Kritik når den er værst: Slagsmålet om Fødevare- og Landbrugspakken

Af Jens Borum, lektor, Biologisk Institut, Københavns Universitet

Tonen overfor kritikerne af Landbrugspakken er generelt skarp og ucharmerende.

I en kommentar i Berlingskes netavis d. 27. marts ”Statistik, når det er værst: Forkerte påstande om Fødevare- og Landbrugspakken” beskylder Jørgen E. Olesen, professor på Aarhus Universitet og Ejnar Schultz, direktør for Landbrug og Fødevarers videnscenter, SEGES, mig frit oversat for at være fagligt inkompetent, uredelig og for at mangle kendskab til de faglige rapporter fra Aarhus Universitet.

Olesen og Schultz’ kommentar kan kun opfattes som en fortsættelse af den i landbrugskredse udbredte praksis med at true eller udskamme folk, der vover at gå ind i en kritisk faglig debat. Det er forventeligt, når landbrugets mest rabiate forening, Bæredygtigt Landbrug, prøver at lægge pres på ens arbejdsgiver eller ligefrem truer med injuriesager. Det er til nød forståeligt, når den mere moderate organisation, Landbrug og Fødevarer, ønsker at forsvare erhvervsmæssige og økonomiske interesser. Men det er overraskende, når en forskerkollega fra Aarhus Universitet er med på tæskeholdet.

Meget få personer med faglig indsigt ønsker/tør deltage i diskussionen om Landbrugspakken, så den usmagelige strategi virker desværre – men heldigvis ikke på mig og et par stykker andre.

Der har i Berlingske den seneste tid været flere artikler og debatindlæg om Landbrugspakken og udvaskningen af kvælstof fra landbruget. Herunder har Olesen og Schultz udvekslet divergerende synspunkter med undertegnede .

Olesen og Schultz skriver, at det unikke samarbejde mellem Aarhus Universitet og SEGES er en stor del af baggrunden for en halvering af kvælstofudvaskningen siden 1980erne. Samarbejdet er ganske givet frugtbart, men det er faktuelt forkert, at kvælstofudvaskningen er halveret.

Af de rapporter, Olesen og Schultz nedladende anbefaler mig at læse, fremgår det klart, at udvaskningen kun er faldet med en tredjedel – hvilket nu heller ikke er så ringe endda. Udledningerne til havet er faktisk omtrentlig halveret, men det skyldes, udover reduktionen i udvaskningen fra markerne, at bidragene fra byspildevand og industri er reduceret med hele 70 pct igennem en meget effektiv og – for borgere og virksomheder – bekostelig indsats.

Jeg er uenig med Olesen og Schultz om det kvælstofregnskab, der er stillet op som grundlag for vedtagelsen af Landbrugspakken, hvor erhvervet fik mulighed for at øge tilførslen af kvælstof. Uenigheden handler primært om, hvor forøgelsen i tilførslen af kvælstof bliver af.  Noget ender naturligvis i de høstede afgrøder (kaldet den marginale høsteffektivitet), en mindre del afgasses til atmosfæren, en del kan midlertidigt ophobes i jorden, og den sidste del, som er det egentlige stridspunkt, ender i miljøet som det, der kaldes marginaludvaskning. Jeg påstår, at kvælstofregnskabet for den øgede udbringning ikke respekterer loven om massens bevarelse, og at marginaludvaskningen derfor er væsentligt større end de 10-20 pct., som Olesen og Schultz angiver. Dermed vil effekterne af Landbrugspakken blive langt værre end forudset af Aarhus Universitet, erhvervet og regeringen.

Olesen og Schultz kaster følgende regnskab ind i debatten: 60 pct. høstes, 10 pct. gasser af til atmosfæren, 10-20 pct. går til opbygning af jordpuljen og 10-20 pct. udvaskes – ergo passer regnskabet ifølge dem, og loven om massens bevarelse er opfyldt.

Det er uklart, hvor regnskabet stammer fra, og om det er for den samlede kvælstoftilførsel eller for den forøgede tilførsel (marginalbetragtningen). Jeg antager, at regnskabet er for den samlede tilførsel, og at tallene stammer fra de gode, langvarige forsøg med dyrkningssystemer i Foulum, Jyndevad og Flakkebjerg.

For det første er det, man kalder den marginale høsteffektivitet (som er den andel af den forøgede kvælstoftilførsel, der fjernes med høsten) langt under 60 pct. og snarere i niveauet 45 pct. Når den marginale høsteffektivitet er mindre end den samlede, skyldes det, at høsteffektiviteten falder med stigende tilførsel. Det viser både danske og udenlandske markforsøg, og det fremgår tydeligt af faglige rapporter og præsentationer fra SEGES.

Det er rigtigt, at jordpuljen ændres, når gødningsniveauet ændres, men over tid opstår en ny balance, hvor det, der tilføres, også fjernes enten som høst, afgasning eller udvaskning. Da høsteffektiviteten falder, og afgasningens andel ikke forventes at stige, må udvaskningen nødvendigvis stige for at få regnskabet til at stemme. Men lad os for venskabs skyld antage, at halvdelen af den påståede stigning i jordpuljen faktisk er reel, mens resten går til udvaskning. Det betyder, at marginaludvaskningen nødvendigvis bør være 35 – 40pct. for at få regnskabet til at stemme og ikke de 10-20 pct., som Olesen og Schultz påstår.

Som jeg forstår forsøgene, så glemmer Olesen og Schultz for det andet at fortælle, at over forsøgets foreløbige varighed er 75 pct. dyrket økologisk. Andelen af økologisk dyrkede marker er i Danmark kun omkring 10 pct. Olesen og Schultz glemmer også at fortælle, at den gennemsnitlige kvælstoftilførsel til de udførte økologiske forsøg er væsentligt lavere end gennemsnittet for dansk landbrug. Hvis dette er korrekt, er det opstillede regnskab i bedste fald irrelevant for diskussionen, i værste fald misvisende.

Jeg har i min kronik udtalt, at den afstrømningsnormaliserede kvælstofudledning til havet er steget statistisk signifikant siden 2010. Olesen og Schultz påstår, at jeg bevidst har valgt 2010, som ’formentlig af vejrmæssige årsager’ var et lavt udgangspunkt, for at få det til at se ud som om, der har været en stigning i udledningerne. Jeg anklages således for uredelighed. Året 2010 var for en overordnet betragtning et klimamæssigt rimeligt normalt år med en nedbørsmængde og afstrømning fra land meget tæt på klimanormalen. I øvrigt ville sammenhængen have været stejlere, hvis jeg havde valgt 2011 eller 2012, hvor udledningerne var lavere. Der er således intet belæg for Olesen og Schultz’ påstand om et tendentiøst valg. Påstanden må skyldes manglende kendskab til Aarhus Universitets data.

Jeg beklager, at nærværende indlæg er teknisk og fyldt med tal. Men jeg håber, at interesserede læsere hermed har et bedre grundlag for at vurdere, hvad der i denne diskussion måtte være fagligt kompetent, redeligt og baseret på kendskab til de faglige rapporter.