Hvis overvågningen viser en skadevirkning på miljøet, skal Miljøstyrelsen gribe ind og om nødvendigt give påbud om ændret drift eller forbud mod drift. 

Vær tryg ved, at der er styr på miljøforholdene.”

Visited 11 times, 3 visit(s) today