Erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer (L&F) kårer i landsdækkende kampagne dansk svineproduktion til Danmarks største eksporterhverv. Men ifølge DR’s Detektor er det ikke svin, der topper listen. For få måneder siden blev L&F også grebet i at lyve om det påståede lave forbrug af antibiotika i dansk svineproduktion.

I en ny stor kampagne forsøger erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer at lokke flere til at uddanne sig til svinebønder.

LF_løgn
Den famøse annonceplakat som ikke er sand.

“Kan man blive leder i Danmarks største eksporterhverv uden at eje en habit”,  står der på annoncen, hvor man samtidig ser en ung mandlig model stå i en svinestald iført praktisk arbejdstøj.

Kampagnen har kørt i løbet af april og maj – blandt andet i landsdækkende aviser, på Facebook og på togstationer. Men ifølge DR’s Detektor overdriver Landbrug og Fødevarer, når organisationen præsenterer svineproduktion som Danmarks største eksporterhverv.

Danmarks Statistik publicerer hvert år opgørelser over omfanget af eksporterede varer inddelt i forskellige kategorier.

Og hvis man ser på opgørelsen over eksport inden for forskellige varegrupper, fremgår det, at det ikke er eksporten af svin, der topper listen. Danmarks mest eksporterede varegruppe er derimod medicinske og farmaceutiske produkter.

De to kategorier, der blandt andet dækker over eksport af levende og forarbejdede svin, gav tilsammen en eksport på knap 37,6 milliarder i 2013. Til sammenligning landede eksporten af medicinske og farmaceutiske produkter på 71 mia. kr.

Thomas Søby
Ansvaret for L&F-løgnekampagnen er blevet tørret af på den såkaldte cheføkonom Thomas Søby, der har sagt pænt undskyld i medierne.

Den såkaldte cheføkonom hos Landbrug og Fødevarer Thomas Søby erkender over for Detektor, at indholdet i annoncen ikke er korrekt: “Vi har ikke haft styr på størrelsesforholdet her. Vi har i hvert fald begået en fejl i overskriften på den pågældende annonce, siger han og tilføjer, at annoncen ikke kommer til at køre igen. Jeg har bedt om, at den bliver fjernet fra relevante hjemmesider og ikke bliver brugt mere i det offentlige rum.”

For få måneder siden afslørede DRNyheder, at L&F også manipulerer med fakta om antibiotikaforbrug. På Svineproducenternes kongres i Herning i oktober 2013 hævdede daværende direktør i Dansk Svineproduktion, Nicolaj Nørgaard:

-Vi ligger blandt det absolut laveste antibiotika-forbrug pr. kg. svinekød i verden – 3-5 gange lavere end vore øvrige europæiske kolleger.

Men det var ikke sandt. I januar-nummeret af landbrugets eget blad “Landbrugsmagasinet” skrev dyrlæge i det såkaldte Videncenter for Svineproduktion, Elisabeth Okholm Nielsen, at antibiotikaforbruget i Holland er cirka dobbelt så højt som i Danmark.

Det var heller ikke sandt. I virkeligheden anvender hollænderne 20 procent mindre antibiotika end de danske producenter.

– Der er brugt tal for 2011 i artiklen, men det fremstår, som om det er 2012. Det er en beklagelig fejl, undskyldte Nicolaj Nørgaard til DR Nyheder. Nikolaj Nørgaard blev fyret på gråt papir i december 2013 for påstået svindel med mindst 27 mio. kr. fra EU’s landdistriktsmidler.

Visited 13 times, 6 visit(s) today